Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 26

I sin bog om forholdet mellem de jyske bønder og øvrigheden i 1520’erne og 1530’erne har Hans Henrik Appel argumenteret for, at Midt-, Vest- og Nordjylland, hvor der udbrød oprør i 1530’erne, havde svagere aristokratiske strukturer end det Østjylland, hvor det ikke skete. Østjylland var præget af store og sluttede godser, Vestjylland af små og spredte, mens Midt- og Nordjylland mere indtog en mellemposition.⁶⁸ I det væsentlige holder dette billede stik, skønt mange detaljer i Hans Henrik Appels billede kan anfægtes.

Kort 2: Kron- og selvejergods i de 11 undersøgte herreder 1524

Her vil jeg se mere detaljeret på, hvor der var og ikke var aristokratiske strukturer i undersøgelsesområdet. Som aristokratiske strukturer anses først og fremmest arronderet gods omkring centre, hvorfra der udøvedes magt – først og fremmest hovedgårde, men også enkelte andre. Lidt mindre udpræget udgjorde samlede besiddelser uden administrationscentrum også en slags aristokratisk struktur.

På krongodset var hovedgårde påfaldende svagt repræsenteret. Faktisk var der kun ét egentligt kongeligt administrationscentrum: Skivehus slot. Det helt arronderede tilliggende var meget beskedent – det bestod næsten kun af byen Vindes otte gårde. I alt 240 gårde i Salling var dog underlagt Skivehus, men udgjorde i det højeste et “arronderet” strøgods med Ulsigs betegnelse. Koncentrerede besiddelser af egentligt krongods fandtes i mindre format i form af kongelige birker eller andre sluttede godser på typisk et helt eller et halvt sogn, der var næsten rent ejet af kongen. Heraf omfattede kun tre, Øster Velling birk, Kongens Tisted-godset og Odsgård-Vinkelgodset, dog blot 15-20 gårde, mens de øvrige var på sølle 6-10 gårde. Disse kongelige smågodser var efter alt at dømme relikter af stærkt aristokratiske højmiddelalderlige strukturer, men først i 1500-tallet var de bondedominerede lokalsamfund, der for de flestes vedkommende var ganske langt fra den øvrighed, de hørte under. Samtidig var de “løse” herreder uden administrationscentrum.

Kort 3: Bispe- og sognegejstligheds gods i de 11 undersøgte herreder 1524

Aristokratiske strukturer var langt mere fremherskende på kirkegodset. Bispegodsets hovedsæde var borgen Hald i Nørlyng herred, men også bispens anden vigtige borg, Spøttrup, lå inden for området. Hertil kommer en række hovedgårde: Asmild bispegård og Viskum i Sønderlyng herred, Lynderupgård i Rinds herred, Nøragergård i Gislum herred, Ovegård i Hindsted herred og den lille fogedgård Smollerupgård i Fjends herred. Det meste af bispegodset var koncentreret omkring disse hovedgårde. Mest imponerende var tilliggendet til Spøttrup, idet bispen rådede over hele Rødding og Krejbjerg sogne med i 1541 i alt 77 gårde og fire møller. Langt mere beskedent var Halds kernegods, der bestod af 15 gårde og en mølle i Finderup og Dollerup sogne samt lidt gods på den anden side af herredsgrænsen. Lynderupgård og Nøragergård havde hver et arronderet tilliggende på 26 gårde og møller, de øvrige hovedgårde kun ét på 6-9 gårde og møller hver. Alt i alt udgjorde de arronderede godser omkring de otte borge og hovedgårde 168 gårde og 11 møller eller 55 % af det samlede bispegods i området.

