Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 21

På grund af de problemer, der er i brugen af skattelisten, er det øvrige kildemateriale gennemgået og konfronteret med skattelisten. Gennemgangen omfatter for kron- og kirkegodsets vedkommende et kildemateriale svarende til det, der er brugt i andre lokal- og regionalundersøgelser.

De bedste supplerende kilder findes for kron- og selvejergodsets vedkommende og specielt fra Skivehus lens (Sallings) fire herreder i form af en lensjordebog i Claus Gjordsens samlinger.²⁷ Jordebogen er ikke dateret, men i og med at fru Karen (Gøye) nævnes som lensmand, må den dateres til perioden 1524-1531. Den er altså næsten samtidig med skattelisten, og vi har derfor håb om ikke blot at genfinde gårdene fra skattelisten, men også de fleste skatteydere ved navn.

Bruttooverensstemmelsen mellem kilderne er god. Skattelisten omfatter i alt 238 skattebetalende “bønder og krontjenere” i Sallings fire herreder – jordebogen 240 besatte gårde foruden 31 øde selvejergårde og en øde fæstegård. Tallene for skatteydere er identisk med antallet af besatte gårde i jordebogen i Rødding herred, mens jordebogen har to besatte gårde mere end skattelisten i Nørre herred og syv gårde mere i Hindborg herred, men til gengæld syv besatte gårde færre i Harre herred.

På sogneniveau er forskellen endnu noget større. Skattelistens oplysninger er tolket på den måde, at personer uden stedsbetegnelse forsøgsvis er henført til samme sogn som nærmest ovenstående person med stedsangivelse. 140 af skattelistens 238 skatteydere kan derpå genkendes ved navn i jordebogen i det sogn, hvor vi ventede at finde dem. Yderligere syv bønder genfindes ved navn, men i et andet sogn end det ventede. Vi har dermed i alt genfundet 62 % af skattebetalerne ved navn. Geografisk medfører vor nye viden om de syv bønders bopæl, at yderligere ti af skattelistens bønders bopæl må omtolkes ud fra rækkefølgen. De fleste knytter sig til nogle særlige “selvejergodser”, hvor én selvejer ejede gårde i flere byer. Stort set alle tilfælde knytter sig til ét herred: Nørre. Hypotesen om, at bønder uden stedsbetegnelse skal henføres til samme sogn som nærmest foranstående med stedsbetegnelse er altså ikke helt sikker, men holder dog i de fleste tilfælde. Den vil i det følgende blive brugt til at udfylde mindre huller, men ikke til at placere lange rækker af bønder uden stedsbetegnelse.

Efter denne ændrede tolkning af i alt 17 bønders bopæl i skattelisten, synes denne at have 14 bønder/gårde, der ikke findes i jordebogen, mens denne på sin side har 16, der mangler i skattelisten. Blandt de sidste er det mest entydige, at jordebogen rummer otte kongelige fæstegårde i den lille by Vinde tæt ved Skivehus. Disse er der intet spor af i skattelisten, og de synes friholdt for skatten, måske fordi de var besat med kongelige ugedagsmænd. Resten af uoverensstemmelserne er spredt over forskellige sogne, dog sådan at skattelisten generelt har lidt flere gårde i Harre herred, hvor jordebogen til gengæld omfatter en del øde selvejergårde. Nogle af disse synes at have været besat 1524/25.

For Nørlyng herreds vedkommende findes en jordebog svarende til Skivehusjordebogen i Claus Gjordsens samlinger, men til gengæld savnes et særligt afsnit om selvejere og kronfæstere i skattelisten, idet disse angives at stå blandt lensmanden, hr. Mogens Lauridsen (Løvenbalk)s egne bønder. Jordebogen viser imidlertid, at lenet Nørlyng herred kun omfattede otte selvejerbønder! Mindst seks af disse kan genkendes ved navn og bopæl blandt de bønder i herredet, der nævnes under hr. Mogens Lauridsens navn, og i de sidste to tilfælde synes der at være tale om forskellige navne på bønderne.

