Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 25

Én ting er imidlertid, som sagt, den samlede fordeling mellem stænderne, noget andet hvad det konkret dækker over af godsfordeling. Kronen kan modsat alle andre godsejere i og for sig ikke lokaliseres. Man kan argumentere for, at kronen havde sit hjemsted i København, men i kraft af sine lensslotte var kronen i en vis forstand lokal overalt. Vi har også tidligere konstateret, at kronen som godsejer gjorde sig gældende (næsten) overalt i riget – med de få kirkeligt “ejede” herreder som formentlig eneste undtagelse.

Inden for de 11 herreder var kronen som godsejer i bogstavelig forstand kun på en tredjeplads med 216-224 fæstegårde og en enkelt herregård, Skivehus slot og ladegård. Imidlertid lå også de 593-601 selvejergårde under kronens myndighed og betalte afgifter til den, så kronen i alt var herre over 817 bønder i de 11 herreder. Det er 23-25 % af alle, afhængig af, om man benytter de positivt rekonstruerede tal eller tillægger adelen noget mere gods. Dette kunne ingen anden godsejer måle sig med. Af kronens gods udgjorde 60 kronfæstegårde og 160 selvejergårde i Salling slotslenet Skivehus. Det øvrige kron- og selvejergods var administreret som såkaldte “løse” herreder eller smålen, der alle var uden hovedgård eller andet administrationscentrum. Bortset fra det ubetydelige Nørlyng herred udgjorde de øvrige “løse” herreder fem len (Middelsom og Sønderlyng var ét len), der rummede fra 50-60 til ca. 172 kronfæstere og selvejere hver. Heraf var langt de fleste selvejerbønder. Derimod indgik en væsentlig del af det egentlige krongods i tre smålen: det såkaldte Skarpenbergs Gods i Salling og Fjends med 29 gårde og Odsgård-Vinkel-godset og Øster Velling birk med henholdsvis 18 og 16 gårde, begge i Middelsom herred.

Seks højgejstlige institutioner havde deres hjemsted i vort undersøgelsesområde. Da området rummer stiftsbyen Viborg, er både bisp og kapitel deriblandt. Det egentlige bispegods kan opgøres til 323 gårde, bol og møller og var dermed større end det egentlige krongods. Bispen rådede også over to slotte i området, Hald og Spøttrup, og yderligere en række hovedgårde. Hertil kommer så det sognekirke- og præstegods, som bispen havde herligheden af. I alt havde bispen dermed myndighed over ca. 528 bønder, hvilket gav ham en andenplads som godsherre, der var så stærk som kronens førsteplads.

Efter bispen var Viborg domkapitel vigtigste gejstlige godsbesidder i området og også den næststørste overhovedet eller tredjestørst, når man inddrager det gods, krone og bisp havde i forsvar. Kapitelsgodset omfattede i alt ca. 275 gårde i undersøgelsesområdet, men så vidt vides ingen hovedgårde, måske bortset fra den beskedne Lundøgård. Godt halvdelen af kapitelsgodset inden for området fandtes i to store koncentrationer: en omkring Viborg i Nørlyng herred, hvor kapitlet havde lige knap 90 gårde, og en på den helt ejede ø Fur, der omfattede 40-50 gårde. Den anden halvdel af kapitelsgodset i de 11 herreder bestod til gengæld af strøgods, der var ret jævnt fordelt.

Den største af alle Viborgbispens godskoncentrationer fandtes i Salling, hvor hele de to pænt store sogne Rødding og Krejbjerg var i bispens eje. Hovedparten af besiddelsen havde tilhørt Niels Bugge, men blev ligesom dennes hovedbesiddelse Hald konfiskeret under dronning Margrete og givet til bispestolen. Her lod biskop Jørgen Friis i årene op mod 1530 opføre én af rigets mest moderne fæstninger, Spøttrup. Borgen og de omgivende volde ses her på en gouache af Rasmus Henrik Kruse fra 1836. (Her efter Johs. E. Tang Kristensen, Rasmus Henrik Kruse. Naturmaler og antikvar, København 1979, s. 78).

