Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 14

Bachtin indfører begrebet den tredje, superadressaten, sent i sit forfatterskab; det sker i det ufærdige arbejde “Teksten som problem i lingvistik, filologi og andre humanistiske videnskaber. Forsøg på en filosofisk analyse” (1959-61). At arbejdet er ufærdigt, gør også at begrebet ikke bliver klart og entydigt defineret af Bachtin. Han beskriver her superadressaten, egentlig ‘overadressaten’ (fra russisk: nadadresat), således:

“Men bortset fra denne adressat (den anden) forudsætter forfatteren til ytringen mere eller mindre bevidst en højeste overadressat (den tredje), hvis absolut retfærdige responsforståelse forudsættes enten i det metafysiske fjerne, eller i en fjern historisk tid (smuthuls-adressat). I forskellige epoker og ved forskellige verdensanskuelser får denne overadressat og hans ideelt rigtige responsforståelse forskellige konkrete udtryk (gud, den absolutte sandhed, den upartiske menneskelige samvittighedsdom, folk, historiens dom, videnskab osv.)”. (Bachtin 1995, 65-66)

Samme ide repræsenteres med andre ord af flere begreber: superadressat, overadressat, den tredje, smuthulsadressat.

Hos Bachtin er superadressaten et begreb der forbindes med noget metafysisk fjernt, men samtidig kan det få forskellige konkrete udtryk i forskellige epoker, dvs. det repræsenterer både noget abstrakt og noget konkret. Superadressaten kaldes af Bachtin også ‘den tredje’; denne betegnelse forudsætter ‘en første’ og ‘en anden’. I Bachtins tekst- eller kommunikationsteori (det mest centrale værk er “Teksten som problem”) kaldes ‘den første’, afsenderen, for autor. Modtageren, den anden, bestemmes på følgende måde:

“En hvilken som helst ytring har altid en adressat (der kan være mere eller mindre nær, konkret, bevidstgjort osv.), hvis responsforståelse værkets autor søger og foregriber. Dette er den anden”. (Bachtin 1995, 65)

‘Den tredje’ er så overadressaten som i oversættelse er blevet til superadressaten; det er ‘den der forstår’ (dog ikke i aritmetisk forstand), det er den hvis position er helt ‘særegen’ (ibid.). Den tredjes ‘responsforståelse’ placerer Bachtin altså dels i det metafysiske, dels i en fjern historisk tid, den sidst placerede sidestiller han også med ‘smuthulsadressat’ – som jeg skal komme tilbage til nedenfor. Den tredje kan således have forskellige mere eller mindre konkrete former, gud, folket osv.; selvom reaktionen på ‘den tredje’ – dvs. dens responsforståelse – placeres i det metafysiske, er den hverken mystisk eller metafysisk, fastholder Bachtin, og de spor den sætter, kan altid fremanalyseres: “[…] det er et konstituerende moment ved ytringen, som ved en dybere analyse kan opdages i den”. (ibid.).

Smuthulsadressaten er en af Bachtins variationer over superadressaten. Det er dog ikke klart i hvor høj grad han sidestiller smuthulsadressat og superadressat som synonyme; af citatet ovenfor, som er det eneste sted hos Bachtin hvor superadressat og smuthulsadressat sidestilles, fremgår det kun at de befinder sig det samme sted, nemlig i en fjern historisk tid. Bachtin definerer ikke smuthulsadressaten yderligere i den pågældende tekst, men i Dostojevskij-bogen (Bachtin 1994) bestemmer han ‘smuthul’ på følgende måde:

“Et smuthul er en mulighed, man kan udruste sig med for at forandre den yderste, endegyldige betydning af sit ord. Hvis ordet efterlader et sådant smuthul, må dette uundgåeligt genspejles i dets struktur. Denne mulige, anden betydning, dvs. dette smuthul, som lades tilbage, forfølger ordet som en skygge. Ifølge sin betydning skal ordet med et smuthul være det sidste ord og udgive sig for at være et sådant, men det er i virkeligheden blot det næstsidste ord og sætter blot et vilkårligt, ikke endegyldigt punktum efter sig”. (citeret i Møller Andersen og Lundquist (red.) 2003, 7 (Bachtin 1994, 452))

Det drejer sig med andre ord om et meget komplekst begreb som ikke finder en klar, entydig og præcis bestemmelse hos sin ophavsmand. Kært barn har, især hos Bachtin, mange navne: den tredje, superadressat, smuthulsadressat. Denne tredje i dialogen er altid til stede, den befinder sig over (nad = over) den første og den anden, over dialogens andre deltagere, og på en tidslinje er den fjern. Der er noget metafysisk over den, og alligevel ikke – den er ikke mystisk, den er muligheden for at undslippe. Den har sat sig en eller anden form for spor i teksten så den altid kan fremanalyseres. Jeg vil her ud fra det Bachtin har skrevet om den tredje, superadressaten, smuthulsadressaten og adressivitet, forsøgsvis foretage en differentieret fremstilling af denne ‘tredje’, denne superadressat, i dialogen, som skal kunne bruges til en sådan fremanalyse. Men først vil jeg se på hvordan andre har forstået begrebet superadressaten.