Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 9

I bogen Statens forandring (2004) foreslår den internationalt anerkendte danske politolog Georg Sørensen en model for, hvordan man kan forestille sig den “nation”, der danner grundlag for den moderne nationalstat. Han foreslår at se den som en kombination af to former for fællesskab som vist i figur 1.

Georg Sørensen præsenterer modellen i en bog om de udfordringer, nationalstaten står over for i dag som følge af globaliseringen. Han gør opmærksom på, hvordan de to fællesskaber tidligere hang tæt sammen, men at der i dag er en tendens til at se dem som separate, hvilket får nogle teoretikere til at forestille sig, at man kan bygge en stat alene på det civile fællesskab – altså på befolkningens respekt for landets love og forfatning. Desuden minder han om, at der er globaliseringsteoretikere, som mener, at begge fællesskaber bliver svækket af globaliseringens kræfter.

Hvad nationen som et forestillet fællesskab angår, er der moderne sociologer – som fx Anthony Giddens – der fortæller os, at det enkelte menneskes identitet i det “senmoderne” (“postmoderne”) og “aftraditionaliserede” samfund ikke er noget, den enkelte overtager, men er noget, han eller hun selv aktivt må skabe og opretholde. Da identiteter således er blevet flydende og ustabile, ændrer tilknytningen til et forestillet nationalt fællesskab sig “fra at være en given til blot at være én af flere mulige kilder til identifikation blandt en hel række forskellige muligheder” (Sørensen 2004: 91). Derfor kan man forestille sig, at stadig flere mennesker i fremtiden ikke vil se sig selv som en del af et nationalt fællesskab, men i stedet vil identificere sig med et overnationalt – vestligt, europæisk, transnationalt eller globalt – fællesskab.

Georg Sørensen selv stiller sig dog skeptisk an over for denne forudsigelse. Han mener, at det højst vil være medlemmer af de sociale eliter, som vil tænke og føle sådan. Hans alvorligste anke er dog, at forudsigelsen går ud fra, at identitet er en form for “nulsumsspil”, hvor udviklingen af en ny selvforståelse erstatter eller svækker en tidligere.

Nationen i den moderne stat: to typer fællesskaber
Det civile fællesskab	Det forestillede fællesskab
Forholdet mellem borgerne og staten: politiske, juridiske og økonomiske rettigheder (og forpligtelser)	Forholdet mellem borgerne som gruppe: fælles sprog, fælles kultursociorel og historisk identitet, baseret på myter, symboler, musik, kunst osv.

Figur 1. Nationen i den moderne stat (Sørensen 2004: 93).

Men i virkeligheden er dette en helt forkert opfattelse af identitet, hævder Sørensen – med rette – idet han henviser til den almindelige opfattelse blandt antropologer og sociologer, at alle individer har flere identiteter på én gang, og at identitet må ses som noget foranderligt, komplekst og ofte situationsbetinget. Identitetens situationsbestemte karakter betyder fx, at den måde, vi i en given situation forstår os selv på, afhænger af den konkrete kontekst (erhvervsmæssige, religiøse, private osv.), vi befinder os i (ibid.: 97).

Hvad angår nationen som et civilt fællesskab, nævner Sørensen de tre argumenter, man hører fra teoretikere, der hylder teorien om, at nationalstaten er i færd med at svækkes: For det første henviser sådanne teoretikere til, at den enkelte borgers rettigheder i dag i stigende grad bliver beskyttet af det internationale samfund (fx EU) snarere end af den enkelte stat. For det andet hævder de, at globaliseringen giver den enkelte stat stadig større problemer med at beskytte og honorere dens borgeres sociale (velfærdsmæssige) og demokratiske rettigheder, og at den derved må se sin autoritet svækket. Endelig hævder de, at mange veluddannede og internationalt mobile mennesker i stigende grad ser sig selv som en del af et globalt snarere end et nationalt civilsamfund.