Kort 4: Viborg domkapitels gods i de 11 undersøgte herreder 1524

På klostergodset fandtes tilsvarende godskoncentrationer, men deres andel af det samlede klostergods var mindre. Af de fire lokale klostre havde i hvert fald de tre både egen ladegård og et betydeligt arronderet gods. Ørslev kloster ejede næsten hele sit hjemsogn med i alt 54 gårde. Grinderslev kloster havde 22 gårde og en mølle i hjemsognet og ét nabosogn og Asmild kloster ca. 16-17 gårde i sit hjemsogn. Ørslev og Asmild havde tillige birkeret over deres hjemsogne. Hertil kommer, at Strandby sogn i Gislum herred udgjorde den sydlige del af Vitskøl klosters store arronderede kernegods. I alt udgjorde det arronderede klostergods ca. 125 gårde.

Helt små koncentrationer omkring hovedgårde udgjorde de to småsamfund Lundø og Testrup, der begge bestod af en hovedgård og en halv snes smågårde, der udgjorde et helt eller næsten et helt sogn under henholdsvis domkapitlet og St. Sørens hospital.

De mest imponerende kirkelige godskoncentrationer uden hovedgård finder vi på kapitelsgodset. I Nørlyng herred havde kapitlet næsten 100 gårde, hvoraf langt de fleste udgjorde et sammenhængende område vest og nord for stiftsbyen Viborg. Hertil kommer øen Fur, som kapitlet ejede i sin helhed, og hvor der var mindst 40-50 gårde.

Forskellige steder møder vi også koncentrationer på 10-20 gårde i et sogn, ejet af én gejstlig godsejer. Størst var Tånum birk på 20 gårde, der formentlig var ejet af Århusbispen. Viborgbispen havde tre koncentrationer uden hovedgård, alle i Rinds-Gislum herreder, kapitlet en enkelt i det østlige Gislum herred, Asmild kloster én i Salling omkring gården Sæbygård, som en lavadelsmand skrev sig af i 1400-tallet, Mariager kloster én i Als sogn, Hindsted herred, og én i Skals sogn, Rinds herred. I hvert fald nogle af disse er formentlig rester af landsbygodser fra højmiddelalderen eller i hvert fald den tidlige del af senmiddelalderen. I 1500-tallets begyndelse kan disse koncentrationer dog knap antages at være udtryk for nogen stærk aristokratisk kontrol.

Hovedgårde var både absolut og forholdsmæssigt langt talrigere på adelsgodset end på kron- og kirkegodset. Alt i alt var der formentlig 32 adelige hovedgårde i undersøgelsesområdet: ti i Salling (Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet, Kås, Filshave, Junget, Nørgård, Astrup og Vellumgård), fire i Fjends herred (Tårupgård, Stårupgård, Skovgård og Strandet), otte i det østlige Ommersyssel (Skjern, Tjele, Vingegård, Gjandrup, Bigum, Vindum, Randrup og Viskumø), fem i det sydvestlige Himmerland (Lille Restrup, Hersomgård, Østergård i Skals sogn, Støttrup og Fredbjerggård) og ligeledes fem i Hindsted herred (Visborggård, Havnø, Dalsgård, Vrågård og Astrup).

Ved 12 hovedgårde nævnes gårdsæder. Det drejer sig om ti af de 14 hovedgårde med et tilliggende på 20 gårde eller mere, samt to, hvor godset er anslået til mindre end 20 gårde: Kås og Astrup i Hindsted herred. Der er videre argumenteret for, at der også var gårdsæder til Tjele, som i øvrigt også havde andet arronderet tilliggende. Gårdsæderne synes at have omfattet hoveriydende bønder tæt ved hovedgården, så de må siges at have været under klar aristokratisk kontrol. Ved Skjern dækkede gårdsæderne to hele sogne, som godset havde birke- og patronatsret til. Det er den stærkeste aristokratiske struktur, vi overhovedet finder på adelsgodset. Også gårdsæderne til de andre godser må anses for at have boet i hovedgårdssognet. Vi ved det positivt ved Visborggård og Skovgård (ved Skovgård var der strengt taget tale om et nabosogn, idet hovedgården lå lige på den anden side af sognegrænsen). Ved Vingegård og Dalsgård peger alt på, at det samme gjorde sig gældende, i og med at der hverken i 1524 eller året efter var ret mange andre skatteydere i disse hovedgårdes hjemsogne. Alt i alt havde disse 13 hovedgårde et tilliggende af gårdsæder eller andre bønder i deres hjemsogne og eventuelt ét nabosogn på ca. 260-280 gårde. Deres arronderede strøgods i deres hjemområde (dvs. henholdsvis Salling, Fjends herred, Middelsom-Sønderlyng-Nørlyng, Rinds-Gislum eller Hindsted herred) omfattede yderligere ca. 200 gårde. Hertil kommer, at Stårupgård formentlig retteligt hører hjemme i dette selskab, skønt den er så dårligt belyst.

