Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 40

I Bang & Døørs dialogmodel (Bang & Døør 1998) er der åbenlyst nogle grundlæggende træk, der minder om Bachtins dialogiske tænkning. Der er samtidig nogle forskelligheder. Disse ser jeg imidlertid primært som øjenåbnere, der gensidigt kan kvalificere de to tilgange til arbejdet med dialoger og i særdeleshed med det tredje subjekt.

Termerne ideo-logics, socio-logics og bio-logics kan oversættes til hhv. ideo- socio- og biologikker, hvorved forfatterne forstår et sæt af antagelser om disse, som konstituerer environment – her forstået som miljøet i ordets videste forstand – og dialogens situation/topos. Den ideologiske dimension og dens logikker peger således på det forhold, at enhver dialog har mentale aspekter og implikationer, som er nødvendige for, at vi kan tale om, at en dialog finder sted. Sociologikkerne indikerer, at sprogbrug er en social aktivitet, og at der ikke ville eksistere sprog uden en social praksis. Endelig indikerer biologikkerne, at enhver sprogbrug finder sted mellem mennesker og er kropslig i den forstand, at den kommer i stand ved kroppens brug. Uden den biologiske dimension ville der ikke være sprog. Figurens M betegner mediet. O er det, der tales om.

Hos Bang & Døør er afsender/modtagerbegrebet fraværende. I stedet fremstilles dialogparterne s1 og s2 som samtalende subjekter, der løbende skifter funktion og plads – med s3 som medtalende subjekt. For at markere s3’s særlige position er denne placeret i et kvadrat og ikke i en cirkel, sådan som s1 og s2 er det. Pilene indikerer den indbyrdes relation mellem subjekterne. Denne relation betyder, at den oplevelse af linearitet, bagudrettetheden i det fremmede ord og fremadrettetheden i superadressaten, som er til stede hos Bachtin, her er erstattet af et netværk af indbyrdes relationer, der anskueliggør ytringen som et dialogisk samspil mellem de deltagende og de forudsætninger og forhindringer, der er medbestemmende for dialogen. Til disse hører altså også det tredje subjekt, der både er en forudsætning for og har en medskabende funktion i ytringen. Denne er således på en gang rettet mod den tredje og betinget af denne eller disse ‘tredjer’.

S2 betragtes altså som medskaber af dialogen – og skal dermed også forstås som en form for tredje subjekt. I Møller Andersen (2005) problematiseres netop denne gråzone mellem s2 og s3, ganske vist primært i relation til Bachtins ‘ukonkrete anden’, men sammensmeltningen er – mener jeg – også til stede i forhold til den konkrete anden. Den, jeg taler til, taler også med og indtager derved en position både som forudsætning for ytringen og som medskaber af den. Jeg vil rubricere denne sammensmeltning af s2/s3 som en konkret og bevidst tredjepart, jf. NMA’s kategorisering. Også samtalens henvisningssubjekt(er) – de omtalte – er i Bang & Døørs dialogforståelse en form for tredje samtaleparter og ikke kun objekter for de kommunikerende s1 og s2, sådan som ikke-dialogiske kommunikationsmodeller fremstiller forholdet: Den, jeg omtaler, taler samtidig med. Denne form for tredjepart vil jeg ligeledes rubricere som en konkret og bevidst tredje.

