Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 20

De foreliggende regional- og lokalundersøgelser bygger på såvel et forskelligartet kildemateriale som forskellige metoder. Eneste kilde, der giver direkte oplysning om ejendomsforholdene, er et register over antallet af gårde under forskellige godsejere sogn for sogn i Ringsted og Ramsø herreder fra ca. 1517. Registret er benyttet af Erik Ulsig.¹⁶

De øvrige lokale og regionale undersøgelser af ejendomsforholdene før reformationen bygger på variationer af den metode, Poul Rasmussen i 1962 skitserede i en artikel i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Erik Ulsig har betegnet den som subtraktionsmetoden. Den går ud på at bestemme kron-, selvejer- og kirkegodset ved hjælp af en sammenstilling af det bevarede førreformatoriske materiale i form af adkomstbreve og eventuelt jordebøger med efterreformatoriske skøder, lensregnskaber, jordebøger mv. I sin mest grundige variant, der kan betegnes identifikationsmetoden, indbefatter metoden, at de enkelte gårde følges fra kilde til kilde op til matriklen 1664. De gårde i matriklen, der ikke kendes som tidligere kron-, selvejer- eller kirkegods, anses for at være gammelt adelsgods. Erik Ulsig har vist, at denne metode ville give et næsten retvisende billede for Ringsted og Ramsø herreders vedkommende, hvor resultatet kan holdes op mod listen fra omkring 1517.¹⁷ Poul Rasmussen har benyttet metoden i sine studier over østjyske herreder.¹⁸ Det er dog ikke givet, at den overalt kan benyttes med samme succes. Hvis meget gammelt kron- og kirkegods blev afhændet tidligt, hvis området var præget af egaliseringer, og hvis især kirkegodset ikke er godt dækket i kilderne, kan usikkerhederne være større, end Ulsig har fundet i Ringsted og Ramsø herreder.

Erland Porsmose har benyttet en enklere variant af samme metode. Han har ligeledes opgjort mængden af kron-, selvejer- og kirkegods, men fremfor at følge de enkelte gårde har han blot trukket tallet fra det ældste samlede gårdtal, som kendes.¹⁹ Denne metode kan betegnes som den summariske subtraktionsmetode. For Fyns vedkommende er den ret sikker, da der fra seks herreder kendes totale gårdtal fra både 1522 og perioden 1568-1590. Så gunstig er situationen ikke alle steder. For det midtjyske område, der er fokus for min undersøgelse, er de ældste totale gårdtal fra 1651, og endda usikre.

Den afgørende begrænsning ved subtraktionsmetoden er dog, at adelsgodset i hovedsagen bestemmes negativt og derfor ikke kan fordeles på enkelte adelige personer og godser. Det er en undtagelse, når Erik Ulsig på Østsjælland har kunnet bestemme det meste positivt.

For den større del af Viborg stifts vedkommende findes imidlertid en kilde, der delvis kan hjælpe os over dette problem. Det drejer sig om en skatteliste over en ekstraskat, udskrevet 1524 og indkrævet 1525. Skattelistens oplysninger om ejendomsforholdene i henholdsvis Salling og Hindsted herred er tidligere behandlet i to artikler af Henrik Larsen.²⁰ Denne skatteliste var udgangspunktet for min prisopgave og er det dermed også for denne artikel.

Skattelisten bærer påskriften Konning schatt aff Viboriig Stict schreffuett anno mdxxiiii och opborn anno mdxxv aff thiisse effter:ne xi herriitther.²¹ Listen dækker den del af Viborg stift, der ikke lå under Aalborghus. Den er ført af den kongelige sekretær, magister Morten Hegelund. Listen er opdelt i separate afsnit for hvert herred. Hertil kommer nogle sider med oplysninger om beløbenes indbetaling, skat af en enkelt adelig godsejers bønder uden for de 11 herreder mv. I hver herredsliste nævnes forskellige godsejere med fed skrift og derefter deres “tjenere” med angivelse af, hvilken skat de betalte. De sidste nævnes med fornavn og som regel patronymikon eller tilnavn. I godt og vel halvdelen af tilfældene anføres også bopælen. Desuden skattebeløbet og derefter ved de allerfleste et s:t (solvit) som kvittering.

Alt i alt omfatter skattelisten 2.200 individuelt nævnte skattebetalere. Dertil kommer en række tilfælde, hvor der kun nævnes antallet af bønder og den samlede skattesum. I alt omfatter de 155 bønder. I en række andre tilfælde nævnes kun et samlet skattebeløb. Omregnes de sidste ud fra den formelle skattesats på 1½ mark pr. bonde, svarer disse summer til 195 bønder mere. Hertil kommer stiftsgodset, der ikke er med i listerne over de enkelte herreder. Som tillæg til listen findes imidlertid en summarisk liste over skattebetaling af bispens bønder. Den anfører i alt 491 skattebetalere i de 11 herreder. Alt i alt betyder det, at der var betalt skat af mindst 3.041 betalere.