Også den type argumenter er Sørensen skeptisk over for. Han betvivler påstanden om, at det nationale borgerskab er ved at blive svækket i alvorlig grad som følge af indførelsen af overnationale instrumenter til sikring af borger- og menneskerettigheder, som fx den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han henviser til politologer, som gør opmærksom på, at det netop er gennem deres nationale borgerskab, at borgerne i EU’s medlemslande i det hele taget kan påkalde sig disse rettigheder. Desuden afviser han, at der hidtil har været tegn på, at globaliseringen nødvendigvis vil medføre en krise for staten som leverandør af sociale ydelser. Staterne har hidtil været i stand til at tilpasse sig globaliseringen, mener Sørensen. Endelig afviser han påstanden om, at overnationale politiske styringsinstrumenter er uforenelige med det nationale demokrati.

Georg Sørensens konklusion er derfor, at nationen både som “civilt” og “forestillet” fællesskab i en overskuelig fremtid vil fortsætte med at være “af primær betydning, selv i lyset af de nye udviklingstendenser” (ibid.: 97). Han er dog ikke af den opfattelse, at alt vil vedblive med at være, som det altid har været. Han indtager således det samme midtersynspunkt i globaliseringsdebatten, som denne bog repræsenterer, nemlig at nationalstaten er i færd med at undergå en tilpasningsproces.

Mine egne beskrivelser og analyser i nærværende bog bekræfter således Sørensens vurderinger. Men de gør mere end det: De forsøger også at bidrage til en forståelse af, hvad der har gjort nationalstaten så sejlivet. Jeg vil argumentere for, at det skyldes dels en række geografiske, kulturelle, juridiske og politisk-institutionelle faktorer, dels nogle mentale. Eller rettere: samspillet mellem dem.

For, som Sørensen da også selv påpeger, så kan man kun analytisk sondre mellem det civile og det forestillede fællesskab. I virkelighedens verden understøtter og overlapper de hinanden, således at forandringer i den ene dimension påvirker den anden. Sådan har det også været historisk, idet de begge – i deres moderne betydning – opstod i omtrent samme periode, nemlig i forbindelse med konsolideringen af den suveræne territorialstat og udviklingen af kapitalismen i 1700-tallet.

Det fællesskab, jeg her har kaldt “forestillet”, betegner Sørensen, som har skrevet sin bog på engelsk, som community of sentiment. Når jeg har valgt at oversætte sentiment til “forestilling”, skyldes det, at det er det bedste danske ord, jeg kan finde på til at angive den betydning, der ligger i det engelske. Sentiment minder godt nok om det danske “sentimental”, som er et ord, der betegner en overdreven følelse. Men det er ikke det, der ligger i det engelske sentiment. Sentiment kan slet og ret betyde “følelse”, uden at der heri indgår en vurdering af, om følelsen er rimelig eller overdrevet. Men her stopper ordets betydningsregister ikke. Det kan nemlig også betyde “sindelag”, “bevidsthed” og “opinion” (mening). Udtrykket the public sentiment of justice skal således oversættes “den offentlige retsbevidsthed” eller “retsfølelse”. Begrebet siger altså, at der er tale om en følelse knyttet til en rationel og bevidst vurdering af, hvad der er retfærdigt og rimeligt. En kulturelt og socialt nedarvet retsbevidsthed så at sige.

Jeg vil nu hævde, at man ville kunne sige noget lignende om det engelske udtryk national sentiment. Jeg har bestemt mig til at oversætte det til “nationalfølelse”. Dette begreb vil få en central placering i denne bog, idet det har stor betydning for min argumentation. I den betydning, jeg bruger det, henviser “nationalfølelse” altså ikke kun til en persons følelser over for sit land, men også til denne persons bevidsthed om betydningen og værdien af at være medlem af en nation. Jeg skal vende tilbage med en endelig definition om lidt.

Jeg har ikke til hensigt at fortsætte med at bruge Georg Sørensens opdeling af “nationen” i to fællesskaber, fordi de som sagt kun er analytiske kategorier og i praksis overlapper hinanden. Men modellen egner sig udmærket til at vise, hvad det betyder, at nationalfølelse ret beset ikke kun er en følelse af, men også en bevidsthed om at tilhøre et fællesskab. Et fællesskab, som ikke blot konstitueres af en fælles lov, men også af meget andet: fælles sprog, historiske erfaringer, handlinger, institutioner, skikke, symboler, landskaber osv.

