Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 16

Man kan opdele Bachtins tredje i forskellige typer. Til grund for en typeinddeling kan man lægge kriterier som abstrakt/konkret, bevidst/ubevidst, markeret/umarkeret. En sådan kategorisering inden for typeinddelingen kan dog også være en uhensigtsmæssig spændetrøje; jeg har lavet en sådan inddeling tidligere, og den voldte en del problemer ved sin skelnen mellem abstrakt og konkret, så jeg vil her begrænse mig til at fremlægge de for mig oplagte typer og demonstrere med eksempler. Hvis man tager udgangspunkt i den overvejende litterære læsning af Bachtins superadressat som ‘en ide’ og en overvejende kommunikationsteoretisk læsning af superadressaten som ‘indirekte modtager’, kan man skelne mellem en SUPER adressat på ideplanet og den tredje modtager på et kommunikationsteoretisk plan.

SUPER adressattypen kan inddeles i fire undertyper: 1. ideen at blive hørt, 2. den ‘evige’ læser, 3. en speciel diskurs (svarende til Foucaults diskursorden) 4. videnskabsmanden der arbejder med superadressaten.

Ideen at blive hørt er i princippet meget ligetil. Det er den tolkning Bachtin selv giver klarest udtryk for (og det er den smuthulsadressaten er en variant af). Den ligger både i det simple “nu er det sagt, det står ikke til at ændre” og i ideen om Gud som tilhører; dens negative modpol giver Bachtin selv et meget rammende rædselsscenarie af som “det fascistiske fangehul eller af helvede hos T. Mann (…) som absolut fravær af den tredje”. (Bachtin 1995, 66). Det er et rædselsscenarie der desværre stadig er aktuelt. Den evige læser kunne man også kalde læseren som ide, det billede forfatteren mere eller mindre bevidst har af sin læser. Den tredje type, en speciel diskurs, er lidt mere kompliceret end de to første. Man skal her forestille sig at man adresserer sin ytring, sit budskab, igen mere eller mindre bevidst, til en speciel diskurs (eller diskursorden som hos Foucault); et eksempel kunne være avisoverskriften “Fogh tager på ferie, men Muhammed bliver” (Politiken, 4. marts, 06, 1. sektion s. 4, af Rasmus Emborg) som, ud over at være adresseret til læseren, er adresseret til en superadressat, en politisk diskursorden der kunne hedde “Foghs ansvar i muhammedkrisen” eller “for eller imod publicering af muhammedtegninger”.¹⁴ Den sidste af SUPER adressat-typerne er den altid tilstedeværende fremtidige mulighed for at videnskabsmanden tager fat på ens ‘ytring’. Den er altid til stede som en mulighed, spørgsmålet er om man kan tale om en adressivitet her, men ligesom det er muligt at tale om selve ideen at blive hørt, må man vel også kunne tale om ideen at blive ‘undersøgt, taget op til debat’.

Også den tredje modtager på det kommunikationsteoretiske plan kan man opdele i fire typer: 1. medlytteren som afsender er bevidst om, 2. den der tilfældigt kommer forbi og tager ordet, 3. publikum til en dialog og 4. den pædagogiske tredje.

Som eksempel på den første type af den tredje modtager kunne man forestille sig samtalen i det offentlige rum, fx lægeventeværelset, bussen, check-in-køen i lufthavnen. Afsender sender her bevidst et budskab ud til den tredje modtager og ikke kun til den reelle modtager, og de to budskaber eller meddelelser er ikke identiske; ytringen er én, men der er to stemmer. Som eksempel her kan vi igen tage ægteparret i lufthavnsbussen (se eksemplet ovenfor). Der er en skjult, men bevidst meddelelse til den tredje modtager, vi kunne også kalde denne for medlytteren, i brugen af den eksplicitte angivelse af destination, den er redundant for ægtefællen (den anden). Denne type skjulte, men bevidste meddelelse til tredjemodtageren, er sidstnævnte godt klar over er henvendt til ham/hende; det er der hvor man tænker “nå, det skulle vi åbenbart lige have at vide”.