I 1524 var Skjern i Nørreådalen mellem Randers og Viborg blandt de tre største adelsgodser i de 11 herreder, og det havde samtidig den stærkeste kontrol over sit nærområde. To hele sogne lå til Skjern, og ejeren havde både patronats- og birkeret over disse. Godset havde været endnu større i Erik Ottesen (Rosenkrantz)’ tid sidst i 1400-tallet. Skjern var også et anseligt borganlæg med en firefløjet borggård, omgivet af dobbelte voldgrave, og med økonomibygninger mellem de to sæt voldgrave. Ruiner og voldsted ses på denne tegning af Rasmus Henrik Kruse fra 1843. (Nationalmuseet, 2. afdeling, arkivet, fol. 14a I, nr. 75, s. 77).

De tre andre hovedgårde med et fæstegods over 20 gårde, hvor der ikke nævnes gårdsæder, Vrågård i Hindsted herred, Havnø og Lille Restrup, var derimod ligesom den noget mindre Hersomgård sekundære fogedgårde for deres ejere. Den manglende omtale af gårdsæder kunne skyldes, at der ikke var reel hovedgårdsdrift på disse hovedgårde. Havnøs og Lille Restrups status af hovedgårde er dog velbelagt i andre samtidige kilder, mens det er lidt mere usikkert for Vrågårds og Hersomgårds vedkommende. Disse fire hovedgårde havde i alt et arronderet tilligende på 43 gårde og yderligere et arronderet strøgods på 38 gårde. Her var den aristokratiske kontrol dog formentlig svagere.

Det er slående, at gårdsædebegrebet ikke bruges i forbindelse med de egentlige lavadelige godser. Også i tilfælde som Bigum, Støttrup, Fredbjerg og Randrup, hvor fæstegodset stort set var lig den landsby, hovedgården lå i, betalte bønderne fuld skat. En forklaring kunne være, at der ikke var hovedgårdsdrift af betydning og dermed hoveri ved disse smågodser. Ved visse af disse godser var bønderne dog skattefrie året efter, hvor gårdsæder og ugedagsmænd generelt synes fritaget. Under alle omstændigheder bestod visse af disse smågodser imidlertid af meget velarronderet gods. Fredbjerggård og Støttrup havde hele landsbyerne af samme navn som tilliggende, og tilsvarende koncentrationer træffer vi ved Filshave, Randrup, Bigum og Vindum, hvor hovedgården nok ikke ejede hele hjembyen, men en stor del af den. Andre, som Strandet og Astrup, bestod derimod af spredt gods. I alt omfattede de 14 mindste adelige godser et arronderet tilliggende på 35-50 gårde og yderligere 10-20 gårde i nærområderne.

Alt i alt udgjorde de adelige hovedgårdes arronderede kernegods dermed omkring 350 gårde, mens yderligere skønsmæssigt 250 gårde kan betegnes som arronderet strøgods.

