Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 3

Polyfonibegrebet har indtaget sprogvidenskaben. Efter at have fået sin start i postbachtinianske litterære studier har termen lidt efter lidt gjort sit indtog i semantiske og pragmatiske analyser. Begrebets popularitet kan utvivlsomt forklares med at det er ganske smidigt og kalder på en umiddelbar intuition – indtrykket af at sprogets polyfoni svarer til en vis virkelighed. Enhver diskurs synes at indeholde endnu en diskurs, ganske enkelt af den grund at den aldrig produceres i et tomrum, men altid i en kontekst der fremkalder andre diskurser som enten allerede er producerede, på vej til at blive produceret eller ganske enkelt er imaginære.

Det er den store tanke fra den russiske litteratur- og sprogforsker Michail M. Bachtins arbejde, og han indførte i 1929 den musikalske metafor om polyfoni i sprogbeskrivelsen. Hans arbejde har siden inspireret utallige litterater og lingvister, og ikke mindst de seneste 20-30 år har interessen for hans arbejde taget et gevaldigt opsving på verdensplan. Bachtins polyfonibegreb vedrører først og fremmest tekster, og man kan i princippet tale om to polyfonibegreber hos Bachtin, et litterært og et sprogligt, som dog er forbundne. Den litterære polyfoni forstås af Bachtin som en flerstemmighed hvor personerne har en selvstændig stemme og position i forhold til autor. Den sproglige polyfoni manifesterer sig i begrebet tostemmighed som hos Bachtin får en yderst differentieret beskrivelse og således bliver det af de to polyfonibegreber der er mest dækkende beskrevet hos Bachtin.

Omkring 1980 blev den franske sprogforsker Oswald Ducrot inspireret af begrebet polyfoni og lagde grunden til en egentlig sprogteori om polyfoni. Den handske Ducrot kastede, er siden blevet taget op af mange lingvister, og specielt har skandinaviske sprogforskere med udgangspunkt i Ducrots arbejde udviklet en egentlig polyfonisk sprogteori hvis arbejdsområde er selve sprogsystemet. Dette teoriudviklingsarbejde tog fart omkring år 2000 da forskningsgruppen De skandinaviske Polyfonister blev dannet. Gruppen bestod af tre litterater og tre lingvister, og med inspiration i samarbejdet videreudviklede lingvisterne Henning Nølkes tidligere teoretiske arbejde til Den Skandinaviske sproglige polyfoniteori, la ScaPoLine (la théorie SCAndinave de la POlyphonie LINguistiquE (Nølke, Fløttum & Norén 2004).

I ScaPoLines forstand er sproglig polyfoni direkte knyttet til den enkelte ytring eller sætning. Det er velkendt at ytringen indeholder “spor” af afsender og modtager, og det på mange forskellige måder. Man kan bare tænke på de personlige pronominer eller på de værdiladede adjektiver. Denne tilstedeværelse af diskurspartnerne er dybt forankret i det menneskelige sprog. Så snart man er opmærksom på dette forhold, opdager man imidlertid at også andres synspunkter – andres stemmer – kan formidles gennem ytringen der således bliver “polyfon”. Denne polyfoni er faktisk indlejret i selve sprogsystemet hvor både ord og strukturer kan generere flerstemmighed. ScaPoLine beskæftiger sig med betydning der er kodet i sprogsystemet, principielt uafhængigt af den sammenhæng ytringerne forekommer i. Dens emne er ytringens betydning ifølge ytringen selv. Sprogsystemet giver instrukser om hvorledes ytringerne skal fortolkes. Således giver nægtelsen, ikke, en instruks om at man skal indtolke tilstedeværelsen af to modsatrettede synspunkter. Som vi skal se det i flere af kapitlerne i denne bog, bidrager vidt forskellige størrelser som adverbialer, modalpartikler, visse verbalkonstruktioner og syntaktiske strukturer på lignende vis til at angive specifikke polyfone læsninger af de ytringer de forekommer i. ScaPoLine opstiller et formelt apparat der kan anvendes i den præcise lingvistiske beskrivelse af alle disse sproglige “polyfonimarkører”. Indledningskapitlet til tredje del introducerer dette analyseapparat.

