Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 41

Til bestemmelse af dialogens sociokulturelle determinanter (social praxis) opererer den danske dialektiske teoridannelse med en analysemodel over de såkaldte kernemodsætninger, der udgør vores ontologiske og kulturelle rekursbaser, og som derfor fremviser den konjunktur af individuelle erfaringsmæssige og fælleskulturelle matricer, der ligger forud for enhver dialog.

Ligesom i dialogmodellen, der blev beskrevet ovenfor, er kommunikationen i Kernemodsætningsmodellen (1998) indlejret i nogle overordnede antagelser af ideo-, bio- og sociologisk art, som influerer på forholdene i den sociale praksis. De ni kernemodsætninger: etnisk tilhørsforhold (jeg foretrækker denne betegnelse frem for modellens “race”), alder, køn, klassetilhørsforhold, autoritetsforhold, ideologiske forhold, by-land-modsætningen, modsætningen mellem privat og offentligt og kultur-naturmodsætningen, betragtes som de forhold i den sociale praksis, der for tiden udgør vores individuelle og kollektive rekursbaser.

Det er en pointe i modellen, at alle kernemodsætninger i mere eller mindre udtalt grad altid er til stede i dialogen, men dialogsituationen og de aktuelle dialogdeltagere vil selvfølgelig være afgørende for, hvilke kernemodsætninger der dominerer. Det er yderligere en pointe, at de enkelte kernemodsætninger altid er forbundne – således har kernemodsætningen køn traditionelt i vores samfund været forbundet med klasse- og autoritetsmodsætningen. Kernemodsætningerne fungerer altså som mere eller mindre abstrakte og internaliserede tredje subjekter for dialogen, men de er grundlæggende medskabere af ytringen, og som en følge heraf influerer de altid på responsmuligheden.

Det tredimensionale system, der også omgiver denne model, viser, at subjektet yderligere er determineret i forhold til alle tre logikker.