Det er vigtigt for mig at understrege, at nationalfølelsen således forstået bør indgå i en forklaring af nationalstatens vedvarende betydning og “sejhed”. Det har forskerne dog hidtil ikke gjort, først og fremmest fordi de ikke har kastet sig ud i en undersøgelse af den type, jeg forsøger i denne bog. Derfor repræsenterer min bog, mig bekendt, en helt ny og original måde at undersøge nationalstaten på.

For at forklare nærmere, hvad jeg mener, vil jeg referere et interview med historikeren Uffe Østergård i Weekendavisen i juli 2004. I interviewet mere end antydede Østergård, at både politikere og forskere i 1990’erne havde undervurderet nationalfølelsens styrke. Blandt de politikere, han henviste til, var “imperieafvikleren” Mikhail Gorbatjov: “Gorbatjov, der jo var leninist og modernist, sagde omkring 1987, at ‘kammerater, vi har fejlet i alt, men ét problem har vi løst: det nationale’. Og så eksploderede det nationale i Østeuropa og i Sovjetunionen.” Og Østergård fortsatte:

Nationalstaten som en kombination af nationer og statsdannelser, som kom på programmet omkring år 1800, er jo realiseret i Europa gennem det 20. århundrede. Nogle brutalt og blodigt som følge af verdenskrige, Hitler, Stalin og så videre, andre mere fredeligt. Og de er realiseret som en succes, som folk er glade for, fordi nationalstaterne garanterer politisk demokrati og sociale rettigheder og på den måde overtager en del af familiens rolle. Man må erkende, at folk gør en rationel investering i nationalstaten – især siden 1945, mens den i 1800-tallet jo typisk brugte over halvdelen af sine resurser på militær. (Weekendavisen, 9/7-04)

Østergård mindede i interviewet om, at det europæiske projekt, der oprindelig havde haft til formål at skabe fred mellem Europas nationalstater, havde overbevist de politiske, bureaukratiske og intellektuelle eliter om “samarbejdets fornuft”; men, indrømmede han, selv om eliterne var blevet europæiske, så var det lykkedes for dem at afkoble demokratiet. Og det havde vist sig at være et alvorligt problem for hele projektet:

Jeg og min elite forestillede os, at når vi kunne overbevises, ville den samme overbevisning komme til de europæiske folk. At når vi rejser og studerer og gifter os på kryds og tværs af grænserne, ville vi blive europæere. Men der er ikke sådan en automatik. Det er efterhånden gået op for os alle sammen, at moderniseringsprojektets automatforestillinger ikke er gået i opfyldelse. Man kan jo heller ikke sige, at alle de unge globetrottere forskelsløst bliver tilhængere af EU. Mange af dem haster hjem fra universiteterne i Barcelona, Paris og Milano for at kaste deres energi i nej-bevægelser og stemme nej til Europa. Det er tydeligt, at nationalfølelsen er analytisk vigtig – vil den forsvinde, eller er den en urkraft? Jurien [sic] voterer, sagen er uafklaret.

Der er to vigtige pointer i Østergårds overvejelser. For det første hans indrømmelse af, at den liberale nationalstat er en “rationel investering” fra borgernes side, for så vidt som den er med til at sikre dem deres demokratiske og sociale rettigheder. Den anden interessante pointe er hans påpegning af, at nationalfølelsen er “analytisk vigtig”.

Østergård kom i interviewet ikke selv med noget bud på, præcist hvordan han forestillede sig, man kunne tage hensyn til nationalfølelsen i en analyse. Jeg vil selv foreslå, at en af de måder, hvorpå man kunne komme til en forståelse af dens analytiske betydning, er ved at se nationen som et diskursivt fænomen: som et symbol.