Kapitelsgodset var opdelt på et fællesgods, bona communia, tre prælaturer, 12 præbender og mindst ét vikariat. Heraf lå godset til to prælaturer og ti præbender inden for undersøgelsesområdet. Ud fra jordebogen kan man se, at prælaterne var tillagt 20-30 gårde hver, de menige kannikker i reglen 10-15 gårde. I skattelisten ses kun fem af kapitlets medlemmer. Ærkedegnen magister Anders Skovgaard, kantoren mester Niels Friis og kannikken mester Splid Fasti betalte hver skatten for deres egne præbender. To andre kannikker betalte for noget af deres præbende, men ikke det hele. Resten af kapitelsgodset bliver enten omtalt slet og ret som kapitelsgods eller som magister Anders Skovgaards gods. I øvrigt ses, at han også indbetalte skatten på Niels Friis’ vegne. Ærkedegnen synes at have haft ansvaret for det meste af kapitlets godsdrift.

Undersøgelsesområdet rummede fire godsbesiddende klostre, nemlig Ørslev kloster med 112 gårde i undersøgelsesområdet, Viborg St. Hans kloster med 65, Grinderslev med 36 gårde og Asmild med 33. Det var i alle tilfælde hovedmassen af disse klostres gods, for Asmilds vedkommende alt det kendte gods. I alt rådede de lokale klostre over 246 gårde eller 55 % af alt klostergods i undersøgelsesområdet.

En række højgejstlige institutioner med hjemsted uden for undersøgelsesområdet rådede også over gods inden for de 11 herreder, men det er dog forholdsvis lidt sammenlignet med de lokale institutioner. Børglumbispen havde fem spredte gårde, Århusbispen en enkelt. Hertil kommer Tånum birk med 20 gårde, der var pantsat til Mogens Gøye. Vi er i den besynderlige situation, at vi intet ved om dette birk. Man har gættet på, at det tilhørte Århusbispen, fordi det siden ydede en afgift til Århusgård.⁶³ I mangel af anden viden er det den rimeligste antagelse, som følges her. Ingen domkapitler fra andre stifter var repræsenteret.

Det var derimod 11 klostre. Vi møder som godsejere i området alle de tre klostre i det nordlige Himmerland: Vitskøl, Aalborg Vor Frue og Sebber, tre klostre omkring den vestlige del af Limfjorden: Dueholm, Vestervig og Stubber, fire klostre i Århus stift øst og syd for undersøgelsesområdet: Mariager, Essenbæk, Tvilum og Alling, og endelig et enkelt kloster på øerne: Maribo. Blandt disse klostre havde Mariager den største godsmasse i området med 81 gårde, mens Vitskøl havde 41, Dueholm 28, Stubber 17 og Maribo 14. De øvrige seks klostre havde kun fra en til seks gårde hver og kun 17 gårde i alt. For alle disse klostre gælder, at godset i undersøgelsesområdet var en mindre del af deres samlede besiddelser. Det var i reglen også strøgods. En undtagelse herfra er, at Vitskøl kloster ejede næsten hele Strandby sogn, der var en fortsættelse af klostrets centrale område med kerne lige nord for herredsgrænsen og dermed vort undersøgelsesområde.

Godset til stiftelser, der kan opfattes som hospitaler, var beskedent. I alt rådede Aalborg helligåndskloster, Mariager hospital og St. Sørens hospital i Testrup over 29 gårde.

Langt vigtigere var derimod den femte kategori af gejstligt gods: sognepræsternes og sognekirkernes gods. De fleste af de anneks- og mensalgårde, der betalte landgilde til sognepræster og -kirker, havde Viborgbispen i forsvar. Det drejer sig om ca. 205 gårde. Hertil havde fem sognekirker, der ikke var under Viborgbispens patronat, i alt ti gårde. Det drejer sig om tre købstadskirker: Skive kirke, St. Peder i Aalborg og Vor Frue i Randers, om den adelige patronatskirke Skjern og om Estvad kirke, der ligger uden for Viborg stift. I alt udgjorde fæstegodset under kirker og præster dermed ca. 215 gårde. Fordelt på 149 sogne og ca. 47 sognepræsteembeder giver det i gennemsnit lidt over en gård pr. kirke og det samme pr. sognepræst. Besiddelserne var dog ujævnt fordelt. Mange sognekirker og præsteembeder var uden fæstegårde, mens enkelte kirker havde adskillige gårde. Hver for sig var sognekirker og sognepræster dog godsejere i det meget små, men de 215 fæstegårde og de ca. 47 præstegårde udgjorde dog til sammen 8 % af alle gårde i området.

