Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 16

Slår man op i Kr. Erslev og W. Mollerups udgave af Kong Frederik den Førstes danske Registranter for at følge oppebørslen af kroningsskatten, mødes man straks af en fæl skuffelse. Skatten skulle være indbetalt på Koldinghus af d’herrer skatteopkrævere senest den 11. december, men tidsrummet mellem 24. november 1524 og 22. januar 1525, hvor vi måtte formode, at indbetalingerne væltede ind, er simpelthen et stort tomrum i udgaven. I grunden er tomrummet dog ganske illustrativt. Kancelliet har ikke holdt juleferie, men tværtimod stået på gloende pæle, som det straks vil fremgå. Kroningsskatten havde fået absolut topprioritet, mens alle andre sysler er blevet skudt til side, som det glimrende afspejles af de manglende indførsler i registranterne.

Meget opmuntrende for os er der til gengæld bevaret en lille suite af breve, udvekslede mellem konge og kansler netop i dette tidsrum. Brevene skal ikke opfattes, som om Frederik I og Claus Gjordsen i almindelighed korresponderede. Deres tilblivelse skyldes simpelthen, at kancelliet var splittet. En afdeling befandt sig hos kongen på Gottorp, mens kansleren og det øvrige personale opholdt sig på Koldinghus. Den person, som kongen i henhold til rigsrådets skattebrev havde betroet at “anamme” kroningsskatten, var altså ingen ringere end kansler Claus Gjordsen, administrationens øverste chef.

Måske var det på tide, at vi udløste spændingen og afslørede, hvor meget skatten på de postulerede 100.000 gylden i virkeligheden indbragte. Det konkrete regnestykke er imidlertid så astronomisk, at vi afstår. Blot bemærkes, at en senmiddelalderlig landeskat normalt blev ydet i penninge og hvide. Derimod absolut ikke i gylden eller mark, som den optimistiske slutsum ellers kunne forlede os til at tro. Marken, den foretrukne danske valuta, var udelukkende en regnemønt, der dækkede over myriader af småmønter. I tidens regnskaber refereres meget betegnende til vejede mark. Hvis vi ser bort fra bispers, lensmænds og købstæders bidrag, hvor optimismen måske var noget mere begrundet, blev hovedmassen af kroningsskatten, nemlig bøndernes bidrag på 24 skilling af hver mand, utvivlsomt ydet i småmønt og ikke i “godt mønt”, som skattebrevet egentlig lagde op til. En skilling svarede til 12 penninge eller tre hvide. Lad os blot konstatere, at kansleren og hans personale på Koldinghus måtte være forberedt på en sand invasion af mønter.

Oppebørslen af kroningsskatten satte i og for sig ind umiddelbart efter kroningen. Modsat bønderne var den skånske adel på forhånd dybt engageret i skattens udskrivning og stærkt opsat på med liv og sjæl at forsvare det nye regime. Internt udtrykte man også skattens essens mere råt og uforblommet, end det skete i skattebrevet til bønderne. I kancelliets opgørelse af de skånske lensmænds bidrag karakteriseres skatten “til 100.000 gyldens betaling til første omslag til Kiel”.³⁸ For regeringens venner, der måske oven i købet øjnede en chance for at slå en handel af med de nye magthavere, gjaldt det om at gøre sig fordelagtigt bemærket. En af Skånes førende magnater, hr. Aksel Brahe, erlagde allerede 1. september midt under Malmømødet sit bidrag til lensmandsskatten, som han lynhurtigt havde gjort op til den runde sum af 100 mark.

Samtidig får vi anskueliggjort en anden side af den senmiddelalderlige beskatning. Trods alle gode intentioner skete der uundgåeligt fradrag i provenuet, når man nødtvunget måtte anvise beløb til udbetaling og dermed på forhånd forgreb sig på skatten. End ikke de forkætrede 100.000 gylden undgik denne skæbne, og under slutopgøret måtte man i stor udstrækning stille sig tilfreds med kvitteringer i stedet for kontanter, når skatteopkræverne allerede havde givet pengene ud.

