Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 9

Artiklen “Talegenrer” fra 1952-53⁶ er et af Bachtins mest sproglige værker. Artiklens ærinde er tilsyneladende litteratur, men Bachtin bruger det meste af spaltepladsen til, med udgangspunkt i forskellen på sproget (slovo⁷) i sprogsystemet og sproget (slovo) i sprogbrugen, at bestemme talegenrebegrebet, som svarer til det vi nu betegner som talehandlinger eller sproghandlinger. Når vi som børn skal lære at tale, lære at kommunikere, lærer vi, ifølge Bachtin, at vælge genre. Vi kan ikke kommunikere uden at foretage dette valg. Bachtin fokuserer på at disse talegenrers, dvs. sproghandlingers, former varierer alt efter situation, sociale forhold, de talendes indbyrdes forhold, og han inddeler talegenrerne i primære genrer, som er den daglige brug af sproghandlinger, og sekundære genrer, som er litteraturens (og kulturens) genrer. Bachtins genrebegreb som det kommer til udtryk i “Talegenrer”, har især været favoriseret af litterater, mens lingvister i stor udstrækning har overset artiklen, hvilket kan skyldes at den placerer sig mellem sprog og litteratur. Genrebegrebet i dette krydsfelt mellem sprog og litteratur kunne meget passende oversættes til et diskursbegreb, og i Bachtins brug af det er der belæg for at sammenligne det med diskursive praksisser eller diskursordner.⁸ At koblingen mellem sprog og litteratur er nødvendig, men samtidig problematisk, udtrykker Bachtin selv på følgende måde:

“Man kan mene, at talegenrernes mangfoldighed er så vidtspændende, at der hverken findes eller kan findes et fælles niveau for udforskningen af dem: thi hvordan kan man på samme niveau udforske så højt forskelligartede fænomener som dagligdags replikker på kun ét ord og et skønlitterært værk i flere bind, en standardiseret militærkommando, som forpligter alene i kraft af sin intonation, og et dybt personligt lyrisk kunstværk etc. Man kunne få den opfattelse, at netop den funktionelle forskelligartethed gør det almene ved talegenrernes karakter for abstrakt og hult. Dette er sandsynligvis også en forklaring på at talegenrernes almene problem aldrig for alvor er blevet formuleret”. (M.M. Bachtin: Talegenrer, oversæt. ved Nina Møller Andersen og Alex Fryszman, Aarhus Universitetsforlag, under udgivelse)

Det der gør talegenrebegrebet og artiklen om det interessant i en sproglig polyfonisammenhæng, er dels diskussionen i artiklen af forskellen på ordet (slovo) i sprogsystemet over for ordet (slovo) i sprogbrugen, dels ligheden med diskursiv praksis og dels genrebegrebets fokus på sproghandlingen (talegenren) som sådan med det fremmede ord som vigtig medspiller (se nedenfor).