Den anden type ‘tredje modtager’ har ligheder med den første derved at den også er en tilfældig medlytter, men forskellen er at afsender her ikke adresserer en skjult meddelelse til tredjemodtageren, til medlytteren, og der er mht. adressivitet kun én stemme (der kan sagtens i andre henseender være flere stemmer). Medlytteren, den tredje, påtager sig selv rollen som modtager (i princippet som superadressat) ved at tage ordet, men uinviteret. Også denne type kan udfolde sig i det offentlige rum. Man overhører fx en samtale i bussen, lad os tage det samme ægtepar som ovenfor, nu sidder de og diskuterer, denne gang mindre højlydt, men dog hørbart, hvordan det er med tidsforskellen mellem København og Bangkok, og de er uenige om den er 6 eller 8 timer, og hvordan er det nu, mister man tid eller vinder man tid. Medlytteren kan ikke holde ud at høre på diskussionen, for hun har lige været på en lang flyvetur selv, og bryder ind og fortæller ægteparret hvad tidsforskellen er og hvad vej solen går.

Den næste type tredjemodtager (den tredje type) er nærmest klassisk, og man kan diskutere om den ikke er lige så litterær som den er kommunikationsbaseret. Jeg har dog placeret den under ‘den tredje modtager’ snarere end under en superadressat da den er meget konkret. Det er den modtager som koret i den klassiske græske tragedie henvender sig til. På kommunikationsplanet (i kommunikationsøjemed) er den dog indlagt som skjult stemme, som ekstrameddelelse til den tredje modtager, nemlig publikum. Den kan forekomme i en samtale mellem to i fx en film hvor den skjulte, men bevidste meddelelse fungerer som nødvendige informationer til publikum, informationer som de to samtaleparter begge kender, altså de informationer som koret giver og som i den græske tragedie har fået en selvstændig stemme. Eksempler på en sådan dobbeltadresseret ytring eller meddelelse med to stemmer, én mod dialogpartneren og én mod publikum, den tredje modtager, kan man finde mange af især i dårlige film hvor det ikke er lykkedes at pakke informationerne mere elegant ind; for pakkes stemmerne mere elegant ind, er der tale om en anden slags tostemmighed, en umarkeret flerstemmighed. Den dobbelthed der er tale om her, i fx den dårlige film, er nemlig klart markeret, man kan høre at der er en bevidst adressivitet mod en tredje modtager, mod publikum, og det er bl.a. det der får en til at ræsonnere at det er en dårlig film; det er ‘for tykt’, for klodset. Et eksempel her kunne være et afsnit af ‘Columbo’ hvor Columbo siger til den mistænkte noget i retning af: Din nu afdøde mand filminstruktøren James White var i går på sin arbejdsplads i Hollywood-studiet… (hun ved godt han er død, hvad han hedder, at han er filminstruktør i Hollywood osv.)

Der er endnu en type med under den tredje modtager, nemlig pædagogikkens tredje; klasserummet hvor læreren henvender sig specifikt til én elev, vel vidende at de andre, i hvert fald dem der ikke sidder og sover, også er medlyttere, modtagere. Spørgsmålet er dog om disse modtagere ikke er reelle modtagere. Et kriterium for at vi kan tale om en tredje modtager, er at ytringen i første omgang, på det reelle udtryksplan, er adresseret til den anden, altså at der er en afsender, en modtager og en tredje modtager (se også Lindøs bidrag i denne bog).

De to typer superadressater kan nu skitseres således:

Superadressaten

En SUPER adressat:

1.Ideen at blive hørt

2.Den ‘evige’ læser

3.En speciel diskurs (diskursorden)

4.Videnskabsmanden som adressat

Den tredje modtager:

1.Medlytteren som afsender er bevidst om

2.Den der tilfældigt kommer forbi og tager ordet

3.Publikum til en dialog

4.Pædagogikkens tredje