Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 14

Under det storpolitiske Malmømøde lykkedes det at sikre Danmark herredømmet over Gotland og Blekinge, som Gustav Vasa ellers havde tragtet efter. Imens var skattepolitikken trådt i baggrunden. Først efter hjemkomsten til København gik kancelliet i gang med at udspy de hundreder af skrivelser til alle len og lensmænd om skatten af bønderne. Hvorledes man herunder tacklede håndfæstningens påbud om at indhente “noget” almuens samtykke, fremgår ikke. Endda var bestemmelsen i Frederik I’s håndfæstning lidt kluntet, men velment blevet præciseret til “nogens” almuens samtykke. Som det synes en tydelig henvisning til, at der skulle forhandles med repræsentanter for bønderne.

Bestemmelsen må imidlertid være glemt eller ignoreret, da opkrævningen af kroningsskatten gik i gang. Glemsomheden omfattede tillige løftet til bønderne året før. I det officielle skattebrev, der blev tilstillet lensmændene, og som de skulle læse for bønderne på herredstinget, motiveres skatten vel ikke udelukkende med kroningen, men bønderne underrettes straks i brevets indledning om, at kroningen havde fundet sted, og selv om skatten dernæst begrundes med de store krigsudgifter, tilføjes temmelig frimodigt: “og til kroningens fuldbyrd”.²⁹ Dermed var landehjælpen eller kongeskatten af 1524 også officielt blevet til kroningsskatten.

Når det gjaldt en ekstraordinær skat, skelnedes ikke mellem selvejerne og fæstebønderne på krongodset. At skatten omfattede samtlige bønder udtrykkes i brevet: “kronens bønder og menige almue, ihvem I helst tjener eller tilhører”. Selvejerne regnedes råt og brutalt for kronens. Det virker helt tilfældigt, når man undertiden tager hensyn til, at der faktisk ikke var to, men tre kategorier af bønder. Et meget anvendt udtryk, som træffes i rigsrådets skattebrev, lød: bønder, bryder og kronetjenere, hvormed utvivlsomt menes selvejere, aristokratiets fæstere og kronens fæstere. Ved omtalen af aristokratiets mulige hjælp til at bekæmpe forhærdede kronbønder, der nægtede at udgive skatten, observeres atter undtagelsesvis skellet mellem selvejere og fæstere: vor kæreste nådige herres egne bønder og kronens tjenere. Men skellet syner unægteligt ikke af meget.

Det er temmelig afslørende, at det netop er de breve, der er stilet til bønderne selv, og som blev oplæst på tinge, som slår selvejere og kronens fæstere sammen. Selvejernes særlige status ansås åbenbart for helt ligegyldig og uinteressant. Man kendte udmærket klassens eksistens, som det ses af en af de sidste paragraffer af Frederik I’s håndfæstning, hvor “selvejere bønder” lidt uventet får et nådigt skulderklap, men reelt betragtedes bønderne af skattemyndighederne som én stor, vadmelsklædt mængde, hvis lod det var at fungere som skatteydere.

Da rigsrådet på herredagen i Odense i december 1523 temmelig håndfast pålagde Frederik I at lade sig krone, indskærpede man, at der skulle indkaldes repræsentanter for købstæderne, mens der meget betegnende ikke mæles et ord om bønderne. På herredagen i København i sommeren 1524 blev der ganske vist indkaldt repræsentanter for både købstæder og bønder, men kun bønder fra det østlige Danmark, nemlig fire bønder af hvert herred på Sjælland, Møn og Lolland-Falster samt af de skånske lande, og under forhandlingerne mellem kongen og rådet figurerer hverken borgere eller bønder. I Skibbykrøniken hedder det rosenrødt set med magthaverøjne, at “udsendinge fra det menige folk kom hid fra alle rigets egne for at ønske den nye fyrste til lykke”.³⁰ Ud over at fylde hovedstadens knejper under den månedlange herredag og inspirere til, at rigsrådet svang sig op til at genoplive det for længst indslumrede begreb Danehoffet, mærkedes almuens nærvær kun ved, at bøndernes repræsentanter blev beordret til at indgå et formeligt forbund med de øvrige stænder imod Christian II’s tilhængere.

Derimod forlyder der intet om, at kroningsskatten blev luftet over for de forsamlede bønder. Skatten kom simpelthen som en stor overraskelse, da den blev udskrevet 14. september. Om bøndernes forventede reaktion hedder det kort og godt i rigsrådets oplæg fra den 13. juli, at hvis de skånske bønder eller andre ville sidde overhørige, “at de må straffes”. Som nævnt slap godsejerne personligt for at yde bidrag, men de måtte garantere for, at deres fæstebønder ydede skatten. Det var prisen for den frihed til selv at opkræve skatten af egne undergivne bønder, som godsejerne betingede sig. I oplægget hed det, at de kongelige skatteopkrævere først skulle give godsejeren et varsel, når de mødte overhørige – bønder, der nægtede at yde skatten – “og hvis hjælpen da ikke udkommer, da skal hver være forpligtet at udgive for deres egne tjenere, som sidder overhørige”. Vi har allerede set, at kroningsskatten bragte biskop Jørgen Friis i fedtefadet, vel ikke mindst på denne konto. Mere specifikt indgik kongen, kirken og adelen en gensidig pagt imod de overhørige, idet adelen dog sikrede sig, at kongen dækkede dens omkostninger, hvis en regulær straffeekspedition blev nødvendig. Om noget almuens samtykke var der slet ikke tale.