Endelig finder vi på adelsgodset som på kron- og kirkegodset godskoncentrationer uden hovedgård. De to mest markante var Predbjørn Podebusks 20-22 gårde i Lovns-Alstrup sogne i Gislum herred, som hørte under Ågård, og Knud Pedersen (Gyldenstjerne)s tilsvarende koncentration i Tise og Grettrup sogne i Salling, lige på den anden side af Hvalpsund. I lidt mindre omfang havde Ove Vincentsen (Lunge) ti gårde i Nørre herred i Salling omkring den senere hovedgård Kjeldgård, Erik Høeg 13 gårde i Vognsild sogn i Gislum herred, Henrik Vind byen Korsø med ni gårde og Tyge Krabbe det nyligt genvundne Fiskbæk-gods på en halv snes gårde. Videre bestod en del af det arronderede strøgods til Skjern af næsten hele Vejrum sogn.

Alt i alt udgjorde kernegodset til kronens, kirkens og adelens hovedgårde ca. 600 gårde. Hertil kommer de ca. 150 gårde i kapitlets hovedkoncentrationer: Nørlyng herred og Fur. Arronderet gods under stærk aristokratisk kontrol udgjorde således ca. en fjerdedel af alt gods i området. Ville man inddrage også koncentrationer på 10-20 gårde uden hovedgård, omfatter disse yderligere mindst 3-400 gårde.

Kort 5: Stærke aristokratiske strukturer inden for de 11 herreder 1524

Godskoncentrationerne var ujævnt fordelt over området. Nørlyng herred var det mest aristokratiske, i og med at en række sogne var helt domineret af kapitlet, halvandet af bispen og ét af Asmild kloster. Her finder vi kun selvejergods og mere spredt adelsgods i det nordøstlige hjørne.

De meget velbelyste Middelsom og Sønderlyng herreder var også rige på koncentrerede godser. I dobbeltherredets hjerte finder vi det gamle storgods Skjern med dets to helt ejede sogne. Umiddelbart øst for Skjern finder vi hele tre gamle birker, Øster Velling, Fussing og Tånum, og adelsgodset Gjandrup, og i en række sogne omkring Skjern var forholdene i 1524 ganske vist brogede, men en menneskealder før havde Erik Ottesen (Rosenkrantz) siddet på det meste gods. I de nordlige og vestlige dele af området fandt man 1524 aristokratisk magt omkring Tjele, Vingegård og bispegården Viskum, og dertil har vi af koncentrationer uden hovedgård Odsgård-Vinkel-godset og Vejrum sogn, som Skjern sad på. Den centrale del af Sønderlyng herred, det meste af den vestlige del af Middelsom og enkelte sogne mod øst var derimod præget af en stor andel af selvejer- og sognekirkegods, lidt lokal lavadel og adeligt strøgods.

Den samme forskel kan iagttages i Salling. Her møder vi den formidable godskoncentration omkring Spøttrup, en noget mindre omkring Grinderslev kloster og med ret stor sikkerhed koncentrerede godskerner på 20-40 gårde omkring Eskær, Bustrup, Østergård, Hegnet og Kås. Det betyder, at Sallings sydvestlige og nordøstlige dele gennemgående var aristokratiske. Et midterbælte ned gennem Salling, som omfatter den sydvestlige del af Nørre og Harre herreder og det meste af Hindborg, rummede derimod meget selvejergods og var uden væsentlige aristokratiske koncentrationer.

Tilsvarende var der i Hindsted herred et skel mellem den østlige del, der overvejende var aristokratisk med adelsgodserne Visborggård, Havnø, Dalsgård og Astrup og bispegården Ovegård, og den vestlige og nordlige del, hvor der ikke var den slags magtcentre og godskoncentrationer. Den østlige del af herredet havde tidligere været meget domineret af Visborggård, idet både Havnø og Astrup var aflæggere af dette gamle gods.

I Fjends, Rinds og Gislum herreder var det i stedet de uaristokratiske områder, der var i overtal, og de aristokratiske, der var undtagelsen. Rigtigt aristokratiske områder var i grunden kun Ørslev klosters birk og Strandby sogn under Vitskøl kloster. I andet geled har vi Viborgbispens komplekser ved Lynderupgård og Nøragergård og det gamle kongelige gods i Kgs. Tisted.