Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 12

Polyfoni er som nævnt et litterært begreb hos Bachtin og har meget lidt at gøre med den sproglige polyfoni som lingvister i ScaPoLine beskæftiger sig med, ud over navnefællesskabet. Polyfoni er det overordnede genrebegreb; det Bachtin benævner som det tostemmige ord, bliver den sproglige manifestation af den litterære polyfoni. Således bliver Bachtins tostemmige ord det man forstår ved sproglig polyfoni i lingvistkredse (ScaPoLine), eller det der kommer tættest på, og dermed det begreb der får størst vægt i en medtænkning af Bachtins dialogiske teorier i en sproglig polyfonisammenhæng.

Det tostemmige ord er en af de vigtigste manifestationer af persondiskursen i den polyfone roman, og Bachtin har i den forbindelse lavet en om ikke altid helt forståelig, så dog minutiøs, beskrivelse af det tostemmige ord, og derudover formidlet det i et skema, den eneste skematiske fremstilling i hans værker (Bachtin 1929/63, 414-15).

Det tostemmige ord sættes over for det enstemmige ord. Ved tostemmighed forstås det forhold at der i en diskurs (et slovo) er to manifesterede betydningspositioner, to stemmer som kan høres; den ene stemme er ordets autors stemme, den anden stemme er en fremmed stemme. Relationen mellem de to stemmer bestemmes af deres indbyrdes aktivitet/passivitet, deres nærhed/afstand, dvs. betingethed, og deres retning i forhold til hinanden (er den konvergerende eller divergerende). Bachtin opstiller i sit skema en række typer af tostemmige ord; jeg vil her komme ind på tre typer som har relevans for talesproget: stilisering, parodiering, skjult dialog.