Som jeg senere vil vise, har begrebet nation været brugt med mange forskellige betydninger ned gennem tiden. Den betydning, der vil stå i centrum for denne bogs overvejelser, er dog begrebets moderne betydning, som stammer fra 1700-tallet. På det tidspunkt bredte der sig i befolkningerne i England/Storbritannien, Frankrig og Amerika en opfattelse af, at deres personlige frihed og sikkerhed afhang af, at de regerede deres egen stat. De påkaldte sig retten til at få ansvar for statens styre ved at identificere sig som “nationen”. Det var middelklassen, som stod bag denne gentilegnelse af nationsbegrebet, idet det hidtil havde været et begreb, aristokratiet havde forbeholdt sig retten til.

Da det nye nationsbegreb fik betydning for udviklingen af den moderne stat, som derved blev til en “nationalstat”, foreslår jeg at bruge dets ide som grundlag for min egen definition. Min definition tager højde for, at der er tale om et fænomen, som delvis formes af den måde, man skriver og taler om det på et givet tidspunkt af historien. Der er altså tale om “diskursivt” begreb. Jeg vil herefter definere nation som

et symbol, hvorigennem individer i fællesskab udtrykker deres overbevisning om, at deres personlige og kollektive frihed og sikkerhed varetages bedst, hvis de styrer deres eget samfund.

Tilsvarende foreslår jeg, at man ikke udelukkende forstår nationalisme som en ideologi (Gellner 1983) eller en doktrin (Breuilly 1993), der hævder en nations ret til politisk suverænitet over et nationalt territorium, men også ser nationalisme som

en historisk bestemt og derfor foranderlig diskurs, i kraft af hvilken en gruppe hævder, forestiller og identificerer sig selv som nation. (jf. Calhoun 1977)

En nationalstat kan bestemmes som

en stat styret af en befolkning, som er bevidst om sig selv som nation.

Fra disse tre politologiske definitioner kan vi derefter bevæge os over mod sociologien og definere nationalitet som

en social identitet, som følger af identifikationen med en nation.

og nationalfølelse som

en bevidsthed hos den enkelte om et nationalt tilhørsforhold af personlig, social og politisk værdi.

De definitioner, jeg har givet her, har været rent deskriptive. Men da jeg som sagt har et normativt hovedsigte med min bog – formuleringen af en nationsforståelse for vor egen tid – vil jeg til sidst også definere et gentilegnet nationsbegreb. Jeg vil definere denne nation som

et symbol på et fællesskab, der eksisterer i kraft af borgernes bevidsthed om,

 at de tilhører et historisk samfund,

 at de har et fælles hjemland,

 at de deler grundlæggende politiske værdier og mål,

  at de regerer sig selv på grundlag af fælles og retfærdige love, og

  at de besidder et – eller flere – sprog, hvorigennem de kan kommunikere indbyrdes og artikulere deres behov for frihed i sikkerhed.

Jeg har nævnt, at en nutidig nationsopfattelse bør være kulturelt inkluderende. Den definition, jeg foreslår, har en sådan inkluderende karakter, fordi (1) den grundlægger nationen i de enkelte borgeres bevidsthed snarere end i en bestemt etnicitet, (2) den betragter nationens historie som uafsluttet og derved som en “fortælling”, som nytilkomne kan vælge at fortælle med på, (3) den understreger stedets (hjemlandets) betydning for den nationale identifikation, (4) den funderer nationen på universelle principper og borgernes fælles interesser snarere end på særlige kulturelle traditioner, og endelig fordi (5) den ser nationen som et dialogisk og etisk fællesskab, hvor alle borgere er lige for loven og derfor også nyder en lovsikret ret til ikke at blive holdt uden for det nationale fællesskab.

Som det fremgår, er det nationale fællesskab ifølge denne definition først og fremmest baseret på borgernes grundlæggende behov for at opleve sig som frie og ligestillede inden for sikre politiske, juridiske og geografiske rammer. Det giver rum for den enkelte til frit at udtrykke sin personlige identitet og tilknytning til andre former for fællesskaber, hvad enten de er lokale eller kulturelle, fx et bestemt etnisk eller religiøst fællesskab. Da etnisk identitet således ikke er i modstrid med national identitet, vil jeg betegne den nationsopfattelse, jeg giver udtryk for, som “post-etnisk”. Jeg vil senere i bogen forklare nærmere, hvad jeg lægger i dette udtryk (s. 332).