Det tidligste eksempel, før skatten endnu officielt var udskrevet af bønderne, udgør Aksel Brahes mellemværende med regeringen. En stærkt medvirkende årsag til hans prompte betaling af lensmandsskatten tre måneder før den angivne frist, var, at han stod foran en diplomatisk mission til Gotland. For at fastholde grebet om den omstridte ø, som Malmømødet under Lübecks mægling til alt held havde tildelt Danmark, var det påkrævet at sørge for proviant til besætningen på Visborg, og hr. Aksel fik til opgave at medføre seks læster malt. Meget tjenstvilligt tilbød han selv at sørge for malten mod at få refunderet udgiften i den kommende skat af bønderne i sit len, som altså endnu ikke var udskrevet. Aftalen blev nedfældet på kongens personlige ordre, og måske var det den nøjeregnende Frederik I selv, der fik indføjet et krav om, at hr. Aksel aflagde regnskab for malten. Hvis der blev noget til overs, skulle det naturligvis ikke refunderes af skatten.

En stribe andre magnater sørgede på samme måde for at forstrække kongen med midler, som blev betalt tilbage af skatten. Den rigeste af dem alle, rigets hofmester Mogens Gøye, fik således på forhånd tildelt hele 2.000 mark af landehjælpen af Århus stift, som den senere kansler Johan Friis, dengang en stræbsom, ung kancellisekretær, var travlt beskæftiget med at inddrive.³⁹ En rund sum, som den altid tjenstvillige Mogens Gøye chevaliersk havde forstrakt kongen med, men som altså allerede var anvendt, da skatteopkræverne begyndte at indfinde sig på Koldinghus. Det har været indgroet og uundgåeligt, at statens udgifter blev bestridt ved at tage på forskud af beskatningen.

Claus Gjordsen havde sandsynligvis fulgt kongen på en større turné i Nørrejylland i efteråret 1524, der sluttede sidst i november i Ribe, inden Frederik I vendte tilbage til sit elskede Gottorp. Lensmand på Riberhus var hr. Predbjørn Podebusk. Endnu den 7. december har kansleren i Ribe kvitteret for hr. Predbjørns lensmandsskat, men herefter må han være ilet til Kolding for at være rede til det store rykind af skatteopkrævere, som nu antoges at forestå. Senmiddelalderens statsadministration fungerede syv dage om ugen, og der var intet påfaldende i, at fristen for indbetalingen af kroningsskatten var sat til søndag den 11. december, 14 dage før jul.

Desværre lader det sig ikke konstatere, om en eneste skatteyder eller skatteopkræver overholdt fristen. Vi har allerede mødt et af dydsmønstrene, Århus bispestol, der pænt betalte sine bidrag i Kolding, men ulykkeligvis er notatet ikke dateret, blot anført under 1524. Vi husker, at bisp Ove og hans kapitel havde ydet Frederik I et klækkeligt forskud under monarkens besøg i Århus. Da biskoppens kansler, Peder Prip, afregnede med kansleren, indgik disse forskud i skatteprovenuet, som altså reelt har været 1.000 mark mindre, end det oplystes i den nye kvittering, som kansleren ifølge sine egne optegnelser gav biskoppen, men som ikke er bevaret. Af hans notater ses, at Peder Prip betalte 670 mark af sognekirkerne, “end der til 24 mark”, mens lensmands- og bispeskat beløb sig til 875 mark, 7 skilling og 1 hvid. Når forskuddet var trukket fra, blev der trods alt en rund sum til statskassen.