Alt i alt giver konfrontationen af skattelisten med de to jordebøger grund til at nære tillid til den. Skattelisten synes stort set at have alle bønder med, og de opstillede hypoteser til tolkning af dens geografi har vist sig at være stort set, om end ikke helt pålidelige.

For de øvrige herreder uden for Salling har vi ikke samtidige kilder vedrørende kron- og selvejergodset, hvor vi kan vente genkendelse af personnavne. Fjends og Rinds herred lagdes efter reformationen til Hald len, og det gamle kron- og selvejergods er dermed omfattet af de bevarede lensregnskaber fra årene 1541-1546.²⁸ De rummer både lister over de gamle afgifter, disse bønder ydede, og såkaldte “forhøjelseslister” over den ekstra landgilde, de tidligere selvejere var pålagt efter Clementsfejden. Hald-regnskaberne rummer tilsvarende forhøjelseslister for Middelsom og Sønderlyng herreders vedkommende. For Hindsted og Gislum herreder er det relevante sammenligningsgrundlag Aalborghus lens jordebog 1562.²⁹ I alle tilfælde må disse kilder suppleres med de kendte adkomstbreve på gods, kronen havde afstået eller erhvervet mellem 1524 og det tidspunkt, kilderne er fra.

Disse kilder opviser generelt en lidt dårligere overensstemmelse med skattelisten end de førreformatoriske jordebøger. Brutto finder vi i de senere kilder 59 (tidligere) selvejer- og krongårde i Fjends herred, 173 i Rinds herred, 36 i Middelsom, 46 i Sønderlyng, 68 i Gislum og 107 i Hindsted herred, hvor skattelisten i de samme herreder har henholdsvis 50, 182, 41, 49, 73 og 102 “bønder og krontjenere”. Går vi ned på sogneniveau, bliver bruttoafvigelsen noget større, men ikke meget. Ved den endelige opgørelse er det som hovedregel valgt at følge de sene kilder, fordi kun de giver oplysning om, hvad der var kron- og selvejergårde, og entydig oplysning om, hvor gårdene lå. Dertil lægges dog enkelte gårde fra skattelisten, der ikke kan modsvares af gårde i de senere kilder.

For hele undersøgelsesområdet kan vi ud fra jordebøger, lensregnskaber og skøder rekonstruere et krongods på 150-158 gårde og et selvejergods på 585-593 eller i alt 743 gårde i de ti herreder med særlige lister over kron- og selvejergods i skattelisten. Det står over for skattelistens tal på 737 gårde. Ganske vist dækker denne næsten totale samlede overensstemmelser over en række mindre afvigelser, der modsvarer hinanden, men konklusionen må være, at der nok er grund til at supplere skattelisten mest muligt, men omvendt er den ikke ringere som kilde, end at den langt er at foretrække for intet, hvor vi ellers ikke har kilder. Ydermere er det ikke givet, at det i alle tilfælde er skattelistens billede, der er det forkerte.

Skattelistens afsnit om “bønder og krontjenere” omfatter kun de bønder, der lå til hovedlenene, ja for Nørlyng herred end ikke disse. De to kendteste smålen var henholdsvis det såkaldte Skarpenbergs Gods i Salling og Fjends herred, der var pantsat til hr. Niels Høeg til Eskær, og Øster Velling birk i Middelsom herred, der var pantsat til Predbjørn Podebusk. Disse to len er specificeret i henholdsvis et lensbrev og et senere skøde, og der er så store sammenfald mellem disse kilders lokaliteter og de byer, hvor de to lensmænd angiveligt havde gods ifølge skattelisten, at det må være sikkert, at bønderne er opført blandt pantelensmændenes egne. De er her opgjort ud fra de øvrige kilder og så fratrukket i listen over lensmændenes egne bønder. Det samme gælder to ganske små len: Trevad mølle i Fjends herred og to gårde i Nørlyng herred, der var forlenet til fru Birgitte Thott på Skjern. Endelig har jeg identificeret endnu et smålen, “Odsgård-Vinkel-godset”, der ses nævnt blandt Skjerns gods. Hovedparten af dette len findes som en særlig godsmasse i Hald lens jordebog 1599/1600, og resten vides afstået i mellemtiden.³⁰ Kronbønderne under smålenene synes således nok nævnt i skattelisten, men som lensmændenes “egne” bønder.