At karakterisere nationen som et bevidsthedsfænomen gør den ikke mindre “virkelig”, end hvis man betragtede den som en fysisk størrelse, altså en konkret befolkning. Nationen bliver heller ikke illusorisk ved at have symbolsk karakter, dvs. ved at hvile på de forestillinger, borgerne gør sig om deres fællesskab. Det skyldes, dels at disse forestillinger bygger på borgernes reelle erfaringer, dels at borgerne selv artikulerer disse erfaringer i en diskurs, der har praktiske implikationer for deres sociale og politiske liv i fællesskab, fx deres forståelse af de rettigheder og pligter, de har, eller den måde, hvorpå de organiserer deres samfund.

Nationsbegrebets diskursive karakter giver det således stor fleksibilitet, og foreløbig er der da heller ikke meget, der tyder på, at nationsbegrebets fællesskabsdannende og fællesskabsbevarende egenskaber er blevet svækket. Når nationale symboler tilsyneladende fortsat betyder noget for de fleste mennesker, så skyldes det utvivlsomt, at de fungerer som en form for ankerpunkter i en tilværelse, hvor der er et stigende behov for at opleve “fast grund” under fødderne såvel fysisk og juridisk som åndeligt (eksistentielt). Globaliseringen, hvordan vi så end skal forstå dette begreb, ser altså ikke ud til at gøre det af med borgernes behov for en nation og en stat, hvor de kan føle sig både frie og sikre. Snarere tværtimod.

Alligevel findes der i dag ikke blot teoretikere, der forudser en svækkelse af både nationalfølelsen og nationalstaten, men også nogle, der ud fra normative overvejelser kritiserer den nationale stat. I denne bog vil jeg beskrive, analysere og vurdere denne kritik.

Kritikken kommer fra tre sider. For det første fra multikulturalismen – som i den forbindelse skal forstås som en politisk teori og ideologi. Multikulturalister kritiserer forestillingen om nationen, fordi de anser den som et middel til at marginalisere eller ligefrem ekskludere individer eller grupper, der har en anden kulturel identitet end flertallet (fx anden etnisk eller religiøs identitet), dvs. som en måde, hvorpå et kulturelt flertal kan holde mindretallene uden for det politiske fællesskab og den stat, det har dannet. Mange multikulturalister er derfor imod en nationalstat, hvor alle borgere deler samme rettigheder og er stillet lige over for loven. I stedet ønsker de sig et samfund, der respekterer forskellige gruppers særlige “kulturelle rettigheder”. I ekstreme tilfælde er de skeptiske over for selve statsbegrebet og ønsker sig en “grænseløs” verden.

Den anden type kritik kommer fra nyliberalismen. Nyliberale deler multikulturalisternes skepsis over for staten, specielt den socialliberale velfærdsstat, men af andre grunde. De mener, at velfærdsstaten fratager individet ansvaret for sit eget liv og begrænser dets frihed til at agere på et marked, som i dag ikke længere respekterer nationalstatens grænser og forsøg på regulering. Derfor er de tilhængere af størst mulig individuel frihed og mindst mulig statslig indblanding i markedet og det civile samfund (i det omfang de i det hele taget skelner mellem disse). Også nyliberale kan principielt set være modstandere af nationalstaten og ønske sig en grænseløs verden, men i praksis slår de fleste sig til tåls med forestillingen om en “minimalstat” og en verden struktureret som en række større regionale enheder bundet sammen af politiske og økonomiske kontrakter (EU, APEC, NAFTA m.m.).

Den sidste form for kritik af den nationale stat kommer fra tilhængere af den “postnationale” stat. De, der går ind for en sådan stat, hævder, at et samfund kan fungere alene på grundlag af en “konstitutionel patriotisme”, dvs. borgernes respekt for deres samfunds fælles love og politiske forfatning, og at en sådan postnational stat derfor må være modellen for et multietnisk og multikulturelt samfund. Denne holdning, som sætter begrebet “borgerskab” i centrum, betegnes ofte som “republikansk”, fordi den bygger på en lang republikansk tradition i europæisk historie, som har haft betydning for grundlæggelsen af bl.a. den amerikanske, franske og irske republik.

