Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 9

Sammenfattende udviklede det danske samfund sig i løbet af det 13. århundrede fra at være et slægtssamfund til at blive et stændersamfund, og det især mod slutningen af århundredet. Erik Klippings håndfæstning fra 1282 synes at være et bedre udgangspunkt for at forstå privilegiesamfundets tilblivelse end håndfæstningerne fra 1320 og 1326, hvor udviklingen terminologisk og forfatningsmæssigt var slået igennem.

Over for kongemagten stod ved indgangen til det 14. århundrede communitas regni, rigets samlede indbyggere. De øverste privilegerede stænder markerede sig politisk, juridisk og økonomisk, mens borgere og bønder uden politisk indflydelse senest fra før midten af århundredet inkluderedes under communitas-begrebet. Hver enkelt samfundsgruppe udgjorde dog et eget communitas, og på denne vis kunne dette begreb under ét også fortsat karakterisere alle grupper og indbyggere i riget. Det danske ord “menighed” svarer i afsvækket form til communitas som udtryk for rigets eller en provins’ samlede befolkning. Stænderdelingen befæstedes i det 15. århundrede, blandt andet under indtryk af konciliær tankegang. I øvrigt synes en mulig påvirkning fra Sverige at have gjort sig gældende fra Christian I’s regeringstid, blandt andet ved tiden for stændermødet i 1468.

Landstingene var fra gammel tid folkelige forsamlinger, og især kongerne Erik af Pommern og Christian I søgte ved henvendelser og ved personligt fremmøde at vinde støtte for deres politik blandt brede kredse i samfundet. Erik af Pommerns bestræbelser i henseende til krigen om Sønderjylland i de første årtier af det 15. århundrede udvidede støtten til monarken, hvortil kommer, at et større rigsråd med flere medlemmer tilsvarende synes at have haft til hensigt at sikre opbakning og støtte til kongens politik. Stænderopdelingen på landstingene kan iagttages under Erik af Pommern og kom under Christian I til udtryk ved, at stænderrepræsentationerne forhandlede stændervis på landstingene.

Fremkomsten af nye samfundsstrukturer mod slutningen af det 15. århundrede modsvaredes generelt af en udbygget kongelig finans- og kancelliforvaltning, som var i stand til at imødegå kravene til administration af et mere nuanceret samfund. Aristokratiseringen og afgrænsningen af herrestænderne i kraft af øgede privilegier og rettigheder på bekostning af bønderne gav sig i 1483 udtryk i, at de to øverste stænder benævntes frie, mens borgere og bønder var ufrie. Landstingene som de gamle folkelige forsamlinger fungerede fortsat ved udbredelsen af vigtige forordninger, men ellers trådte de tydeligvis tilbage til fordel for rettertinget og det højaristokratiske rigsråd som domstol under kongens forsæde.