Af de specificerede kirkelige godsmasser i skattelisten var langt den vigtigste Viborg domkapitels. Der nævnes både en mængde gods i kapitlets navn og større eller mindre godsmasser i seks til otte prælaters og kannikkers. Skattelistens oplysninger kan sammenlignes med dels en jordebog fra 1625, dels kapitlets statutter fra 1440, der summarisk nævner godset til de enkelte præbender.³¹ Jordebogen er i princippet fuldstændig, men altså 100 år efter det tidspunkt, vi interesserer os for. Statutterne ligger ikke blot før i tid, de rummer alene en opremsning af de byer, præbenderne havde gods i, men dels ingen gårdtal, dels ingen omtale af fabricagodset og fællesbordets gods. Hvor jordebogens oplysninger stemmer med statutternes, må det imidlertid kunne antages, at godset var uforandret fra 1440 til 1625.

Sammenligningen muliggør for det første at fastslå, at det gods, der nævnes i ærkedegnen, mester Anders Skovgaards, kantoren, mester Niels Friis’, og de tre kannikker, mester Splid Fastis, Mester Jens’ og Keld Olufsens navne, var kapitelsgods, mens omvendt det gods, kapitlets provst, mester Knud Henriksen (Gyldenstjerne) betalte skat af, ikke var det. De to ganske små godsmængder under “Mester Henrik” og “hr. Jakob” kan ikke klart identificeres og var næppe kapitelsgods. For det andet viser sammenligningen, at kilderne stemmer særdeles godt overens uden for Salling. Af de 163 gårde i skattelisten, der her er tillagt kapitlet, modsvares de 145 af gårde i jordebogen, mens yderligere seks vides afstået efter reformationen.³² Kun 12 gårde mangler. Til gengæld rummer jordebogen 12 andre gårde, som ikke kendes fra skattelisten. Derimod stemmer jordebog og skatteliste dårligt i Salling. I Salling havde kapitlet ifølge skattelisten 38 bønder, mens jordebogen kun har 18. En række lokaliteter, der nævnes i skattelisten, men ikke i jordebogen, forekommer imidlertid i kapitlets statutter fra 1440. Det må tolkes sådan, at kapitlet endnu besad dette gods i 1524, men mistede det mellem da og 1625, skønt vi ikke har skøder eller mageskiftebreve, der dokumenterer det. Det forekommer sandsynligt, at i hvert fald noget af den øvrige uoverensstemmelse mellem skatteliste og jordebog også skyldes mageskifter og lignende, som vi ikke har dokumentation for. Kun på Fur, hvor skattelisten alene nævner summer, må jordebogens tal foretrækkes, da kapitlet hele tiden ejede hele øen. Interessant nok var gårdtallet i 1600-tallet her lavere end antallet af skatteydere 1524. Forklaringen må være, at der blandt skatteyderne var et antal fiskere, der ikke besad egentlige gårde.

For klostrenes vedkommende er sammenligningsgrundlaget meget vekslende. Typisk består det på den ene side af jordebøger, skøder og lensregnskaber fra anden halvdel af 1500-tallet, på den anden side af bevarede brevbøger, der giver et ret detaljeret, men dog ikke fuldt billede af klostrenes godserhvervelser i middelalderen. Brugen af disse brevbøger vanskeliggøres af, at regesterne fra anden halvdel af 1500-tallet ofte er meget kortfattede og blot nævner erhvervelse af et specificeret – eller uspecificeret – antal gårde i en lokalitet. Klostrets erhvervelser er opgjort på den måde, at skøders gårdtal adderes, mens lavhævder kun anses for at omfatte nyt gods, hvis gårde i samme lokalitet ikke kendes fra ældre skøder. Blandt andet derfor bliver der tale om minimumstal.