Kroningsskatten hørte i den forstand til de mildere skatter, at kongemagten påtog sig at forsørge skatteopkræverne, hvilket klaredes ved at vælte byrden over på lensmændene. I vor forbryderiske tidsalder kunne man undre sig over, at begrebet bankrøveri synes fuldstændig ukendt i middelalderen. Noget af forklaringen er nok, at skatteopkræverne (embedsmænd og skrivere) altid færdedes ledsaget af væbnede svende, hvilket atter forklarer, at provianten – øl, saltet kød, brød og hestefoder – indgik særdeles kontant i myndighedernes overvejelser, når en ekstraordinær skat blev udskrevet.

I selve skattebrevet af 14. september, som i mange detaljer gør rede for dens bestemmelser, anføres som trussel imod de bønder, der ikke ydede skatten, når de blev tilsagt, at de skulle forsyne lensmanden, skriveren og deres svende med proviant og hestefoder “så tit og ofte, som de igen rider efter hjælpen”, men dette gjaldt altså ikke de regulære skatteydere, der betalte prompte. I hele senmiddelalderen var forsørgelsen af skatteopkræverne en af myndighederne uhyre yndet repressalie, som antoges at sætte skub i opkrævningen. Der tilføjes i bryske vendinger, at de opsætsige – de decideret oprørske bønder, der agiterede mod skatten og deltog i opløb – skulle have forbrudt liv og gods “og straffes uden al nåde”.

En vigtig detalje kom først frem, da skatten blev udskrevet, nemlig fristen. Der har formentlig på forhånd foreligget et krav fra Frederik I om, at provenuet – ideelt set på 100.000 gylden – skulle stå til hans disposition under det kommende Kieler omslag, det holstenske pengemarked, der afholdtes hvert år i januar. Punktet var lidt kildent, eftersom Kiel lå uden for kongeriget, og der netop var blevet slået kraftigt på de nationale strenge under oprøret mod Christian II og indsættelsen af hans farbroder som ny konge. Problemet løstes så elegant, som man nu formåede, ved at Koldinghus fastsattes som stedet, hvor skatten skulle indleveres til Frederik I, “eller hvem hans nåde tilskikker at anamme den”.

Herved undgik man at berøre det prekære punkt, at den nye monark reelt residerede uden for kongeriget. Valget var dog åbenlyst betinget af, at Koldinghus lå så tæt på grænsen til hertugdømmerne, som det geografisk var muligt. Allerede i rådets oplæg af 13. juli fastslås, at skatten skulle være indleveret på Koldinghus 14 dage før jul, den 11. december 1524. Tanken var tydeligt nok, at provenuet kunne nå frem til Gottorp i god tid inden Kieler omslaget, der blev afholdt i ugen efter helligtrekonger.

Koldinghus havde i en lang årrække været fast residens for rigets hofmester, Niels Eriksen af slægten Rosenkrantz, der rådede over slottet og de omliggende herreder som en lille hertug. Efter Niels Eriksens død var Koldinghus blevet overtaget af hans søn, Oluf Nielsen, der lagde kraftigt op til at blive hans efterfølger, men under Frederik I’s magtovertagelse blev denne ordning omgående bragt til ophør. Oluf Nielsen blev flyttet til det mere beskedne Abrahamstrup, det nuværende Jægerspris på Sjælland, og i hans sted indsattes som ny lensmand på Koldinghus en anden Rosenkrantz, Oluf Nielsens fætter Holger Holgersen. Mere radikalt var bruddet med fortiden altså ikke.

Det afgørende var, at Oluf Nielsen fik familiens pantesummer med sig til Abrahamstrup, således at kongen under den nye lensmand kunne disponere frit over Koldinghus len og dets indtægter. Som nærmeste kongeslot fik grænsefæstningen Koldinghus pludselig en central betydning set fra den gottorpske monarks synspunkt, som kom til udtryk, da kroningsskatten blev udskrevet. Fristen 11. december gjaldt dog rigsrådets “tilskikkede”, de to prominente aristokrater, som i følge fiktionen om rigsrådet som kroningsskattens udskriver skulle oppebære skatten i hvert stift. Fristen for skatten af bønderne erfarer vi først, da kroningsskatten officielt blev udskrevet den 14. september 1524. Her hedder det, at skatten skulle være udgivet inden allehelgensdag, 1. november. Vi kan blot formode, at samme termin har været fastsat for skatterne af købstæder og sognekirker, mens biskopper og lensmænd fik lidt længere snor. De aristokratiske skatteydere skulle blot sørge for at indbetale skattebeløbet til en af de tilskikkede i stiftet i så god tid, at disse kunne indbetale skatten på Koldinghus den 11. december.