Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 13

Stilisering: Den ene stemme (autors) stiliserer den anden (den fremmede).¹¹ De to stemmer går i samme retning, autorstemmen følger den fremmede stemme, det der skal stiliseres, men der er en markeret afstand; man mærker eksplicit at der er tale om stilisering. Hvis der ikke var denne markerede afstand, ville de to stemmer falde sammen, og man ville få én stemme – vi ville få stil. Et eksempel på stilisering fra dagligsproget ville være efterligning af en anden diskurs, således at man kan mærke at det er en efterligning, men samtidig sådan at man kan mærke at der ikke gøres grin – der er en solidaritet mellem de to stemmer netop ved at de går i samme retning; der er ikke tale om parodi eller ironi netop fordi de to stemmer ‘følges ad’; et eksempel kunne være en stilisering af en speciel udtale, unges udtale, unges ungdomsjargon.

Parodi/ironi: I litterær forstand taler Bachtin om parodi, i mere dagligsprogsforstand kunne dette svare til parodi/ironi¹². Her går den ene stemme (autorstemmen), dvs. den parodierende, direkte imod den anden stemme (den fremmede stemme), det parodierede – de to stemmer er modsatrettede, den parodierende stemme er meget aktiv, og der er en markeret distance, en betingethed. Det er netop i sammenstødet at ironien mærkes. Eksempler fra dagligsproget kunne være en parodi på den ovenfor nævnte udtale, på den samme ungdomsjargon; vi mærker den ironiske distance, en afstandtagen fra den parodierende stemme i forhold til det parodierede – altså man ‘vrænger’ af de unges sprog.

Skjult dialog: Skjult dialog er dialog hvor den anden samtalepartners ord mangler. I dagligdags sprog kunne man tale om dialogordet med et sideblik til det fremmede ord. Igen er der tale om en markeret distance, forstået på den måde at der i diskursen er en markeret henvisning til en fremmed diskurs. Her er den fremmede stemme meget aktiv – retningen mellem de to kan både være konvergerende og divergerende. Et eksempel kunne være den ‘offentlige’ samtale hvor man kan høre på den der taler, at han er klar over at andre lytter med. Dette fænomen kan ofte iagttages i offentlige rum, fx i transportmidler, i lægens venteværelse. Den anden stemme i tostemmigheden kan spores som en ekstrainformation som går på ‘medlytteren’ mere end på den reelle modtager. Og denne medlytter bliver således den tredje i samtalen (se om superadressaten nedenfor). Et eksempel kunne være ægteparret der sidder i lufthavnsbussen og taler om at når de nu kommer til Thailand, skal de huske at … (der er jo ingen grund til at de fortæller hinanden at de skal til Thailand, det ved de vel begge godt …!).

Disse tre former for tostemmighed kan skematisk illustreres således:

Inden for den sociolingvistiske crossingteori arbejdes der også med det bachtinske begreb tostemmighed. Ved crossing forstås det fænomen at taleren anvender en kode som ikke er hans egen: “[crossing] is concerned with switching into languages that are not generally thought to belong to you”. (Rampton 1995, 280), og det bruges især inden for urbane multikulturelle ungdomsmiljøer til identitetsmarkering. Crossing anses af bl.a. Ben Rampton som en form for tostemmighed, og der arbejdes inden for crossingteorien også med de to stemmers retning i forhold til hinanden som i crossingteorien kaldes unidirectional og varidirectional.¹³

Sproglig polyfoni manifesterer sig med andre ord hos Bachtin i begrebet tostemmighed hvor de to stemmer bliver repræsentanter for to diskurser der har en indbyrdes variabel grad af afstand, aktivitet og rettethed. Den ene stemme kan, som ovenfor vist, være rettet mod en tredje, en superadressat, hvilket manifesterer sig som spor af fremmede ord i diskursen. Superadressaten bliver således en repræsentant for tostemmighed, sproglig polyfoni, og måske Bachtins mest originale bidrag til den sproglige polyfoniteori.