Indtil for nylig var næsten alt arbejde om sproglig polyfoni – også udviklingen af ScaPoLine – affattet på fransk, og det var i et håb om at udbrede kendskabet til teorien også til ikke-fransktalende at Rita Therkelsen i 2003 tog initiativet til at danne Sprogligt polyfoninetværk der har samlet sprogforskere fra mange sprog og skoler. Det er de vigtigste resultater af dette netværks arbejde der præsenteres i denne bog. Som det vil fremgå, har netværket arbejdet på flere fronter. Dels har vi forsøgt at sammenholde ScaPoLine først og fremmest med Bachtins polyfonibegreb, men også med andre sprogteorier der er inspireret af Bachtins arbejde; dels har vi søgt at videreudvikle ScaPoLine og applicere teorien på sprogligt materiale fra andre sprog og genrer end det hidtil var sket. Bogen er bygget op i tre større afsnit der afspejler dette arbejde. Første del består af tekster med direkte reference til Bachtins arbejde, anden del af andre polyfoniinspirerede arbejder og tredje del af tekster der forholder sig direkte til ScaPoLine. Kapitlerne kan læses enkeltvis samtidig med at de tilsammen udgør et organisk hele med indbyrdes henvisninger frem og tilbage.

Bogens første del indledes af kapitlet “Bachtin og det polyfone” hvori Nina Møller Andersen introducerer Bachtins dialogismeteorier i en sproglig polyfonisammenhæng. Med fokus på det tostemmige ord og superadressaten gennemgås Bachtins dialogiske sprogbegreber, og hans sproglige polyfoniteori sættes overordnet op over for ScaPoLines.

Jacques Bres’ kapitel “Sous la surface textuelle, la profondeur énonciative” repræsenterer praxématikken som er en sproglig dialogismeteori udviklet i Montpellier. For Bres er den dialogiske ytring karakteriseret ved at indeholde en dobbelt udsigelse, og han foreslår en klassifikation af dialogismemarkørerne der tager afsæt i dennes forskellige manifestationer i teksten.

“Det tredje subjekt som sprogpædagogisk nøglekategori” er Anna Vibeke Lindøs bidrag til diskussionen om den omdiskuterede subjektposition i polyfonisammenhæng. Med udgangspunkt i Bachtins teorier om den tredje (i Møller Andersens udlægning) og Bang og Døørs dialogismeteorier fremanalyserer Lindø ‘tredjer’ i en samtale i en gymnasieklasse.

I “Disharmoni i offentlig kommunikation. Polyfonisk tekstanalyse” afprøver Karsten Pedersen de bachtinske begreber ‘det fremmede ord ‘ og ‘superadressaten’ i en kommunikationssituation på breve fra det offentlige idet han samtidig rekonceptualiserer begreberne.

Kathrine Ravn Jørgensen diskuterer med udgangspunkt i Ecos fortolkningsteori Bachtins dialogisme og Ricœurs metaforteori i “Det fremmede ord, metaforen og den iscenesatte polyfoni” to fortolkninger af Grundlovens § 4, en konventionel og en dynamisk, hvor hun bruger polyfoni, her i form af det fremmede ords markerede og umarkerede former, til at bestemme forskellen på de to tolkninger.

Bogens anden del indeholder oversigtsartikler og bidrag som illustrerer hvor bredt et spektrum et sprogligt polyfonibegreb kan dække. Jean-Claude Anscombre undersøger indledningsvist nogle af den sproglige polyfonis grundbegreber og placerer teorien inden for sin Stereotypteori inspireret af Putnam. Han ser på sammenhængen mellem sproglig polyfoni og beslægtede begreber som rapporteret tale og analyserer derpå nogle specifikke polyfonimarkører der er knyttet til tilstedeværelsen af generiske afsendere.

I “A critical survey and comparison of French and Scandinavian frameworks for the description of linguistic polyphony and dialogism” sammenligner Patrick Dendale fire tilgange til lingvistisk polyfoni og dialogisme, nemlig Ducrots, ScaPoLines, Hans Kronnings og praxématikkens. Han peger på ligheder og forskelle og foreslår begrebsmæssige analyser.

