Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 15

For at indkredse superadressaten, den tredje, kan man gå til andres fortolkninger af dette begreb. Anker Gemzøe forstår det således:

“Superadressaten er på sin vis et meget abstrakt, teoretisk begreb (som drift hos Freud og merværdi hos Marx). Den alternative betegnelse smuthulsadressaten antyder sammenhængen med opgøret med det lukkede, afgrænsede system, som er så vigtigt for Bachtin. I superadressaten personificeres betydningens uudtømmelighed og fortolkningens uafsluttelighed”. (Gemzøe 1997, 44)

Michael Holquist forstår superadressaten som udtryk for et håb: “[a] hope that outside the tyranny of the present there is a possible addressee who will understand them”. (Holquist 1991, 39). Denne idealistiske ide, i Holquists tolkning, om et håb ligger også i Emerson og Morsons opfattelse af superadressaten som “the principle of hope” (Emerson og Morson 1990, 135). Hirschkop sammenligner ytringens immanente rettethed mod en superadressat med Habermas’ ideelle talesituation (“ideal speech situation”) og siger at det er baseret på tro, på “faith in an ultimate value beyond history rather than the inner logic of cultural activity itself” (Hirschkop 1999, 238). Alle disse litteraters læsning af superadressaten ligger således på et abstrakt ideplan, det gælder også delvis lingvisten Todorov som kalder superadressaten “den ideale læser”, en “superrecipient” (Todorov 1984, 110). Begrebet superadressaten bliver indkredset af disse Bachtin-fortolkere, men det sker på et meget abstrakt plan, og man får ikke her nøglen til et analyseredskab.

Jeg har selv tidligere lagt mig på linje med ovennævnte forskere og placeret superadressaten på et abstrakt plan, men har også forsøgt at konkretisere begrebet og indføjet det i en model over det fremmede ord som en fremtidens modtager (Møller Andersen 2002). Der har dog været et voksende behov for at konkretisere begrebet yderligere og ikke mindst differentiere det, hvorfor jeg har arbejdet videre med det for at kunne fremskrive et mere brugbart analysebegreb (Møller Andersen 2004 og 2005b). Jeg vil nu her fremlægge mine foreløbige resultater over hvordan det bachtinske begreb superadressaten, også kaldet ‘den tredje’, med ‘smuthulsadressaten’ som variant, kan fortolkes, differentieres og bruges i tekst-, kommunikations- og sprogbrugsanalyser.