Adelsgodset var samlet af nogenlunde samme samlede omfang som kirkegodset, men fordelt på langt flere hænder. I alt er 83 skatteyderes gods anset for adeligt.⁶⁴ Af de 83 var en fjerdedel kvinder, som samlet sad inde med noget over en fjerdedel af det adelige gods, nemlig otte af 32 hovedgårde og 351 af de 1.200 fæstegårde. Det dækker dog over, at der blandt kvinderne var tre meget godsrige enker: fru Karen (Gøye) på Eskær, fru Birgitte (Thott) på Skjern og fru Anne Mikkelsdatter i Viborg. De tre alene tegnede sig for 250 af de 351 fæstegårde på kvindehånd.

Af de 83 adelige havde kun et mindretal hjemme i undersøgelsesområdet. Til de hjemmehørende regnes alle, der boede i området eller opretholdt en hovedgård inden for det. Nu er det ikke i alle tilfælde helt enkelt at afgøre. Med er regnet besidderne af de gårde i området, hvortil der nævnes gårdsæder, alle andre, der skrev sig af en lokalitet i området i skattelisten, og endelig personer, der i andre nogenlunde samtidige kilder vides at have skrevet sig af hovedgårde i området, eller hvor disse hovedgårdes eksistens er belagt i andre kilder fra tiden. Endelig kommer hertil to-tre personer, der vides bosat i området, men ikke på egne hovedgårde. Dermed nås i alt 33 hjemmehørende adelige. Det lader sig dog ikke skjule, at der er et element af usikkerhed, men da usikkerheden gennemgående knytter sig til helt små godser, ville den ikke forrykke den godsmængde, der er regnet til lokale godsejere, andet end helt marginalt.

Blandt de adelige godsejere møder vi repræsentanter for både top og bund i standen. Traditionelt har man arbejdet med en simpel todeling i højadel og lavadel, men Troels Dahlerup har foreslået en tredeling i højadel, “god lokaladel” og egentlig lavadel, hvor højadelen er karakteriseret ved dels stor godsrigdom, dels rigspolitisk indflydelse, mens den gode lokaladel repræsenterer jævne til solide godsejere uden større rigspolitisk indflydelse og endelig lavadelen folk med så ringe godsbesiddelser, at de knap kunne hæve sig over bondestanden i kraft af godsrigdom alene. Dahlerup har påvist, at den egentlige lavadel i høj grad levede af at være funktionærer for kirke og højadel.⁶⁵

Af de her værende 83 personer er 21 udpeget som højadel, væsentligst på basis af en snæver tilknytning til rådsaristokratiet. Kriteriet forekommer rimeligt netop i 1524/25, hvor rådet var stort og gennemgående aristokratisk. Af de 21 var 12, Mogens Gøye, Predbjørn Podebusk, Otte Holgersen (Rosenkrantz), Tyge Krabbe, Peder Lykke, Jacob Lykke, Erik Eriksen (Banner), Tyge Brahe, Henrik Krummedige, Tønne Vernersen (Parsberg), Albert Jepsen (Ravensberg) og Ove Vincentsen (Lunge), alle rigsråder. Knud Rud, Knud Henriksen (Gyldenstjerne), Niels Brok og Knud Pedersen (Gyldenstjerne) var sønner eller sønnesønner af rigsråder og selv kommende rigsråder. Birgitte Olufsdatter (Thott), Karen (Gøye) og Margrethe Fikkesen var enker efter rigsråder – henholdsvis Niels Eriksen (Rosenkrantz), Niels Høeg og Jacob Andersen (Bjørn). Holger Holgersen (Rosenkrantz) og Axel Nielsen (Rosenkrantz) var rigsrådssønner. For Mogens Gøyes, Predbjørn Podebusks, Knud Pedersen (Gyldenstjerne)s, Niels Broks, Tyge Brahes, fru Karen (Gøye)s og fru Birgitte (Thott)s vedkommende vides samtidig positivt, at de var storgodsejere – og for de fleste andre må det formodes.