Kun en enkelt skatteindbetaling kan udtrykkeligt dateres. Den hidrører fra den omtalte fhv. feltherre, Otte Krumpen, nu lensmand på Tranekær, som lidt forsinket den 18. december i Kolding fik kvittering for sit bidrag til lensmandsskatten.⁴⁰ Hr. Otte hørte til dydsmønstrene, der modsat Odensebispen havde bestræbt sig på at erlægge skatten i de gedigne mønter, der var gangbare på Kieler omslaget, selv om det ikke helt var lykkedes. Han erlagde i klingende mønter 55 mark i dobbeltskillinger, 65 mark i knap så klingende danske hvide og 6 mark lybsk i lybske hvide. Det ses, at han afsatte lenets overskud i hansestæderne, men de langelandske kronbønders bidrag i ringholdige danske mønter kom man ikke udenom. Som omtalt var Otte Krumpen rigsrådets tilskikkede skatteopkræver på Langeland, men vi hører intet om landeskatten af bønderne og de beløb, hr. Otte trods Jens Andersens sabotage fik fravristet kirkerne, som vi må formode, at han indbetalte ved samme lejlighed.

Jagten på kroningsskatten giver unægteligt et magert udbytte. Indtil videre står vi kun med de summer, som Peder Prip bevisligt “antvordede kansler i Kolding”, som det hedder i kancelliets optegnelse, samt Otte Krumpens lensmandsskat. Først midt i februar 1525 kan vi konstatere, som vi formodede, at Claus Gjordsen stadig modtog forsinkede skatteindbetalinger på Koldinghus, efterhånden som de indløb.

Således indfandt Otte Krumpens kollega, den tilskikkede på Lolland-Falster, Otte Holgersen (Rosenkrantz), sig på egne og sin kompagnon Johan Oxes vegne. Otte Holgersen, nyudnævnt lensmand på Ålholm, var broder til Koldinghus’ lensmand, Holger Holgersen, og en af Danmarks rigeste mænd i kraft af sine vidtstrakte norske besiddelser. Han var samtidig en af kronens store kreditorer ved de lån, han havde ydet Christian II. Det medførte den lidt kringlede situation, at han under Kieler omslaget havde “indmanet” flere af sine kolleger i rigsrådet, der havde kautioneret for gælden. Anders Bille og andre måtte således møde i Rendsborg til et mildt gældsfængsel, indtil Frederik I formåede hr. Otte til at lade dem slippe. Et meget bogstaveligt motiv til, at rigsrådet engagerede sig i kroningsskatten, som vi hidtil har undladt at berøre.

Otte Holgersens intime forhold til kronens gæld bidrog utvivlsomt til, at han og ikke hans kompagnon, Johan Oxe, påtog sig at overbringe kroningsskatten fra Lolland-Falster. Det samme intime forhold må forklare, at hr. Otte i følge kancelliets optegnelser ydede skatten på Gottorp, men fik kvitteringer på Koldinghus. Da han alligevel agtede at indfinde sig i hertugdømmerne under Kieler omslaget, har han vel simpelthen meget praktisk, men lidt irregulært ført kroningsskatten med sig direkte til Gottorp, hvor den utvivlsomt blev modtaget med åbne arme, mens selve skatteregnskabet blev ordnet bagefter hos kansleren på Koldinghus.

Otte Holgersen havde indtil magtskiftet været Christian II’s lensmand på Tørning, Koldinghus’ naboslot i hertugdømmerne, og var nært knyttet til det holstenske ridderskab. Han havde utvivlsomt mange interesser at pleje her, efter at han lidt brat under Frederik l’s fremrykning var blevet forflyttet til Ålholm. Ligesom på Koldinghus ønskede den nye konge åbenlyst at sikre sig fuld kontrol over grænseslottet Tørning, hvor han indsatte en holstensk amtmand, men som plaster på såret blev Otte Holgersen altså aflagt med Ålholm og ydermere slået til ridder ved kroningen i sommeren 1524.

