Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 12

Udskrivningen og opkrævningen af en ekstraordinær skat var baseret på det magtfulde aristokratis samtykke. Selv en despot som Valdemar Sejr konfererede med rigets bedste mænd, og også krigerkongen Valdemar Atterdag udskrev skatter på Ringsted landsting efter at have forhandlet med stormændene, som det fremgår af den sjællandske krønikes levende skildring.⁵ Lidt spidsfindigt kunne man opfatte det som et feudalt træk, når skatterne af bønderne nødvendigvis måtte ventileres hos godsejerne, der betragtede sig som bøndernes ejere. Jorddrot lyder på reformationstiden den sigende betegnelse for en godsejer, mens tjener er standardudtrykket for fæstebonden. På den anden side stak det feudale islæt næppe synderlig dybt. Selve skatteopkrævningen foregik stort set alene som et mellemværende mellem kongen og bønderne, mens godsejerne ængsteligt vogtede deres rettigheder fra sidelinien.

I senmiddelalderen blev den parlamentariske skattebevilling formaliseret i Christian I’s håndfæstning 1448. Anledningen var en dynastisk tilfældighed. Den unge greve, der i hast blev indkaldt som kongsemne efter Christoffer af Bayerns tidlige død, var et fuldstændig ubeskrevet blad, og rigsrådet, det i grunden ret selvbestaltede parlament, der havde befæstet sin position under Erik af Pommerns afsættelse, benyttede lejligheden til at præsentere sig selv som rigets lovformelige bestyrelse. I håndfæstningen fremtræder de ekstraordinære skatter ret prominent, om end ikke øverst på listen. Nok et udtryk for, at de opfattedes som uproblematiske.

Først i § 10 afkrævedes den vordende monark et løfte om at “ingen landeskat lægge på rigets indbyggere uden med menige rigets råds fuldbyrd og vilje”.⁶ Nærmest for en ordens skyld fastsloges det gængse princip i europæisk forfatningsret, at en ekstraordinær skat krævede en parlamentarisk bevilling. Landehjælp eller kongeskat er tidens eget udtryk for de ekstraordinære skatter, der traditionelt blev udskrevet landskabsvis og annonceret på landstingene. Indbyggere må betyde hele samfundet, såvel de privilegerede stænder som købstadsborgere og klerke samt funktionærer som møllere og hyrder.

Tankegangen var naturligvis ikke at opfordre til beskatning af prælater og adel, men blot at det i høj grad angik dem og betragtedes som et offer fra de privilegeredes side, når deres undergivne beskattedes. Bønderne som stand betegnes ellers i tidens sprog almuen, men at det navnlig var aristokratiets fæstebønder, der sigtedes til, antydes dog implicit ved, at man bestemt krævede rigsrådets samtykke. Når rådet i den anledning betegnes “det menige rigets råd”, sker det utvivlsomt for at understrege dets kompetence. Menig betyder, at riget omfattede samtlige indbyggere, som rådet dernæst lidt selvbestaltet repræsenterede. Parallelt hermed hedder det i håndfæstningens optakt, at rigsrådet agerede “på alle indbyggeres vegne”. Endnu inden Christian I’s entré i riget havde rådet sikret sig et gyldigt mandat som staten Danmarks parlamentariske repræsentation.

Rigsrådets skattebevilgende myndighed fik en apostrof i kong Hans’ håndfæstning 1483, men nok mest af teoretisk art. I princippet blev skattebevillingen, der i 1448 fremtrådte simpel og ukompliceret, opdelt i tre faser.⁷ Skatten bevilgedes med rigsrådets råd, dernæst fulgte de gejstlige og adelige godsejeres tilladelse og endelig bøndernes samtykke. Den kryptiske formulering antyder dog nogen usikkerhed over for den sidste af de tre faser. Det kunne naturligvis ikke komme på tale at konferere med samtlige bønder, hvilket forklarer det lidt ubestemte udtryk “noget almuens samtykke”, men som for at opveje usikkerheden tilføjes skyndsomst et mere bestemt “efter loven”. Mon ikke der sigtes til, at samtykket skulle indhentes på tinge, og almuen her forstås som kleresiet af fremtrædende ‘sognerødder’, der ikke formodedes at berede myndighederne vanskeligheder? Samtykket var tydeligt af en passiv art og skal måske snarest ses som et forsøg på at legitimere de ekstraordinære skatter. Beskatningen foregår under de gamle, lovfæstede former, synes meningen at være.