Sammenligningen med disse kildetyper skal her skitseres for Mariager klosters vedkommende, der i skattelisten nævnes med 78 bønder, fordelt over syv af 11 herreder (alle uden for Salling). Ifølge den ældste bevarede jordebog fra 1584 havde Mariager da kun 54 gårde i de 11 herreder, heraf tre i Salling.³³ Hertil skal imidlertid lægges 23 gårde, der vides afstået mellem 1536 og 1584.³⁴ Dermed har vi henholdsvis 77 og 78 gårde i de to tilfælde. I detaljer stemmer skattelisten og jordebogen plus skøderne overens i Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Gislum og Fjends herreder samt den østlige del af Hindsted herred. Hermed er 60-62 af de 78 skatteydere genfundet. I de samme herreder er der også en vidtgående overensstemmelse med brevbogens oplysninger.³⁵ I Rinds herred og resten af Hindsted stemmer skattelisten derimod næsten med de kendte adkomstbreve, men ikke med jordebogen. Yderligere 9-11 gårde er omfattet af denne overensstemmelse. Her må forklaringen være, at der mellem 1524 og 1584 er sket omlægninger, vi ikke har direkte belæg for. Kun i Salling stemmer skattelisten hverken med brevbog eller jordebog. Alt i alt er det dog kun fem skatteydere i skattelisten, der ikke kan genfindes i hverken jordebog eller adkomstbreve. Omvendt er de eneste sikre mangler i skattelisten tre gårde i Salling, der forekommer både i jordebogen fra 1584 og adkomstbreve før 1524 og derfor må have været i klostrets eje 1524.

Eksemplet Mariager må opfattes sådan, at skattelisten faktisk var godt, om ikke komplet dækkende for dette klosters vedkommende, ligesom vi har set det for kron- og kapitelsgodsets vedkommende. Formentlig giver skattelisten et mere dækkende billede end det, man ville kunne konstruere ved at sammenstille jordebog, efterreformatoriske skøder og førreformatoriske adkomstbreve.

Lignende sammenligninger med, hvad der er af kildemateriale, giver grund til at fæste tilsvarende lid til oplysninger vedrørende Viborg St. Hans, Vitskøl, Aalborg Vor Frue, Essenbæk, Tvilum, Alling, Stubber og Maribo klostre. Eneste nævneværdige undtagelse er, at noget Vitskøl-gods, der var bortforlenet før reformationen, ikke var omfattet af klostrets skattebetaling. Derimod er omtalen af godset under Dueholm kloster på Mors meget mangelfuld. I skattelisten nævnes alene to gårde i Hindborg herred. Den ældste jordebog fra 1614 nævner imidlertid hele 23 gårde i Salling (heraf tre i Hindborg herred), og yderligere vides fire gårde i Salling afstået fra Dueholm efter 1536.³⁶ Klostrets brevbog og bevarede adkomstbreve dokumenterer samtidig erhvervelse af alle de 23 gårde, måske undtagen én, plus i øvrigt nogle flere.³⁷ Godset må have tilhørt Dueholm hele tiden, men skatten er af en eller anden grund ikke betalt til Morten Hegelund. Det mest mærkelige er i grunden, at skattelisten nævner to bønder, men ikke alle de andre. Derimod har en gennemgang af kilderne til en række andre klostres gods kun afsløret én besiddelse i området, der mangler i skattelisten: en gård under Vestervig kloster, som kendes både fra et førreformatorisk adkomstbrev og en jordebog fra 1615-1616.³⁸

Grinderslev og Ørslev klostres gods er kun omtalt summarisk i skattelisten. Grinderslev betalte i 1524/25 skat af 20 tjenere. Klostret blev 1581 bortskødet, angiveligt med alt sit tilliggende.³⁹ Det omfattede da 28 gårde, seks bol og to møller i Salling og en enkelt gård på Mors. Ørslev kloster betalte et samlet beløb svarende til normalskatten af 50 bønder for sine bønder i Salling og Fjends herred samt skat af en gård i Gislum herred. Sammenligningsgrundlaget består af en sammenstykning af flere kilder. Klostrets centrale gods blev bortmageskiftet 1584 og kendes da fra skødet.⁴⁰ Resten lagdes som “Ørslev klosters overløbsgods” til Hald len og kendes fra en jordebog fra 1599/1600.⁴¹ Endelig kendes fire mageskifter før 1599.⁴² Holdes disse kilder sammen, giver de til resultat, at klostret før reformationen må have ejet 103 gårde og en mølle i Salling og Fjends herred, hvor der blev betalt skat for 50 bønder, samt otte gårde i Sydhimmerland, hvor der blev betalt for én.