Det er dog langtfra alle republikanere, som tror på muligheden af at skabe solidaritet, loyalitet og gensidighed mellem stat og borgere alene på grundlag af fælles love, fælles formelle procedurer for beslutningstagen og fælles etiske principper for kommunikation inden for det offentlige rum. En anden type republikanere mener, at solidaritet og loyalitet blandt medborgerne afhænger af, at de har en grad af national identitet til fælles. De går derfor ind for en mere eller mindre målrettet form for “nationsbygning” gennem de offentlige institutioner.

Da jeg selv deler denne overbevisning, og min argumentation derfor vil være styret af den, vil jeg her indledningsvis kort skitsere min egen “liberale republikanisme”.

Den republikanske tradition handler først og fremmest om, hvordan ligestillede og frie borgere kan beskytte sig selv ved at danne et forpligtende politisk fællesskab, der regerer sig selv på grundlag af retfærdige og universelt gældende love. Selv om republikanere altid har insisteret på, at en stat får sin legitimitet fra folket og skal styres på grundlag af lov, så er ikke alle former for republikanisme demokratisk i moderne forstand. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at den republikanisme, som præger denne bog, er både liberal og demokratisk, hvilket i øvrigt har været den mest almindelige form for republikanisme i moderne tid, eftersom der i 1800-tallet skete en sammensmeltning mellem republikanske og liberale ideer. Syntesen mellem dem blev mest mærkbar inden for socialliberalismen.

Efter en liberal-republikansk opfattelse er det ideelle samfund et fællesskab af samarbejdende og ligeværdige borgere, hvis frihed, liv, lykke og ejendom bliver garanteret af en stat, som de selv har skabt og styrer på grundlag af lov, og som gennem sine politiske og institutionelle rammer beskytter dem mod indre eller ydre kræfters vilkårlige magtudøvelse.

Til den republikanske tradition hører også et patriotisk ideal, dvs. en hævdelse af betydningen af at udvise en række samfundsdyder. Patriotisme er måske et ord, der lyder lidt gammeldags, men de fleste ved alligevel godt, hvad det står for, fordi de forbinder patriotisme med den danske modstandskamp under anden verdenskrig. Patriotisme er således en beredvillighed til aktivt at forsvare sin nation og sit sted (civilsamfundet, staten og territoriet) imod uretfærdighed, umenneskelighed og tyranni og til at tage aktivt del i og medansvar for sit samfunds styre.

Det er vigtigt at understrege, at den republikanske patriotisme ikke står i modsætning til kosmopolitiske værdier som dem, der fx kommer til udtryk i Menneskerettighedserklæringen. Selv opfatter jeg mit “forsvar for nationen” som et udtryk for en “kosmopolitisk patriotisme”. Jeg vil naturligvis senere forklare, hvad jeg mener hermed (s. 140), men jeg kan kort karakterisere en kosmopolitisk patriotisme som en overbevisning om, at det enkelte menneskes personlige tilhørsforhold til et folk og et sted i verden er en forudsætning for, at det kan udvikle en bevidsthed om menneskehedens fundamentale slægtskab og kloden som en enhed.

Inden jeg giver en oversigt over min bogs opbygning, vil jeg her til sidst i disse indledende overvejelser sige noget om, hvorfor det er min opfattelse, at betydningen af det nationale tilhørsforhold – i stedet for at svækkes – synes at blive større under de generelle vilkår, vi lever under i dag. De vilkår betegner sociologen Antony Giddens som “senmoderne”. Jeg vil i den forbindelse minde om, at jeg tidligere i denne indledning kaldte mit “forsvar for nationen” en kritik af globaliseringsdiskursen.