Der er en række problemer ved at bruge en liste, der registrerer skatteydere, til at tælle gårde. Antallet af bondegårde kan defineres som antallet af landbrug, beboet af personer af bondestand, som var store nok til at forsørge en familie. Vi ønsker altså ikke at medtælle husmænd, der ikke i hovedsagen kunne leve af deres brug. Skattelisten taler imidlertid blot om “mænd” eller “tjenere” uden at specificere, hvem de omfatter. Grupper som husmænd og håndværkere dukker først op i skattebreve sidenhen.²² 1524/25-listen rummer intet sted betegnelsen husmænd. Derimod nævnes i alt seks inderster og 21 bolsmænd, deraf henholdsvis fem og otte for sig i særlige afsnit. De betalte alle 8 skilling eller mindre i skat – dvs. højst en tredjedel af den normsatte skattesats. I alt 160 skatteydere eller 7 % af alle gav 9 skilling eller mindre i skat. Mulige identifikationer i andre kilder viser imidlertid, at en del af disse faktisk besad gårde. Yderligere betegner bol i Jylland normalt smågårde. Derfor er det valgt at medtælle alle skatteydere, hvis de ikke direkte benævnes inderster.

I en række tilfælde betalte to eller flere skatteydere sammen. Her er det store spørgsmål, om de havde hver sin gård, eller om det er et udtryk for det kendte jyske fænomen med flere brugere på samme gård. I hertugdømmet Slesvig regnede man på krongodset i 1540’erne skattemæssigt med et fast antal matrikulære gårde, skønt der på mange af dem var to brugere.²³ Det ser dog ikke ud til at være tilfældet i vor skatteliste, i hvert fald ikke i større omfang. I en række tilfælde boede de sambeskattede i forskellige landsbyer, og i langt de fleste tilfælde gav de beløb, der svarede til den fulde skattesats for hver skatteyder. Generelt synes det derfor rimeligt at regne med, at der er tale om individuelle bønder, om end man nok må bevare en vis mistanke mod de i alt 30 bønder, der to og to kun betalte skat for én gård.

I hele perioden fra 1530 til 1660 var adelige ugedagsmænd skattefrie.²⁴ Bevarede lister fra dele af vort undersøgelsesområde fra 1525 og 1528 tyder på, at det samme var tilfældet, idet der i visse sogne med adelige hovedgårde var ingen eller få skatteydere.²⁵ Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet i 1524. En enkelt adelig godsejer, Christoffer Kruse til Vingegård, betalte skat for “gårdsæder og ugedagsmænd” og en række andre for “gårdsæder”. Som der nærmere skal argumenteres for nedenfor, synes ordet gårdsæder brugt lig det senere begreb ugedagsmænd. Disse synes altså faktisk beskattet 1524/25.

Alt i alt ser det således ud til, at man som hovedregel kan omregne skatteydere til gårde. Der synes stort set ikke at have været andre grupper med, og omvendt synes ingen særlig gruppe af gårdmænd at være friholdt. Det betyder dog ikke, at skattelisten er en fuldstændig fortegnelse over gårdmændene i de 11 herreder. Det forhold, at listen direkte eller indirekte omfatter 3.041 bønder, hvilket kun svarer til 85 % af det samlede gårdtal i herrederne i 1680’erne, peger kraftigt i retning af, at dækningen er ufuldstændig. Der er derfor behov for at inddrage yderligere kildemateriale.

Dette behov er der også, fordi skattelisten ikke giver tilstrækkelige oplysninger om bopælen for de bønder, den medtager. Skattelisten er stort set entydig på herredsniveau, i og med at den består af separate lister for hvert herred. Denne opbygning brydes kun undtagelsesvis. Det er straks vanskeligere på de lavere niveauer. Det gods, der nævnes summarisk, er der ikke nærmere geografiske oplysninger om. Af de 2.200 individuelle skattebetalere er der klare stedsoplysninger ved ca. halvdelen i form af et bynavn eller et ibid, mens der intet står ved den anden halvdel.

For en mindre dels vedkommende kan denne mangel afhjælpes ved hjælp af to skattelister fra henholdsvis 1525 og 1528.²⁶ Den første dækker hele undersøgelsesområdet bortset fra Salling, den sidstnævnte Middelsom og Sønderlyng herreder. Disse lister er ordnet efter sogne, men til gengæld står der intet om, hvilken godsejer bønderne hørte under. I det omfang bønder uden stedsbetegnelse i 1524-listen nogenlunde sikkert kan genfindes i disse senere lister, kan deres hjemsted afgøres på den måde. Listerne fra 1525 og 1528 kan dog kun bruges positivt, mens der ikke kan lægges noget i manglende genkendelse, da disse lister tydeligvis langt fra omfatter alle bønder.