Adam alias en senmiddelalderlig, dansk bonde under forårspløjningen. Fremstillingen er naturligvis forenklet; men som et realistisk træk gengives bondens ‘plovsang’, der vel må forstås som et hyp, hyp, fremad! Middelalderens skatter hvilede på kornavlen, kvæget og andre husdyr. Ideelt set blev bønderne inddraget i bevillingen af ekstraordinære skatter, men reelt blev skatterne dikteret af konge og rigsråd. Bøndernes vilje til samarbejde var dog vital for skatteopkrævningen, som det ses af de hyppige henstillinger om at “forarbejde” hos bønderne, så de udgav skatten. (Kalkmaleri i Elmelunde kirke på Møn fra begyndelsen af 1500-tallet. Foto: Nationalmuseet).

De ekstraordinære skatter legitimeredes yderligere, da det danske skattesystem i 1497 blev angrebet fra uventet hold. Det var den svenske rigsforstander Sten Sture, der stedt i yderste nød tyede til et slag under bæltestedet. Stillet over for kong Hans’ truende angreb på Sverige påstod Sten Sture, at bønderne i Danmark blev beskattet så hårdhændet, at de ikke længere havde heste eller okser, “men bønderne med deres hustruer drager harve og plov”.⁸ Dette skræmmebillede blev naturligvis afvist, men interessant for os følte regeringens medierådgivere åbenbart et behov for at forsvare beskatningen af bønderne yderligere, selv om den på ingen måde formede sig som i Sten Stures karikatur. Derimod korresponderer dementiet ikke særlig overraskende med anvisningen om bøndernes samtykke i kong Hans’ håndfæstning, der altså bekræftes som et levende ideal i tiden.

De danske myndigheder valgte at besvare Sten Stures perfide påstand med en formelig opinionsundersøgelse: en række tilsyneladende objektive forespørgsler til landstingene, hvor samtlige herredsfogeder og to agtede bønder af hvert sogn blev afkrævet udtalelser om kong Hans’ skattepolitik. Myndighederne styrede naturligvis undersøgelsen med hård hånd, men svarene røber i det mindste, hvorledes beskatningen af de danske bønder ideelt set foregik.

Meget betryggende stemmer billedet af senmiddelalderens skattesystem overens med det korte rids, der er givet ovenfor. Bønderne svarede både de gamle, årlige skatter, der kendes fra Valdemarstiden, og de vekslende, ekstraordinære skatter, fremgår det. Begge former for beskatning har i øvrigt sandsynligvis urgamle aner, som vi forbigår her. De fynske bønder, hvis besvarelse som den eneste er bevaret, bekendte først, at de ganske rigtigt blev afkrævet nogle skatter, nemlig “dem, som de af rette årlig bør at give hans nåde”. Her sigtes tydeligt til de faste skatter af jorden, men gået på klingen måtte bønderne også indrømme, at der blev givet landehjælp.

Her er vi tydeligt nået til det kildne punkt, for de gode fynboer kaster sig ud i en serie ivrige begrundelser for disse skatters berettigelse. Det understreges, at de var bevilget af rigsrådet, og at bønderne også selv havde givet deres samtykke. Dernæst var skatterne gået til de mest glimrende formål. At krigen mod de “uhørsomme” svenskere udgjorde tidens standardbegrundelse, når der blev udskrevet ekstraordinære skatter, tav man dog klogeligt stille med. Den fynske besvarelse var jo møntet på de svenske skatteydere, som man nødigt ville støde fra sig. I stedet peges lidt abstrakt på, at kong Hans havde “frigjort” riget til alles nytte. Der menes utvivlsomt indløst pantelen, hvilket gav kronen større indtægter og dermed på længere sigt mindskede behovet for skatter. Til sidst understreges det, at de fynske bønder aldrig ville nægte kongen “mulig hjælp” – skatter til passende formål – men at kong Hans heller ikke havde opkrævet andet.

Lidt nærmere sandheden end dette polerede glansbillede kommer vi utvivlsomt under forhandlingerne om Christian II’s håndfæstning 1513. Bag lukkede døre klagede rigsrådet i anderledes vrisne og fordømmende toner over den afdøde monarks mange brud på håndfæstningen, hvortil øjensynligt hørte, at landeskat tit var pålagt “menige rigets råd uadspurgt, men forskrevet, at de skulle det samtykke”.⁹ Klagen blev dog ikke taget særlig alvorligt og ignoreres totalt i kongens svar.

