Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 18

Inden for ScaPoLine-skolen opereres der med en tredje (troisième) som forstås som tredjepersonen, manifesteret som et kollektiv eller et ‘man’ i teksten (Nølke et al 2004, se også Anscombre,¹⁵ Nølke og Fløttum i denne bog), hvorfor en sammenligning med Bachtins superadressat ville være oplagt. En direkte sammenligning er dog ikke uproblematisk, al den stund begrebsapparatet i de to teorier ikke er en-til-en sammenligneligt. Således dækker fx Bachtins ytringsforståelse over både ytrings- og tekstbegrebet i ScaPoLine. ScaPoLines ytring vil fx svare til ytringen som primær talegenre hos Bachtin, og tekstbegrebet i ScaPoLine vil svare til ytringen som sekundær talegenre hos Bachtin. Det er dog forsøget værd at foretage en tilnærmelsesvis sammenligning for at anskueliggøre hvor de to teorier kan supplere hinanden.

Kommunikationsteoretisk kan man sige at Bachtins afsender, autor, svarer til både tekstkonstruktør (begge typer) og diskursindivid hos ScaPoLine (se Nølke i denne bog). Modtager hos Bachtin, adressaten, svarer til modtager (begge typer) og diskursindivid hos ScaPoLine – her kunne den bachtinske kommunikationsteori drage nytte af ScaPoLines større differentiering. Derimod dækkes ScaPoLines tredje, både forstået som ‘man’ og ‘den kollektive tredje’, kun delvist af Bachtins tredje, og det er spørgsmålet i de tilfælde hvor der er sammenlignelighed, om der i det hele taget er tale om en tredje i bachtinsk forstand da denne ikke er eksplicit manifesteret i teksten. Man kunne måske argumentere for at sammenligne ScaPoLines tredje med den konkrete bevidste tredje (dvs. den tredje modtager, 1. type) og l’interpréteur (den abstrakte fortolker, se Nølke i denne bog) som den mere abstrakte superadressat (1. type), men man kunne også argumentere for at ScaPoLines tredje faktisk er ‘en anden’, og at den tredje slet ikke eksisterer i ScaPoLines teori. Og endelig kunne man som konsekvens af dette argumentere for at ScaPoLine med fordel kunne inddrage den bachtinske polyfoniteori ved at optage eller indarbejde dennes forståelse af tredjeheden og superadressaten.¹⁶ Et belæg for at den tredje og superadressaten med fordel kunne inddrages i den sproglige polyfoniteori og hermed for at disse bachtinske begreber er et væsentligt bidrag til den sproglige polyfoniteori som sådan, er at flere bidragydere til denne bog netop beskæftiger sig med disse begreber (se Jensen og Lindø i denne bog).

Overordnet kan en sammenligning mellem Bachtins sproglige polyfoni, dvs. tostemmigheden, og ScaPoLines sproglige polyfoni illustreres med et billede fra musikkens verden. Forskellen på de to retningers polyfoni kunne illustreres med forskellen på polyfoni og homofoni i musikken. Hvor Bachtins sproglige polyfoni, tostemmighed, er at ligne med den musikalske polyfonis selvstændige og ligeværdige stemmer, i tostemmigheden markeret som to selvstændige stemmer eller diskurser i én diskurs, står ScaPoLines polyfoni, paradoksalt nok, for homofoni, hvor én stemme, tekstkonstruktørens, står for melodistemmen, mens alle de andre stemmer, fra diskursindivider til ytringsafsendere, underordnet udfylder harmonien, et billede også Henning Nølke har brugt.¹⁷ Dvs. at den overordnede forskel på Bachtins sproglige polyfoni og ScaPo-Lines er en forskel i hierarki, de bachtinske stemmer er på samme niveau, ikke mindst som en konsekvens af den dialogiske hovedtanke, mens ScaPoLines stemmer indgår i et hierarkisk defineret forhold. En overordnet begrebsmæssig sammenligning viser, trods stemmelighed, at ScaPoLine fokuserer på afsenderen, dvs. orkesteret med dirigenten i spidsen, mens Bachtins sproglige polyfoni fokuserer på modtageren, tilhørerne.

Lad mig slutte af med en lille anekdote som illustration af hvor stor vægt det dialogiske og dermed den sproglige polyfoni har i sprogbrugen. Under et interview på Yale University med Michael Holquist spurgte jeg ham hvad man skulle svare de kritikere der affærdigede det dialogiske princip hos Bachtin som banalt, og han fortalte mig en lille historie om filosoffen William James der under et foredrag kom ind på en hinduistisk beretning om tolv elefanter der stod oven på hinanden. Da James var færdig med sin historie, spurgte en dame fra salen hvad der var nedenunder den tolvte elefant, hvortil James svarede: “Madam, its elephants all the way down”. Og Holquist fuldendte historien således: “It is dialogue all the way down – and all the way up, too. What we need is a science that can discriminate between the various levels of the dialogue”. (www.bachtinselskabet.dk) Det er sådan en videnskab den sproglige polyfoni tilbyder. Det er til sådan en videnskab Bachtins dialogiske teorier om det tostemmige ord og superadressaten er et tilbud.