Globaliseringen kan siges at være et udtryk for de processer, som forvandler moderniteten til “senmodernitet”, dvs. som forstærker nogle af de tendenser, som altid har kendetegnet det moderne samfund, bl.a. opløsningen af landbrugssamfundets fællesskaber og traditioner, sekulariseringen og en voksende individualisering. Disse forandringsprocesser fulgte i kølvandet på industrisamfundets og kapitalismens gennembrud, og det moderne nationsbegreb kan ses, ikke blot som grundlaget for en hensigtsmæssig politisk og social organisering, men også, på et højere plan, som et forsøg på at få styr på moderniseringens kræfter og hævde fællesskabets værdi i en verden truet af social opløsning, økologisk sammenbrud og krig.

Man kunne på den baggrund måske mene, at et forsvar for nationen er udtryk for en “reaktionær” holdning. At det repræsenterer et forsøg på at holde fast på en samfundsform, som nu er ved at blive afløst af det globaliserede “videnssamfund”, som ikke har behov for den samme form for politisk, social og kulturel organisering, som var nødvendig i industrisamfundet. Men det ville være en fejlagtig opfattelse. Jeg vil i min bog netop argumentere for, at videnssamfundet og den øgede internationale forbundethed, som kendetegner den tid, vi er på vej ind i, ikke gør nationsbegrebet anakronistisk (dvs. til et begreb, der hører fortiden til), men tværtimod re-aktualiserer det.

Jeg afviser altså ikke modernitetens vilkår, men jeg reagerer kritisk på dem. Jeg vil kalde min egen holdning for en “humanistisk postmodernisme”. En humanistisk postmodernisme er forskellig fra en nihilistisk eller værdirelativistisk. Den står for den opfattelse, at selv om vi som mennesker og borgere lever på modernitetens og globaliseringens vilkår, så bør vi alligevel forholde os kritisk til disse vilkår og forsøge at indrette os socialt og politisk på en sådan måde, at det bliver muligt for det enkelte menneske at udvikle en stabil identitet og skabe sig en meningsfuld tilværelse. Jeg vil argumentere for, at en forudsætning herfor er, at den enkelte får mulighed for at knytte sig til bestemte steder og fællesskaber, fordi både steder og fællesskaber sætter det enkelte menneskes personlige “fortælling” ind i en større sammenhæng af fortællinger og derved hjælper med til at forankre det i tilværelsen.

På den baggrund kan man se gentilegnelsen af “nationen” og de “traditioner”, der er forbundet med den, som en form for kritisk tilpasning til moderniteten. “Kritisk” ikke forstået på den måde, at jeg argumenterer for, at vi skal vende tilbage til fortidige forståelser og brug af nationsforestillingen. Men kritisk, i den forstand at vi bruger de universelle værdier, der er forbundet med forestillingen – nærhed, tryghed, fællesskab, samtale – til at forholde os kritisk over for en form for modernitet, som undertrykker erindringen om fortiden og derved forhindrer os i dels at udvikle individuel og kollektiv selvforståelse, dels at realisere det gode liv i fællesskab.

Som den amerikanske sociolog David Gross så rigtigt siger det, er vort problem i dag ikke, at vi bliver undertrykt af traditioner, og at vi er “ofre for fortiden” (1992: 117). Tværtimod består problemet i, at vi er ofre for en voksende historie- og traditionsløshed og derved er udsat for grupper og kræfter, som skruppelløst udnytter denne situation enten ved at bruge “traditionen” til at skaffe sig herredømme over andre eller ved at påstå, at traditionelle forestillinger er betydningsløse eller “farlige” illusioner.

På den måde kan en gentilegnelse af det nationale som “tradition” betyde, at vi bliver frigjort fra modernitetens “jernfængsel” og i stedet bliver bemyndiget til at skabe noget nyt – fx et mere inkluderende nationalt fællesskab – under inspiration fra det “overskud” af betydning og mening, som ikke berøres af forkastelsen af ekskluderende myter og forestillinger om nationen. For dybest set handler det nationale om en erkendelse af det enkelte menneskes behov for at realisere det gode liv i tilhørsforhold til et bestemt sted i verden og til et bestemt historisk fællesskab af individer, som føler sig knyttede til deres “hjemland” og “fædreland”.

Som det fremgår, rummer min bog en forholdsvis kompliceret argumentation. Jeg vil derfor her til sidst give en oversigt over indholdet af de enkelte kapitler.