Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 42

At der i enhver ytring altid er spor af såvel sprogbrugens begrænsende som skabende kræfter, og at der derfor i dialogen – og i den enkelte ytring – pågår en kamp mellem det indre overbevisende ord og den autoritative stemme, udtrykkes hos Bang & Døør i Den semantiske matrix (1998). Udgangspunktet er her, at vores erfaringer kan være mere eller mindre private og mere eller mindre offentlige, ligesom de kan være mere eller mindre artikulerede. Dialogen er altså konstitueret af både indre og ydre erfaringer.

Vi er derfor alle bærere af vores individuelle matrix, samtidig med at vi mere eller mindre deler den med andre. Ikke mindst derfor er modellen i særlig grad velegnet i de former for sprogpædagogiske sammenhænge, hvor den ikke bare kan illustrere og forklare en række forskelligheder i sprogbrugen, men også bidrage til, at fx tosprogethed kan ses som et potentiale og ikke per se som en hindring for en effektiv kommunikation.

For alle fire semantiske aspekter gælder det, at de betinger og begrænser sprogbrugen på forskellig vis.

I modellens øverste, venstre hjørne finder vi den diakrone dimension af en dialogs semantik, den sociale betydning (social sense), som er den, flere sprogproducenter inden for et sprogsamfund vil opleve som den alment vedtagne semantik. At den er del af General Context/Universal Semantics betyder, at den er forholdsvis stabil over længere tid. Bachtin ville vel her tale om de kræfter i sproget, der fremmer en fælles semantik og dermed et fælles verdensbillede.

Den sociale betydning (social sense) er altså nært forbundet med et samfunds og individets definition af, hvad der tæller som sand og gyldig viden om virkeligheden, og forandrer sig derfor kun langsomt. Visse betydninger fremhæves yderligere som socialt prominente ved, at institutioner tildeles autoritet til at bestemme, hvad der tæller og gælder som socialt acceptabel sprogbrug i en given historisk kontekst.

Den anden mere eller mindre kollektive konstituent er den sociale påvirkning. Denne betegnelse henviser til de sammenhænge, hvor sproget bruges af en gruppe mennesker, der befinder sig i et fællesskab, en undergruppe inden for den sociale betydning; derfor ligger denne funktion både inden for Universal Semantics og Specific Context. Dette fællesskab kan være mere eller mindre formelt og derfor også mere eller mindre orienteret mod det indre, overbevisende ord eller den autoritative stemme.

Heroverfor finder vi den individuelle betydning, som er del af den diakrone og dermed mere konstante dimension. For sprogbrugeren refererer den individuelle betydning til den måde, han eller hun på baggrund af egne livserfaringer producerer og fortolker tekster. Ordene er altså ikke bare symbolrelationer, men også erfarings- og erindringsspor. Vores individuelle betydning er for stedse præget af de kontekster, vi først bemærkede ordene i. Den er altså bundet til individets topos og derfor unik. Med Bachtin kunne man sige, at det er qua denne dimension, vi har adgang til den indre, overbevisende stemme – og sprogets skabende kræfter.

Det fjerde aspekt omhandler det enkelte individs unikke og personlige bidrag til brugen og udviklingen af sproget, og det er derfor både begrænset, muliggjort og defineret af den aktuelle situation, som det artikuleres ind i – herunder de implicerede tredjeparter. Dette bidrag udtrykker så at sige summen af de tre andre poler og bevæger samtidig de tre andre dimensioner.

Der er altså ikke tale om fire adskilte og uafhængige poler, men om tilstedeværelsen af en mangfoldighed af stemmer i en og samme ytring. At det forholder sig sådan, ser vi på de forbindelseslinjer, der på kryds og tværs forbinder de fire aspekter, og som netop markerer de indbyrdes relationer (R1-R6) og relationernes relation (R7-R8).

Opmærksomhed over for, hvilke af aspekterne individet lader dominere i en given situation, giver vigtige informationer om den tredje samtalepartner, om hvem vi solidariserer os med, og om hvordan vi opfatter vores egen position i situationen.