Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 6

Begrebet communitas som et middelalderligt statsretsligt udtryk for folket over for dets fyrste er centralt for at forstå det ældre danske stændersamfund. Ved begyndelsen af det 14. århundrede synes communitas netop herhjemme at være anvendt i statsretslig betydning i forhold til riget, det vil sige som begreb at omfatte hele det organiserede samfund, der på folkets vegne forhandlede med kongen. I Erik Menveds forordning for Nørrejylland, udstedt den 13. marts 1304 i Nyborg med Danehoffets samtykke, omtales kronen og rigets samlede indbyggere som henholdsvis nobis corone nostre et communitati regni og communitas Dacie. Håndfæstningerne 1320 og 1326 afspejlede som vist ovenfor opdelingen af stænder i samfundet, og Valdemar III’s håndfæstning fra juni 1326 opregnede konkret riddere, klerke, væbnere og øvrige indbyggere i riget (militibus, clericis, armigeris ceterisque regni incolis…). I en forordning af kong Valdemar udstedt på Danehoffet i Nyborg omkring den l. juli 1354 bekræftede denne kong Valdemars og andre forgængeres lovbestemmelser og friheder (legibus et libertatibus) til tota communitas regni Dacie (“hele det danske riges menighed”), hvorved han henviste til alle landets indbyggere uanset socialt tilhørsforhold.¹⁶

Den såkaldte “landefred” fra Danehoffet i maj 1360 om opretholdelse af den bestående retstilstand påkalder sig særlig interesse, ikke blot fordi denne “kong Valdemars håndfæstning” er stærkt omdiskuteret blandt historikere, men idet communitas-begrebet her er knyttet sammen med en opregning af de to mest fremtrædende samfundsgrupper, kirkens bisper og aristokratiet: … uenerabilibus patribus ac dominis episcopis, militibus, militaribus ceterisque regni nostri Dacie communitate et incolis… Communitas synes her umiddelbart ikke at dække det samlede folk eller den politisk aktive del af folket, men derimod at anvendes som et ‘tillæg’ om det passive folk og indbyggere, det vil sige alle dem, der ikke hørte til de politisk aktive standspersoner, gejstlighed og adel.¹⁷

Aksel E. Christensen har argumenteret for, at den måde, hvorpå communitas forekommer i 1360, afspejler en ny og begyndende afsvækkelse af begrebet til at dække de to store uprivilegerede stænder, borgere og bønder. Synspunktet er overbevisende, også fordi yngre danske oversættelser af landefreden anvender udtryk som “og andre af vort riges menighed” samt “andre almue og rigens indbyggere”. Hertil kommer, at den følgende tids stænderformler på dansk regelmæssigt har afslutninger som “og rigets menighed” eller “og rigets (menige) almue”, hvilket tydeligvis skal dække det latinske communitas og anvendes om det menige folk, som ikke havde politisk indflydelse. Fremhævelsen af de to privilegerede øverste stænder efterfulgt af communitas som en samlet betegnelse for de mindre betydningsfulde samfundsgrupper borgere og bønder afspejler datidens sociale og økonomiske realiteter.¹⁸

På den anden side dokumenterer de bevarede kilder fra slutningen af det 14. århundrede, at begrebet communitas som udtryk for det samlede folk endnu opretholdtes og anvendtes i vigtige statsretslige situationer. I kong Olufs håndfæstning fra maj 1376 bekræftede denne forgængernes privilegier og statutter til alle rigets indbyggere, gejstlige og verdslige (…quibuscumque ipsius regni incolis, clericis et laicis…). På Danehoffet i Nyborg i juni 1377, hvor kong Oluf, dronning Margrete, bisperne og et stort antal riddere og væbnere forpligtede sig til at opretholde den bestående retstilstand, opregnedes mere specifikt befolkningsgrupper og indbyggere: … omnibus et singulis prelatis, nobilibus, militibus, militaribus ceterisque aliis regni Dacie incolis, pronunc in parlamento Danorum Nyburgh celebrato conuenientibus. Det tilføjedes endvidere: …quod omnes et singuli ipsius regni Dacie incole in quacunque terra regni….¹⁹

Det anførte giver grundlag for at understrege, at communitas-begrebet efter alt at dømme senest ved midten af det 14. århundrede (håndfæstningen 1326 nævner incolis, “indbyggere”) og tydeligere i 1360 blev anvendt som betegnelse for de ikkepolitisk aktive borgere og bønder, men at begrebet fortsat overordnet dækkede over rigets samlede indbyggere som et udtryk for eksistensen af mange communitates. I landefreden bekræftede kongen eksempelvis privilegier og sædvaner tilhørende …milites, militares, domine, uirgines, mercatores, hospites, bondones et rustici… Hver enkelt befolkningsgruppe eller communitas afsluttede på denne vis en forpligtende overenskomst med kongemagten og omvendt, og alle regnedes de for at høre til rigets communitas.²⁰