Mens disse 21 er udskilt som egentlig højadel, er der her afstået fra at udskille den egentlige lavadel. Det lader sig med varsomhed gøre for dem, der var bosat inden for området, og mere usikkert for enkelte andre, men for mange andres vedkommende må det blive et usikkert skøn.

Tabel 4 viser de adelige godsejeres og det adelige gods’ fordeling efter omfanget af godsbesiddelse inden for området krydset med besiddernes sociale status inden for adelen og deres tilknytning til området. Af egentlig lokal højadel var der kun meget lidt i området, men blandt den finder vi dog tre af områdets seks største adelige godsbesiddere. Kun én godsejer, fru Karen (Gøye), der netop var blevet enke efter hr. Niels Høeg til Eskær, havde mere end 100 gårde i området. Hendes hovedsæde var Eskær i Salling, men som den eneste adelige godsejer opretholdt hun efter alt at dømme flere hovedgårde i området, nemlig tillige Hersomgård i Rinds herred og Vrågård i Hindsted herred. Den lokale højadel var videre repræsenteret af rigsråd Tyge Krabbe, der stammede fra og skrev sig af Bustrup i Salling, og fru Birgitte Olufsdatter (Thott), enke efter rigshofmester Niels Eriksen (Rosenkrantz). Hun synes at have haft sit hjemsted på Skjern på dette tidspunkt. Tyge Krabbe var dog lensmand på Helsingborg, og Birgitte Olufsdatter var først og fremmest knyttet til Vallø. Den fjerde højadelige godsejer, der er regnet for lokal, Peder Lykke på Havnø, holdt med sikkerhed ikke til i området, men på Fyn. Han rådede i øvrigt over flere hovedgårde. Alt i alt var området således kun egentlig hjemsted for en til tre højadelige familier. Det kan lyde af lidt, men anslår man antallet af egentlig højadelige husstande i landet til højst 100, ville man ikke vente at finde mere end en håndfuld i dette område, der i gårdtal omfattede små 5 % af landet.

Tabel 4: Adelige godsejere i 11 midtjyske herreder 1524 og deres gods fordelt efter personernes status og tilknytning til området

Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).

Hovedgården Østergård i Salling var stamsæde for den mest fremtrædende af de danske Krabbe-slægter. I 1524 residerede her Glob Krabbe, der var god for ca. 45-50 gårde, de fleste pænt centreret om Østergård. Han regnes også for at være bygherre til de to ældste fløje af den endnu eksisterende sengotiske hovedbygning, som her ses på en tegning af Ferdinand Richardt fra 1853. (Her efter Melinda Young Stuart og Niels Peter Stilling, Danske herregårde og Amerika. Rejser i guldalderens Danmark og pionertidens USA med maleren Ferdinand Richardt, Søllerød 2003, s. 207).

Derimod finder vi en del “god lokaladel” i området. Forrest stod både i godsrigdom og værdighed hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk) til Tjele med ca. 65 gårde. Glob Krabbe på Østergård og Anders Skeel på Hegnet havde hver omkring 40 gårde i området, mens fru Karen, Peder Krabbes enke, til Skovsgård i Fjends herred, Christen Sommer på Gjandrup (Fussingø), Christoffer Kruse på Vingegård, Jens Tygesen (Seefeld) til Dalsgård og Jakob Munk på Visborggård hver havde 20-30 gårde. På grænsen mellem disse middelstore besiddelser og de egentlige lavadelsgodser ligger Jens Hvas’ Kås og Niels Kaas’ Stårupgård, hvis tilliggende her er opgjort til henholdsvis 12 og 16 gårde, men begge tal er formentlig lavt sat. Disse folk er karakteriseret ved at have haft besiddelser, der klart må have hævet dem over bondestanden og det meste af borgerstanden uden at løfte dem op i den hovedrige højadel, og ved i hovedsagen at være knyttet til hjemegnen uden videre landspolitisk position. Helt for sig selv har vi landsdommer Niels Clementsens enke, Anne Mikkelsdatter, der til dels sammen med landsdommerens andre arvinger tegnede sig for 52 gårde i området. Hendes besiddelser omfattede den lille herregård (Lille) Restrup i Rinds herred, men selv boede hun i Viborg. Niels Clementsen var af fødsel knap adelig, men kunne i rigdom måle sig med højadelen.

