Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 10

Bachtin opererer i sine sprogteorier med mange former for ‘stemmighed’, men han er hverken præcis eller konsekvent i sin brug af de begreber der ender på -stemmighed; for Bachtin er begrebslig variation en dyd. Bachtin bruger begrebet enstemmighed, som bliver indført for at have en modsætning til tostemmighed, og tostemmighed er det der kommer nærmest denne udgivelses forståelse af sproglig polyfoni (det vender jeg tilbage til). Derudover findes begreber som flerstemmighed, mangestemmighed og forskelligstemmighed. Flerstemmighed betyder at der er flere stemmer til stede – det er sådan de fleste bruger polyfonibegrebet, men man skal her mærke sig at Bachtin netop ikke bruger det sådan; polyfoni er flerstemmig, men flerstemmighed er ikke nødvendigvis polyfon. Mangestemmighed bliver brugt som et generelt begreb. Med ‘mangestemmighed’ angiver man ikke om stemmerne er forskellige (det kan fx være mange sopraner), men bare at der er mange af dem – Bachtin definerer ikke denne brug. Forskelligstemmethed er derimod et nogenlunde veldefineret begreb. Bachtin taler bl.a. i Ordet i romanen dels om forskelligtale (rasnoretjije), dels om forskelligsprogethed (rasnojasytjije) og dels om forskelligstemmighed (rasnogolositsa) – alt sammen dækkende det fænomen at sproget er lagdelt i forskellige ‘lekter’: sociolekter, dialekter, kronolekter osv., fordelt således i lag af sprogets centrifugale kræfter (i modsætning til sprogets centripetale kræfter). Det mest gennemgående af disse begreber er forskelligtale (rasnoretjije); tilsammen står disse tre begreber, forskelligtale, forskelligsprogethed og forskelligstemmighed, for det der i oversættelse er blevet til heteroglossia:

“Ved hjælp af den sociale forskelligsprogethed [heteroglossia], og heraf voksende individuelle forskelligstemmighed [heteroglossia], orkestrerer romanen alle sine temaer og hele sin repræsenterede og udtrykte genstands- og meningsbærende verden. Autors tale og fortællertale, de indskudte genrer, heltenes tale – alt dette er kun de fundamentale kompositionelle enheder hvormed forskelligsprogethed indføres i romanen; hver eneste af dem tillader mangeartede sociale stemmer og forskellige former for indbyrdes relationer og bindinger mellem dem (som altid til en vis grad er dialogiserede). Disse særlige forbindelser og indbyrdes relationer mellem ytringer og sprog, denne tematiske bevægelse gennem sprog og tale, temaets fragmentering i stråler og dråber af social forskelligsprogethed, en dialogisering af temaet – er romanstilistikkens grundlæggende specificitet”. (Bachtin 2003, 46-47)

Heteroglossia er et af de bachtinbegreber der med udgangspunkt i sprogbrugen via oversættelse har flyttet sig noget i forhold til Bachtins brug af det, men i dette tilfælde kan man sige at det via oversættelse er blevet et mere klart og brugbart begreb. Heteroglossia kommer med en mere moderne terminologi til at stå for de koder vi vælger mellem, alt efter hvilken institutionel sammenhæng vi er i, eller hvem vi taler med: vi taler således på en måde med Gud, på en anden med de sociale myndigheder, på en tredje med vores ægtefælle. ‘Rasnoretjije’ kunne i princippet oversættes til sproglig variation, samtidig med at det kan sammenlignes med det Foucault og Fairclough forstår ved diskursorden; altså en af forståelserne af ‘diskurs’. Bachtins hensigt med begrebet og dets brug er ikke som analyseredskab i en lingvistisk baseret diskursanalyse, men som litterært begreb, bl.a. bruger han det til at beskrive den sproglige variation hos Dickens’ personer (ibid.). Dette litterære udgangspunkt gør dog langtfra begrebet uanvendeligt inden for sprogbrugs- og diskursanalyse. Ben Rampton bruger fx begrebet til at betegne sproglig variation hos den multietniske byungdom i sine sprogvidenskabelige polyfonistudier (Rampton 1995).