I “Fra polyfonistruktur til diskurs” diagnosticerer og diskuterer Gorm Larsen ScaPoLines og Bachtins polyfoniforståelser og sætter spørgsmålstegn ved om de to teorier i det hele taget er sammenlignelige.

Det polyfone belyses fra en helt ny vinkel i Per Durst-Andersens “Det danske sprogs mange stemmer”. Stemmebegrebet bliver her en abstrakt størrelse der dog udmøntes i flere underbegreber: grundstemme, hoved- og bistemme og understemme, og der tages således udgangspunkt i at valget af synspunkt træffes på forskellige niveauer af sproget.

Elvira Krylova beskriver og analyserer i “Epistemisk polyfoni på dansk de danske modalpartikler” nok, vel og vist. Hun konkluderer at de repræsenterer henholdsvis 1., 2. og 3. person, og der kobles yderligere til en analyse af danske spørgsmålstyper.

Tredje del indledes af kapitlet “Hvor ScaPoLine er i 2006” hvori Henning Nølke gør status for polyfoninetværkets arbejder med udgangspunkt i ScaPoLine 2004. Der samles op på de enkelte delområder, selve teorien bliver sat ind i en større sprogteoretisk sammenhæng, og der bliver peget fremad mod empiriske og teoretiske perspektiver.

Kjersti Fløttum anvender i kapitlet “Om nekting i et polyfonisk og vitenskapsretorisk perspektiv” ScaPoLine til et nærmere studie af den norske nægtelse ikke i videnskabelige tekster. Hun viser at denne særlige genre giver anledning til at nægtelsen får nogle særlige pragmatisk-retoriske funktioner.

Malin Roitmans kapitel “Genrekrav, argumentativa strategier och textuell polyfoni i ledargenren: Den franska negationen ne” undersøger hvorledes den franske nægtelse ne som følge af særlige genrekrav kan anvendes som et argumentativt og retorisk middel i lederartikler taget fra tre franske dagblade.

Eva Skafte Jensen beskriver og analyserer i “Negationer med kompleks semantik i polyfonisk belysning” en særskilt gruppe af danske sætningsadverbier: godt, næppe, dårligt, ikke rigtigt og ikke lige ud fra et polyfonisynspunkt med de konsekvenser det har for en topologisk beskrivelse.

Mads Jønsson præsenterer i “Udsigelsesadverbialet i ScaPoLine” en polyfon analyse af udsigelsesadverbialer som helt ærligt, bogstaveligt talt osv. Han viser at disse er en del af selve konstruktionsprocessen, og indfører nogle særlige konstruktør- og fortolkersynspunkter i sine analyser.

I “Polyfoni, modalitet och evidentialitet. Om epistemiska uttryck i franskan, särskilt epistemisk konditionalis” analyserer Hans Kronning den epistemiske anvendelse af den franske conditionnel, først ud fra et ikke polyfont synspunkt og så ud fra et polyfont. ScaPoLine anvendes som et heuristisk værktøj, og der foreslås nogle vigtige begrebsudvidelser.

Igennem en empirisk analyse påviser Alexandra Kratschmer i “Empirisk evidens for historiske og tredjepersonsdiskursindivider: italienske kontekster med sembrare/ parere i datid” at ScaPoLines skel mellem ytrings- og tekstafsender også er relevant for datidskontekster og for kontekster hvor der gengives ytringer foretaget af en tredje, således at der indføres et generelt skel mellem tekst- og ytringsindivider.

I “Det lyriske subjekt set i lyset af polyfoniteorien” arbejder Adam Ægidius med begrebsafklaring og forskelle og ligheder mht. udsigelsesinstanserne inden for polyfoniteorien (ScaPoLine), narratologien (Genette) og lyrikologien (Rodriguez).

“Spørgsmålsgentagelse – et polyfont fænomen på dansk” af Rita Therkelsen afrunder publikationen Sproglig polyfoni – Tekster om Bachtin og ScaPoLine. Her demonstreres hvordan man med polyfoniteorien og dens redskaber kan få øje på noget man ellers ikke ville se, nemlig kodning af spørgsmålsgentagelse. Bogen sluttes således af med en åbning ud mod nye analysemuligheder for den sproglige polyfoniteori.

København, Århus og Roskilde, juni 2007

Nina Møller Andersen, Henning Nølke og Rita Therkelsen