Lige så talrige som de større og mellemstore godser var de decideret lavadelige besiddelser på op til en god halv snes gårde. Vi finder formentlig 15 sådanne godser: i Salling fru Kirsten (Høg)s Filshave, Lars Skeels Junget, Keld Iversen (Juel)s Astrup, Mogens Jensen (Harbou)s Nørgård og slægten Globs Vellumgård, i Fjends herred fru Ingeborg (Fasti)s Strandet og Mogens Kaas’ Tårupgård, i Nørlyng-Sønderlyng-Middelsom herreder Otto Ungers Bigum, Jep Bugges Viskumø, fru Mette Hansdatters Vindum og Christen Stygges Randrup, i Rinds-Gislum herreder formentlig Østergård i Skals sogn ejet af Christen Glob, Vogn Poulsen (Benderup)s Støttrup og Fredbjerg-slægtens Fredbjerggård og endelig i Hindsted herred fru Margrethe (Munk)s Astrup – en i øvrigt helt ukendt hovedgård. Hertil kommer et par personer, der var lokale, skønt de ikke havde en egentlig hovedgård: Bertel Hørby, der boede på en forlenet gård, og Per Stub, der var borger i Viborg.

Om ejerne af disse godser skal regnes til den egentlige lavadel eller til den gode lokaladel, beror dels på, hvor meget gods de havde uden for undersøgelsområdet, dels på hvilken vægt man skal tillægge en afstamning fra den mere solide adel. Således var Lars Skeel og fru Margrethe (Munk) til Astrup i Hindsted herred udgået af den solide lokaladel, og i hvert fald hun må have haft en del gods uden for området. Keld Iversen (Juel) var på vej frem, men nærmest lavadelig på dette tidspunkt. Mogens Kaas hørte til en slægt, der i hovedsagen må regnes til den gode lokaladel, men her først i 1500-tallet balancerede tæt på grænsen til den egentlige lavadel. Hans gods var dog muligvis større, end vi her har kunnet finde frem til. Omvendt var slægter som Benderup, Hørby, Fredbjerg og Unger udpræget lavadel.

Alt i alt ejede den gode lokaladel og den lokale lavadel 442 fæstegårde i området eller 38 % af alt adelsgods i forhold til de fire lokale eller i hvert fald lokalt tilknyttede højadelspersoners 26 %. På enhver måde betød den gode lokaladel altså mere som godsejere i området end den lokale højadel.

Vender vi os mod de 36 % af områdets adelsgods, der tilhørte personer uden hovedgård eller anden bopæl i området, får vi et andet billede. Her udgjorde højadelige en tredjedel af de ikke-lokale adelige med gods i området, men de tegnede sig for over halvdelen af det adelsgods, der var ejet af folk fra andre egne. Mest gods havde hr. Predbjørn Podebusk med 63 gårde, fulgt af Knud Pedersen (Gyldenstjerne) til Tim med 28, Otte Holgersen (Rosenkrantz) med 23 og hr. Albert Jepsen (Ravensberg) med 22. Af den menige adel uden for området havde kun én, Erik Stygge (Rosenkrantz) til Frøslevgård på Mors, mere end 20 gårde i området.

At fjern højadel betød mere i området end fjerne personer af menig adel, kan ikke overraske. De store godsbesiddelser måtte næsten med nødvendighed være spredt over store områder, og Erik Ulsig har påvist, at de oftest var det.⁶⁶ Omvendt ville lokal- og lavadelens godser som udgangspunkt være mere lokalt begrænsede. Når så mange højadelige var repræsenteret i vort område, har det dog også særlige forklaringer. Erik Ottesen (Rosenkrantz) havde i anden halvdel af 1400-tallet opbygget et decideret storgods omkring Skjern i Middelsom herred. Han synes i første omgang at have udset dette gods til sin tredje søn, Henrik Eriksen, men efter dennes død blev Skjern splittet, idet dog kernen ubeskåret gik til den ældste søn, Niels Eriksen.⁶⁷ Af de 17 højadelige personer, der havde gods i området uden at høre hjemme der, var de ti efterkommere eller gift med efterkommere af hr. Erik Ottesen, og for alle på nær to må det antages, at deres gods i området var arv fra Skjern.