Monarken og hans nærmeste rådgivere, der også var rigsrådets mest fremtrædende medlemmer, har anset de ekstraordinære skatter for en given sag. I kampens hede blev det samlede rigsråd åbenbart ikke altid adviseret, men fik blot skattebevillingen forelagt til godkendelse, efter at kongen havde rådslået med en inderkreds. Det virker i hvert fald påfaldende, at fremgangsmåden ved noget nær senmiddelalderens eneste kendte skattebevilling, da det jyske rigsråd den 5. januar 1519 lidt modvilligt accepterede en proviantskat, svarer nøjagtigt til princippet “forskrevet, at de skulle det samtykke”.¹⁰ Kritikken fra 1513 var åbenlyst prellet af.

Under oprøret mod Christian 1523 blev det grove skyts taget i anvendelse, og i oprørspartiets propaganda indgik selvsagt også beskyldninger om, at kongen havde opkrævet skatter uden bevilling. Dog virker det påfaldende, at håndfæstningen, det statsretsligt afgørende aktstykke, som det samlede rigsråd beseglede, nøjes med at udpensle det utålelige skattetryk under den afsatte konge, mens man behændigt manøvrerer uden om spørgsmålet om bevillingen. I det store katalog over alle Christian II’s forseelser, som oprørerne i Jylland havde flikket sammen, hed det ellers meget bestemt, at kongen havde “lagt mange, store skatter på den menige mand, Danmarks riges råd uadspurgt og imod deres vilje og samtykke”,¹¹ men kun ved en enkelt lejlighed vovede man påstanden udadtil.

I de proklamationer, der i Frederik I’s navn sendtes til Skåne den 25. august, indgik naturligvis i Christian II’s synderegister, at bønderne tyngedes med svar skat år efter år, men ligesom for at sætte trumf på tilføjes et indigneret: “imod rigsrådets vilje og samtykke”. Kongen tillægges desuden en plan om at udskrive en stående skat, “at hver bonde, både kronens, kirkens og ridderskabets, skulle have givet årlige mere over sin rette udgift fem mark til kronen”.¹² Fem marks eller to gyldenskatten var faktisk ikke helt grebet ud af luften. Den drevne propagandist indfletter naturligvis et realistisk træk, og satsen to gylden forekommer virkelig i 1522, om end kun i en omstridt formueskat af de rige bønder. Den årlige landeskat til femdobbelt takst må betragtes som oprørspartiets skræmmebillede og både forfatningsbruddet og det uhyrlige skatteåg “til evig tid” ses som udslag af polemikkens hede. Påstanden om, at rigsrådet direkte skulle have modsat sig de ekstraordinære skatter i Christian II’s sidste år, før oprøret fældede ham, fremsættes åbenlyst i propagandistisk øjemed og bør givetvis tages med det berømte gran salt.

Skattebevillingen som slagmark for en serie dramatiske, parlamentariske opgør udgør altså næppe nogen frugtbar synsvinkel. I stedet bør vi måske anskue rigsrådets prærogativ som en mulighed for at øve indflydelse på de ekstraordinære skatters form. Selv et meget hastigt vue over de fire første oldenborgske monarkers regeringstid afslører, at de ekstraordinære skatter i virkeligheden blev udskrevet forbløffende regelmæssigt.

I tidsrummet 1448 til 1533 følger den ene særskat i hælene på den anden. Normalt hvert andet år, idet pausen på et år benyttedes til at inddrive restancer. Men så snart bordet var ryddet efter forgængeren, skred man med nærmest usvigelig sikkerhed til at udskrive en ny. I 1520’erne nåede man endda op på en frekvens af en årlig beskatning, udskrevet om efteråret og opkrævet den følgende vinter.¹³ Et galoperende skattetryk, der hang sammen med en næsten permanent, national krisetilstand, men dog også forklares af en verdenshistorisk højkonjunktur. Det danske Østersøvælde sikrede landbrugseksporten, og under det 16. århundredes prisrevolution tjente bønderne gode penge.

De ekstraordinære skatter var altså i virkeligheden højst ordinære. Og alligevel ikke. Princippet fastholdt man, som rigsrådet vel har insisteret på. Hver enkelt skattebevilling blev angrebet som noget helt exceptionelt. Nok blev skatterne udskrevet regelmæssigt, men de ekstraordinære skatters særkende er netop, at de alle var forskellige. Variationer over samme tema, bevares, men hver enkelt skat havde sit særpræg. Satsen afveg en smule, kredsen af skatteydere kunne udvides eller indsnævres. Mon ikke det især var i denne fase, at rigsrådet gjorde sin indflydelse gældende?