Dette som forklaring på, at Otte Holgersen den 14. februar i Kolding fik kvittering for hele 5.572 mark og 16 skilling i landehjælp af Lolland-Falster samt flere beløb fra lensmændene, således 140 mark fra hr. Oluf Holgersen (Ulfstand), 350 mark i egen lensmandsskat, mens han til kompagnonen Johan Oxe sikrede sig kvittering for 395 mark, “hvilke penninge hr. Otte Holgersen fik vor kæreste nådige herre på Gottorp”. Den omtalte Laurits Knob på Gedser ydede via hr. Otte med rund hånd 150 mark, mens Mikkel Brockenhus takserede sig selv til 81 mark og Niels Vincentsen (Lunge) til 38 mark, 1 skilling og 1 hvid i danske penge og “udi gode penninge” 47 gylden og 4 skilling, der atter betegnes “udi stæder penninge”. Den lolland-falsterske adel handlede naturligvis ligesom bønderne på hansestæderne. Derimod hører vi intet om biskoppens og kirkernes bidrag og kan kun formode, at Jens Andersen, som polemikken i efteråret antydede, har besørget denne del af kroningsskatten.

I disse juleuger fungerede Koldinghus som rigets nervecentrum, hvortil alle ængsteligt spejdede. Også kongen på Gottorp, der naturligvis i spænding afventede oppebørslen af de 100.000 gylden. Den 5. januar 1525, to dage før åbningen af det holstenske pengemarked, hvor gæld og renter forfaldt, kunne Frederik I ikke styre sig længere, og fra Gottorp blev der afsendt et formeligt nødråb til Koldinghus.⁴¹ Claus Gjordsen fik ordre til, “at I straks sender det allermeste, I har af skatten, som I på Vore vegne har forsamlet og oppebåret, så det er her inden otte dage” (Kieler omslaget sluttede den 13. januar). Der skulle medsendes en af de kongelige sekretærer, som kunne holde styr på skattebeløbene og forestå udbetalingerne til kongens kreditorer.

Samtidig får vi løst den lille gåde om de manglende bankrøverier, som vi antydede. Monarken understregede, at kansleren skulle beordre lensmanden til at lade tre eller fire af sine svende ledsage sekretæren og pengene til Gottorp, “så de bliver vel forvarede”. Også den fynske skatteopkræver Laurits Ølmand førte penge fra Kolding til Gottorp “selvsjette med hr. Holgers svende” og en lejet vogn. Efter tidens forhold en sikker pengetransport. I den anledning ophøjedes lensmanden til et respektfuldt hr. Holger Rosenkrantz, ridder. Vistnok første gang, at det fornemme slægtsnavn bliver ventileret, efter at utallige generationer af Rosenkrantz’er, lykkeligt uvidende om slægtsnavnet, som først senere historikere har påduttet dem, havde lydt skikkelige -sennavne. Et vidnesbyrd om, at nådens sol fra Gottorp skinnede på den nyudnævnte lensmand på Koldinghus.

En måned senere var monarken faldet lidt til ro. I vore øjne fremstår skattebetalingen fra Lolland-Falster ganske vist som en enlig svale, men mon ikke rigets øvrige dele har opført sig nogenlunde på samme måde. Den 1. februar 1525 fik Anders Bille kvittering for Stevns herreds bidrag på 950 nye mark, som det understreges. Skatten af bønderne, de 12 kirker og den enlige købstad Store Heddinge.⁴² Bag på kvitteringen har Anders Bille selv lidt forbavset noteret: “Der står intet igen!” Hele kroningsskatten på Stevns var opkrævet uden restancer.

