Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 39

Lærer: … derfor tror jeg, at det er meget fint at blive opmærksom på, hvad sker der egentlig, når mennesker taler sammen. Altså, fordi jeg tror da, det er rigtigt, det er altså fint det der med at der er en tredje, det har jeg da aldrig tænkt på. Har I det? Klassen: Nej

Lærer: Men hvis du nu begynder når du har nogle dialoger med nogen at tænke: Hvem er den tredje her, ik’, så tror jeg egentlig godt, det kan give noget ro i den dialog, at man siger, nå jamen min rolle den er altså sådan, fordi jeg prøver at definere mig i forhold til, hvad den tredje er. Det tror jeg da egentlig godt, det kan, ik’?

Ovenstående dialog fandt sted i en gymnasieklasse, hvor jeg var gæstelærer og netop havde introduceret ideen om den tredje samtalepartner. Som det fremgår, havde hverken lærer eller elever været opmærksomme på dette aspekt af samtaler før. Som det også fremgår, øjnede dansklæreren i dette fænomen en mulighed for at bibringe en vanskelig klasse større forståelse for egen sprogbrug og positionering gennem refleksion over den tredje samtalepartners indflydelse på dialogen. Afsøgningen af dialogens ‘tredjer’ er altså ikke bare en sofistikeret opgave for lingvister. Den kan også, som i dette tilfælde, have et pædagogisk formål: klassens lærer har her fat i betydningen af at kende sin egen og samtalepartnerens ‘tredjemand’ (eller -kvinde?) som en betydningsfuld forudsætning for selvindsigt og -refleksion og dermed også for den mellemmenneskelige samtale og forståelse. Dette vender jeg tilbage til.

I artiklen “Den tredje mand” (Møller Andersen 2005) har Nina Møller Andersen (herefter NMA) udarbejdet en tentativ model over potentielle tredjepositioner i dialogen, og hun viser ved hjælp af sin sprogbrugsmodel (Møller Andersen 2002), hvordan disse positioner kan bestemmes gennem sproglig analyse, sådan som Michail Bachtin hævdede, at man kunne, men som han dog aldrig selv gav konkrete anvisninger på. NMA tager i sin model udgangspunkt i, at den tredje i kommunikationen dels kan være en abstrakt, dels en konkret størrelse. Begge kategorier kan så igen optræde som ubevidste eller bevidste medsamtalende subjekter.

Som eksempel på abstrakte, ubevidste ‘tredjer’ nævner NMA eksempelvis historiens, Guds eller folkets dom (eller fraværet af en sådan), mens abstrakte, bevidste ‘tredjer’ kan være den ideale læser, den ideale modtager og fremtidige modtagere.

Konkrete ‘tredjer’ indgår i NMA’s model som ubevidste medkommunikatører, når nogen tilfældigt lytter med, blander sig eller netop ikke blander sig, og der sættes spørgsmålstegn ved, om forskeren, der arbejder med den tredje, tilhører samme kategori. Som mit analyseeksempel senere i denne artikel viser, er jeg af den opfattelse, at det forholder sig sådan. Som konkrete og bevidste ‘tredjer’ nævner NMA den tilfældige tredje, den ikke-tilfældige og den pædagogiske tredje.

I ægte dialogisk ånd lægger NMA sine overvejelser ud til diskussion – såvel den skitserede typologi som spørgsmålet om gråzonen mellem den anden og den tredje, hvorfor de følgende overvejelser delvist skal læses som et svar på NMA’s ytring, idet undertegnede tildeles en (bevidst og konkret!) medsamtalende tredje subjektposition i indlægget, hvor der løbende henvises til min brug af begrebet, sådan som jeg har anvendt det i Samtalen som livsform (Lindø 2002)og i min ph.d.-afhandling Dialogisk diskursanalyse (Lindø 2000). Jeg vil derfor dels gøre rede for min teoretiske baggrund og forståelse af den tredje i samtalen, der tager sit udgangspunkt i Jørgen Chr. Bang & Jørgen Døørs dialogiske sprogteori (Bang & Døør 1995), dels introducere nogle af teoriens modeller, der efter min vurdering – sammen med NMA’s sprogbrugsmodel – kan bidrage til at fremanalysere denne omdiskuterede subjektposition.