De bevarede statsretslige dokumenter om Skånes tilhørsforhold uddyber opregningen af stænder og giver belæg for bestræbelserne på at inddrage hele befolkningen og Skånes communitas. Ifølge fremstillingen (fra svensk side) af begivenhedsforløbet, der i 1332 førte til Skånes forbindelse med Sverige, bevidnede ærkebispen af Lund i spidsen for Skånes stænder i 1343 en detaljeret redegørelse for antagelsen af Magnus Eriksson som konge og fornyede i forpligtende vendinger unionen med Sverige: Da Skåne var underkastet holstenernes tyranni, sendte skåningerne deres ærkebisp sammen med repræsentanter for samtlige stænder til kong Magnus i Kalmar med anmodning om hjælp, og her aflagde de troskabsed til ham som deres herre og konge. Siden lod skåningerne ved en delegation kong Magnus hente ved grænsen og førte ham til Lund, hvor han på landstinget blev valgt til konge. – I juni 1340 stadfæstede kong Magnus Eriksson på ny de skånske stænders privilegier med opregning af ærkebispen og kapitlet samt …. militum, armigerorum, monasteriorum, ciuitatensium ceteorumque incolarum terre nostre Scanie, clericorum et laicorum…. Fra dansk side udstedte kong Valdemar i lignende vendinger til de danske stændergrupper i januar 1341 en stadfæstelse af indbyggernes privilegier: … episcopi, prelati ac eclesiastice persona, milites et militares, mercatores, bundones et rustici, cuiuscunque …²¹

Spørgsmålet om Skånes tilhørsforhold blev i november 1343 afsluttet ved, at kong Valdemar indgik en fredsaftale med kong Magnus og endegyldigt overlod ham Skåne, Halland, Blekinge og Lister og Hven for 42.000 mark sølv. I fredstraktaten fra 18. november 1343 fra Varberg og i andre samtidige stadfæstelser afstod kong Valdemar og hele det danske folk på egne og den danske krones vegne (coronæ regni) for bestandigt og i forpligtende vendinger samtlige skånske landsdele til kong Magnus, dennes arvinger og efterfølgere samt Sveriges krone, ligesom alle tidligere adkomstbreve til kong Magnus blev bekræftet. Ærkebisp Peder, domkapitlet og Skånes stænder blev løst fra deres troskabsed.²²

Formuleringerne i kong Valdemars afståelsesdokument understreger beslutningens vigtighed ved ikke blot at henvise til rigsrådet, men også til samtykke af rigets befolkning og communitas: …cum assensu et consilio unanimi conciliariorum nostrorum et procerum regni nostri Daciæ, clericorum et laicorum, tam prælatorum quam militum et militarium ac totius populi ac communitatis regni eiusdem a nobis, hæredibus et successoribus nostris ac coronæ regni Daciæ libera ac spontanea uoluntate, non compulsi, non coacti, non dolo nec aliqua circumuentione inducti, prædictas terras … I et personligt skødebrev fra den 20. november forpligtede kong Valdemar sig til at lade skødningen stadfæste af det næste Danehof. Kong Magnus henvendte sig i 1347 til paven for at få stadfæstet sin besiddelse af Skånelandene, som han nu, modsat ved en tidligere ansøgning, havde fået fine breve på, såvel fra den danske konge som fra det skånske folk. Det er tydeligt, at kong Magnus bestræbte sig på at fremhæve, at alle stænder og Skånes indbyggere havde godkendt forbindelsen.²³

Endnu mod slutningen af det 14. århundrede kan der nævnes et eksempel på, at samfundsgrupperne først opregnes efterfulgt af communitas som fælles forpligtende betegnelse. Fra Lund udstedte ærkebisp Magnus, gældkeren og en række stormænd den 10. november 1380 en forpligtelse til at opretholde landefreden og forsvare de enkelte samfundsgruppers rettigheder og friheder: …. ad defendendum archiepiscopum, sanctam ecclesiam Lundensem ac ceteras ecclesias, monasteria, totum clerum et eorum familiam nec non milites ac militares, armigeros, mercatores, bundones et rusticos ac communitatem diocesis Lundensis in iure suo ac libertatibus suis…²⁴