Som vi også ser det hos Bachtin og i NMA’s sprogbrugsmodel, kan de tredje subjekter indtage en mere ukonkret og ubevidst position i samtalen i skikkelse af abstrakte kulturelle determinanter svarende til ‘historiens, Guds, folkets dom’, jf. NMA’s model. Disse mere anonyme ‘tredjer’, som man også kunne beskrive som en overgribende s0-kategori, kan forstås som inkarnationen af de sociale og kulturelle normers spor. Jo mere en samtale er begrænset af institutionelle rammer, jo mere er der en tendens til, at det tredje subjekt anonymiseres og realiseres gennem love, regler og konventioner. Subjektet er her (re)præsenteret gennem disse instanser, der nok kan være bevidste for den talende, men ofte vil fungere som ubevidste konventioner. Det sker, hvis det tredje, abstrakte subjekt gennem en internaliseringsproces er blevet del af vores egne rekursbaser. I dette tilfælde vil det nemlig oftest operere ubevidst og naturliggjort i de værdier og konventioner, vi er opfostret med, og som udgør de ideologiske omstændigheder i vores praksis. Det anonyme subjekt er nu ikke længere en ydre instans, men en indre. Vi kan her drage sammenligninger til Freuds ide om over-jeget som den psykiske instans, der fortæller os, hvad der er rigtigt at gøre og sige, og hvad der ikke er rigtigt – eksempelvis illustreret i Bent Rosenbaum og Harly Sonnes analyser af psykotisk sprogbrug (Rosenbaum & Sonne 1978), hvor forfatterne netop demonstrerer, hvordan ytringens udsigelsesforhold kan forskydes, så den ‘tredje’ fuldstændig overtager subjektets udsigelsesposition. Som supplerende kategorier til NMA’s model vil jeg derfor foreslå at overveje en distinktion mellem ydre og indre medsamtalende subjekter.

Dialogmodellens miljø (environment) ses som omtalt som konstitueret af et sæt af antagelser af ideologisk, biologisk og sociologisk karakter. Bachtin taler på samme vis om det miljø, der er forudsætningen for sproget, men konkretiserer – så vidt jeg ved – ingen steder de situationelle og socio-kulturelle faktorer, der konstituerer subjektet som ytringsbærer inden for dette miljø. Netop på dette punkt adskiller Bang & Døørs dialogmodel sig altså markant fra Bachtins sprogmodel, og det er da også her, jeg ser nogle muligheder i at inddrage nogle af deres modeller i afsøgningen af samtalens tredje subjekter. For netop fraværet af et kontekstuelt topos hos Bachtin får konsekvenser for, i hvilket omfang dialogens subjektkonstituerende faktorer kan gøres eksplicitte, og dermed også for fremanalysering og identifikation af det tredje subjekt. For at kunne identificere den tredje må vi således nødvendigvis have adgang til at undersøge de samfundsmæssige omstændigheder ved dialogen, der har bidraget til at positionere s1 og s2 som ytringsbærere.

Ud fra et sprogvidenskabeligt synspunkt er det herefter sprogliggørelsen af dialogens subjekter inden for denne kontekst, de deiktiske positionsmarkører, der bliver en væsentlig og interessant lingvistisk kategori. Bestemmelsen af dialogens deiktiske træk er således essentiel som udgangspunkt for enhver dialoganalyse, ikke mindst i forhold til en afsøgning af den tredje i samtalen. Ligesom NMA i sin artikel udtrykte undren over, at teoridannelser, der i udgangspunktet hævder at være inspirerede af det dialogiske princip, fx Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, ikke vier dialogens tredje samtalepartner nogen opmærksomhed, så må det undre, at deiksisbegrebet prioriteres så lavt i den kritiske diskursanalyse. Således nævnes deiksisbegrebet med termen kun sporadisk hos Fairclough. Dialogens deiktiske markører er jo netop indikatorer på det levedes erfaring og dets subjektivering i den mellemmenneskelige dialog. Det er i og med udsigelsen, at der pustes liv i ordbogsbetydningen, som Bachtin med et anstrøg af foragt netop omtaler som ‘sprogets kirkegårde’.

Et nærliggende argument for, at deiksis må betragtes som en betydningsfuld kategori og bestanddel i analysen af subjektets orientering i dialogen, er altså, at det er her, teksten henter sine stemmer – i bachtinsk forstand. Og ikke mindst i bestemmelsen af forholdet til dialogens tredjepart er ‘stemmen’ en betydningsfuld indikator for de subjektdeterminerende forhold.