Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 7

Det dialogiske kan være overskriften på Bachtins diskursteorier; ideen om at eksistensens minimum er to, er en grundbetingelse i Bachtins tænkning og filosofi (Bachtin 1979, 373). Man kan også sige at det dialogiske eller dialogismebegrebet er overbegrebet i hans teorier, og at alle andre begreber lægger sig ind under det. Således er polyfoni dialogisk, men det dialogiske er ikke nødvendigvis polyfont.

Bachtins dialogismebegreb er ofte blevet klandret for at være for løst og upræcist, for når alt er dialogisk, hvad kan vi så bruge begrebet til.¹ Der findes derfor også mange udlægninger af det dialogiske. Michael Holquist bestemmer begrebet på denne måde:

“Although (…) dialogism is primarily an epistemology, it is not just a theory of knowledge. Rather, it is in its essence a hybrid: dialogism exploits the nature of language as a modelling system for the nature of existence, and thus is deeply involved with linguistics; dialogism sees social and ethical values as the means by which the fundamental I/other split articulates itself in specific situations and is thus a version of axiology; and in so far as the act of perception is understood as the patterning of a relation, it is a general aesthetic, or it is an architectonics, a science of building”. (Holquist 1990, 33)

Holquist kalder meget rammende begrebet en hybrid og forankrer det i æstetikken, men bestemmer samtidig begrebet som et nødvendigt byggeelement mellem sprog og eksistens i interaktionen mellem jeg’et og den anden, og får hermed placeret begrebet på dets rette plads: i sprogbrugen.

Går vi herfra til en anden bachtinforsker og dertil sprogbrugsteoretiker, Norman Fairclough, får vi en meget vidtrækkende bestemmelse af det dialogiske; vidtrækkende i den forstand at det oversatte begreb som en nydannelse bliver et modebegreb inden for postmoderne humanistisk forskning. På baggrund af en Kristeva-læsning af Bachtin (Kristeva 1986, 39) oversætter Fairclough dialogismebegrebet til ‘intertekstualitet’ hvorved han forstår:

“(…) the property texts have of being full of snatches of other texts, which may be explicitly demarcated or merged in, and in which the text may assimilate, contradict, ironically echo, and so forth”. (Fairclough 1993, 84)

Man kunne fortsætte indkredsningen af forskernes bestemmelse og diskussion af Bachtins dialogismebegreb i det uendelige² (se også Larsen og Bres i denne bog). Kristeva har imidlertid allerede tidligt givet en definition på det dialogiske som stadig er den der rammer kernen i begrebet mest præcist. Hun bestemmer dialogisme som: “(…) den term, der betegner (…) diskursernes dobbelte tilhørsforhold til et “jeg” og til den anden” (Kristeva i Madsen 1971, 190). Med Kristevas definition og systematiseringen af begrebet i de fire teser nedenfor har man et reelt udgangspunkt for at arbejde med og forholde sig til Bachtins dialogismebegreb inden for sproglig polyfoni- og sprogbrugsforskning:

1.Det dialogiske er forankret i sproget.

2.Det dialogiske er et vekselvirkningsforhold, en interaktion (eller gensidig udveksling) mellem to positionsmanifesterende poler med ytringen som hovedmanifestation.

3.Det dialogiske er altid forbundet med eksistens.

4.Det dialogiske har hos Bachtin fået udtryk i en polyfoniteori, en karnevalsteori og en ytringsteori hvori ‘det fremmede ord’ indgår som kernebegreb for interaktionen. (Møller Andersen 2002, 45)

Men hvad skriver Bachtin selv om begrebet dialogisme eller det dialogiske? Spørgsmålet kan opfattes retorisk, for Bachtin har gennem hele sit forfatterskab med varierende tilgange og definitioner forsøgt at indkredse dette begreb. En meget rammende beskrivelse af Bachtins egen forståelse af det dialogiske kan man imidlertid finde i følgende citat:

“Der hvor der ikke er ord, hvor der ikke er sprog, kan der heller ikke være dialogiske forhold (…). Dialogiske forhold er meningsmæssige relationer mellem alle, mulige ytringer inden for kommunikation”. (Bachtin 1979, 296)