Kong Olufs ovennævnte håndfæstning fra 1376 samt forpligtelsen fra 1377 anvender ikke ordet communitas, men taler i stedet om rigets indbyggere. Hvorvidt dette afspejler, at anvendelsen af det latinske communitas-begreb var på retur, er det vanskeligere at udtale sig om. Endnu i rigsrådets responsum fra tiden mellem maj 1385 og juli 1387 opregnedes ecclesie, monasteria, capitula, milites, militares, ciuitatenses, bundones…, mens dronning Margretes forordning fra januar 1396 rettedes til alle, som bygge og bo i Nørrejylland, eho the ære hælst, som i thet Vyborge lanzting pleye at søge. I forordningen meddeltes, at hendes frænde kong Erik er hyldet og undfanget til herre og konge i Danmark af “rigens mænd af Danmark af alle lande…” I Erik af Pommerns kroningsbrev fra Kalmar den 13. juli 1397 henvistes til samtykke af alles thisse thry rikis inboendes mens, bothe biscope, prelate, klærke oc ridderscap oc menygheet. Unionsbrevet opregnede på sin side samtykke af hvert riges biscope oc klerkæ, riddere oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almoghæ i huort rikit om sich…²⁵

Anvendelsen af communitas-betegnelsen som udtryk for et lands eller en landsdels samlede indbyggere blev fortsat i det 15. århundrede. Erik af Pommern benyttede velovervejet begrebet efter modtagelsen af afsættelsesbreve fra det danske rigsråd i sommeren 1439. Rigsrådet og enkelte andre adelige havde afsat ham på alt rigis inbyggeris weyne. Den 25. juli 1439 skrev kongen fra Visborg på Gotland breve til skåninger og jyder: domino Erico communitati in Schania et in Jucia…. I indledningen til brevet, hvor kongen søgte støtte fra alle Skånes stændergrupper, henvendte han sig til unse ersamen menicheit, clerkerie unde ridderscop, copsteder men unde gantze menicheid, dede buwen unde wonen in Schonen. Kong Erik skrev i lignende vendinger til fynboerne den 14. september 1439. Den gamle konge bestræbte sig tydeligvis på at vinde tilslutning blandt alle stændergrupper imod rigsrådet. Stænderne skulle aktiveres ved hjælp af landstingene imod rigets oppositionelle stormænd. Disse henholdt sig på deres side til, at de på rigsrådets vegne repræsenterede riget og dets indbyggere.²⁶

Efterfølgeren Christoffer af Bayern lovede i sin kongeed på Viborg landsting den 9. april 1440 at forsvare og respektere alle privilegier givet til …then helghe kirke, hennes formæn, biscope, prelater og alle then helghe kirkis personer, riddere, swene, borghere, køpmen, bønder oc bokarle, swo wiit som Danmark rækker…. Kong Christian I gentog dette ordret i sin kongeed fra september 1448 på Viborg landsting, mens hans foreløbige håndfæstning fra Haderslev den 1. september 1448 alene havde henvist til rigsrådet som repræsentant for alle rigets indbyggere.²⁷

Fra Christian I’s regeringstid kendes adskillige eksempler på opregninger af stændergrupper og rigets menighed. I en forordning fra maj 1454, hvor udfærdigelsen for Sjælland er bevaret, opregnedes således …biscopen i Roskilde, abbete, prelater, mene clerckerii, riddere oc swene, køpstethemæn, bønder oc mene almoghe i Siæland. En forordning for Nørrejylland fra 1466 anvendte en tilsvarende formulering.²⁸

Fra Christian I’s og Hans’ tid blev det almindeligt i skrivelser at henvende sig mere differentieret til de enkelte stændergrupper, eksempelvis til borgmestre og menige indbyggere i købstæderne. Rigernes indbyggere som betegnelser nævnes i kong Hans’ håndfæstning 1483 og i Christian II’s fra 1513 uden samlet opregning af alle stænder. Rigsrådet havde politisk tilegnet sig rollen som de respektive indbyggeres repræsentant samt som kongemagtens modpart. Herrestændernes magtfulde position var udtryk for sociale og økonomiske realiteter. Reformationens gennemførelse i 1536 anfægtede principielt ikke stænderopdelingen, men ændrede derimod forholdet imellem stænderne. Adelen blev efter inddragelsen af bispe- og klostergodset den eneste “herrestand”, der var i besiddelse af særlige “friheder” – økonomiske og politiske privilegier – mens gejstligheden blev henvist til andenpladsen.²⁹