Anders Billes arkiv er tidens mest velbevarede, men at der på samme tid har fundet en bunke andre indbetalinger sted, ses af det endelige regnskabsopgør. Claus Gjordsen må da også fra Koldinghus have forespurgt kongen, hvor længe han skulle forblive på sin post. Ordren fra Gottorp lød den 12. februar, “at I der ville fortøve, så længe som I kunne selv formærke og besinde, der alle penninge eller mesteparten, som der kan komme, er udkommen”. Et klart overblik over situationen havde man øjensynligt ikke. Claus Gjordsen må desuden have beklaget sig over den udeblevne skat fra de urolige egne i Jylland. At der langt fra var styr på indbetalingerne ses af kongens svar. Kansleren blev anmodet om at sende en fortegnelse til Mogens Gøye over de uvillige bønder, der ikke ville udgive skatten, “hvilke herreder de udi bo og bygge”, som man altså på Koldinghus antoges at have overblik over. Mogens Gøye var allerede tidligere blevet beordret til at straffe de “uhørsomme” på liv og gods.

Ti dage senere afgik endnu et nødråb fra Gottorp, men betydeligt mere afdæmpet. Kansleren blev på ny beordret til at sende rykkerskrivelser til Jylland “og andre små lande”, hvorfra skatten ikke var indløbet. Som pression henvistes til kautionisterne af rigsrådet, der lå indmanede i Rendsborg. Kansleren skulle på ny skrive til Mogens Gøye om “bagparten” af skatten, men at man trods alt var nået til restancerne antyder dog nogen fremgang. Kun om det skånske skatteprovenu hedder det ikke særlig optimistisk, “at det må og fremkomme af Skåne”, som det åbenlyst ikke var sket endnu.

Snart efter gav Søren Norbys skånske oprør Frederik I andet at tænke på. Lad os springe et år frem i tiden, hvor vi kan konstatere, at de 100.000 gylden vitterligt blev opkrævet, om end under svare vanskeligheder. I sit regnskab anfører Claus Gjordsen næsten 40.000 mark af Sjællands stift, 16.000 mark af Ribe stift og næsten 34.000 mark af Fyns stift, indbetalt på Koldinghus i vinteren 1524-1525. De øvrige stifter indbragte – når vi ser bort fra det oprørske Skåne – beløb i samme størrelsesorden, og regnskabet krydredes yderligere af mange udestående fordringer og restancer, der talte med. Det var store summer, der strømmede over Kongeåen på vejen til Gottorp slot og de griske, holstenske kreditorer, og det var ikke helt grundløst, når den stærkt nationale Poul Helgesen i Skibbykrøniken rasede over, at Danmark blev forvandlet til et skatteland af Holsten, og at samtlige skatter førtes til hertugdømmerne.⁴³ Som klerk var Poul Helgesen personligt skattefri, men hans bemærkninger afspejler nok en stemning, der har været udbredt i tiden.

Rigsrådet havde klogeligt fastsat indfrielsen af løftet om de 100.000 gylden til Kieler omslaget i januar 1526. Det gav mulighed for det følgende efterår at udskrive endnu en landeskat af bønderne, der altså heller ikke i 1525 slap for en ekstraordinær skat. Denne gang dog til den normale takst på en mark af hver mand, og uden at husmænd, landarbejdere og møllere blev mobiliseret. Rådet lagde desuden fra starten stor vægt på, at en påtænkt norsk landeskat skulle regnes med.

Den norske landeskat opkrævedes virkelig,⁴⁴ men gør ikke just regnestykket enklere. “Deslige uregnet, hvad hr. Vincents (Lunges) skriver på Bergenhus af Norge førte til Flensborg”, hedder det uformidlet midt i regnskabet, uden at vi bliver så meget klogere. Samlet nåede Claus Gjordsen op på den trods alt ret formidable sum af 118.643 mark, 5 skilling og 2 hvide alene af Jylland og øerne, hvortil han optimistisk tilføjede, at der var udgivet meget mere, som ikke indgik i regnskabet. Immervæk et stykke vej fra de 250.000 mark, men ad snørklede stier nåede man tilsyneladende den postulerede slutsum – eller måske druknede regnestykket i de følgende års finanspolitiske slagsmål. Det gennemskårne skattebrev, der ligger på Rigsarkivet, er dog et vægtigt indicium for, at operationen trods alle genvordigheder lykkedes.