Godsejermagten i vort undersøgelsesområde var således delt ud på mange hænder. Mere end hundrede adelige personer og gejstlige institutioner deltes om at have godset i forsvar. Tallet er endda lidt højere, hvis vi indregner de enkelte kannikker i stedet for at se kapitlet samlet, men reelt ser kapitlet nu i hovedsagen ud til at have fungeret som samlet godsejer. Området var det egentlige hjemsted for en bispestol, et domkapitel, fire klostre, et hospital og ca. 33 adelige husstande. Ud over disse finder vi yderligere to bispestole, 11 klostre og 50 adelige med hjemsted uden for området som godsejere inden for det.

Generelt var de lokalt baserede godsejere dog de tungeste. Lokalt baserede gejstlige institutioner kontrollerede 1.065 gårde, over for de ikke-lokales 247, og tilsvarende havde den lokale adel 737 gårde mod 411 gårde til adelige bosat uden for området. Hertil kommer så de kongelige len, området rummede. De kan med rimelighed betegnes som lokalt kontrollerede i det omfang, lensmanden var bosat i området. Det var lensmændene for seks af ti lens vedkommende: Skivehus, Fjends, Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng herreder samt smålenene Skarpenbergs Gods og Odsgård-Vinkel. I alt omfattede de 13 % af alt gods i området, mens de øvrige len omfattede 11 %. Alt i alt kontrollerede lokalt baserede godsejere eller lensmænd dermed to tredjedele af områdets gods, ikke-lokalt baserede en lille tredjedel.

Holder vi en stund kronen udenfor, var Viborg bispestol helt i særklasse blandt de lokale godsbesiddere. Inden for området rådede bispen over mere end 500 gårde, hvoraf det egentlige ejendomsgods var på ca. 325 gårde. Lige så tydeligt var kapitlet på andenpladsen med sine 278 gårde. Derpå fulgte nogenlunde på linje det rigeste lokale kloster, Ørslev, og den rigeste adelige, fru Karen (Gøye), med hver over 100 gårde, endnu et kloster og endnu fire adelige havde 50-99 gårde i området, to klostre og otte adelige hver 20-49 gårde, de øvrige adelige og det ene lokale hospital under 20 gårde. De lokale klostres besiddelser i området svarede altså til den bedst stillede del af adelens.

Meget få godsejere havde imidlertid hele deres gods inden for området. For de seks gejstlige institutioner, der havde hjemme i området, tillader de kilder, der er benyttet ud over skattelisten, et skøn over de samlede besiddelser. De udgjorde for bispens vedkommende et ejendomsgods på ca. 600 gårde plus ca. 300 gårde i forsvar, mens kapitlet havde ca. 450 gårde, Ørslev kloster ca. 140, Viborg St. Hans ca. 100 og Asmild og Grinderslev 30-40 hver. Bisp og kapitel havde dermed besiddelser på linje med landets største adelige matadorer, mens de lokale klostre kun lå på linje med den nederste del af højadelen eller den jævne landadel. Af den lokalt bosatte højadel kendes fru Karen og hendes afdøde mand Niels Høegs samlede gods fra skattelisten, i og med at de også betalte skat af deres øvrige besiddelser til Morten Hegelund. Besiddelserne var på ca. 250 gårde. Fru Birgitte (Thott) og hendes afdøde mand Niels Eriksen (Rosenkrantz)’ gods er af Erik Ulsig opgjort til ca. 330 gårde. Tyge Krabbes besiddelser var derimod mindre, mens det er svært at skønne over Peder Lykkes. Mere usikkert er det, hvor meget den øvrige, lokalt bosatte adel havde af besiddelser uden for området. Nogle havde uden tvivl en del, men alene det fænomen, at lokalt bosat “menig” adel havde toenhalv gange så meget gods inden for området som ikke-lokalt bosat menig adel, tyder på, at den menige adels godsmæssige aktionsradius som hovedregel var mere begrænset. Det må derfor antages, at et flertal af den lokalt bosatte adel havde den største del af sine besiddelser inden for området – som den lokale gejstlighed havde det. Områdets adel synes vitterligt at have bestået af to-tre matadorer, 10-20 jævne til solide godsejere og lige så mange godsfattige lavadelige.