Bispegodset er kun summarisk omtalt i et bilag til skattelisten. Et detaljeret kendskab til bispegodset har vi fra Hald lensregnskaberne 1541-1546, idet Hald len var stiftslen. Stiftsgodset nævnes i separate lister, der dog også omfatter sognegejstlighedens gods, som bispen havde herligheden af. De dækker ti af de herværende 11 herreder. Oppebørselslisterne fra disse ti herreder omfatter i alt 461 gårde. Hertil skal lægges et par godsmasser, der var afstået før 1541.⁴³ Bispegodset i Hindsted herred var ikke omfattet af Hald-regnskaberne, da det var bortforlenet separat. Det meste kendes fra to lensbreve.⁴⁴ Til sognegejstlighedens gods må videre lægges en del gårde, der kendes som sådan i Hald lens jordebog 1594 og Dronningborg lens jordebog 1579/80, men ikke forekommer i regnskaberne fra 1540’erne.⁴⁵ Det drejer sig om 20 gårde. Endelig kommer hertil de egentlige præstegårde. Et udgangspunkt for at opgøre dem er Troels Dahlerups analyse af pastoratsforholdene i Viborg stift.⁴⁶ Der er regnet med én præstegård pr. pastorat. Det giver 47 præstegårde.

Heller ikke Asmild klosters gods forekommer i skattelisten. Flere forhold peger på, at skatten er betalt sammen med skatten af bispegodset. Asmild ejede hele Asmild sogn bortset fra bispens andel, som kendes. Klostergodset kan da bestemmes ved at fratrække bispegodset fra den ældste fortegnelse over birket fra 1671.⁴⁷ Øvrigt gods kendes kun fra et skøde 1546 og et brev 1561.⁴⁸

Endnu en mangel er det centrale gods til St. Sørens hospital i Testrup. Hospitalet betalte i 1524 skat af tre bønder i Hindsted herred, men ikke af bønder i hjemherredet Rinds. Hospitalets gods lagdes 1545 til hospitalet i Viborg.⁴⁹ Det ejede i 1699 hele Testrup by, der bestod af en hovedgård og ni små bol.⁵⁰ De kan eventuelt have været skattefri.

Alt i alt kan vi opsummere konklusionen vedrørende skattelistens dækning af kirkegodset i tre dele. For det første mangler visse institutioner helt eller næsten helt. For bispegodsets, det derunder liggende sognekirkegods’ og Asmild klosters gods’ vedkommende er det forklaret ved, at der blev betalt samlet skat for alt dette gods for sig. Manglerne indskrænker sig derefter stort set til Dueholms betydelige tilliggende i Salling. For det andet har de summariske angivelser af gårdtal vist sig upålidelige. For Ørslev og Grinderslev klostres vedkommende var de alt for lave, for kapitelsgodset på Furs mere overraskende for høje – eller rettere omfatter tallet her formentlig også nogle fiskerhuse. Men for det tredje synes de specificerede lister over enkelte bønder at være stort set pålidelige og dækkende, hvor de findes. For både kapitlets og for en række klostres vedkommende (specielt vigtige er Mariager, St. Hans og Stubber) må skattelistens oplysninger faktisk anses for bedre, end hvad man ville kunne nå frem til ved at måtte sammenstykke meget senere jordebøger med middelalderlige adkomstbreve. Hvor disse kilder stemmer overens, er det let nok at bygge på dem, men i de tilfælde, hvor det ikke er tilfældet, ville det være svært at afgøre, hvilken side man skulle hælde sit hoved til. Det kan skattelisten i høj grad svare på.