Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 18

Based upon the abundant archives of the Royal Chancery and the Council of the Realm in the Danish National Archives in Copenhagen (Rigsarkivet), the article concentrates on the extraordinary levies granted by the Council of the Realm and levied by the King and his officials. Financially, the great advantage to the Crown was that these levies were not only collected from the freeholders and royal peasants, but also from the tenants of the otherwise tax-free aristocracy. It is shown that these extraordinary levies were in fact imposed quite regularly and collected about every second year in the period under the first four kings of the Oldenborg dynasty (1448-1533), the intervening years being used to collect the arrears. In the decades immediately prior to the Danish Reformation of 1536 the rates were increased with a new tax every year, due to political crises as well as the start of the sixteenth-century economic boom. Constitutionally, the assent of the peasants was required, but evidently this was only a formality that was not taken seriously by the rulers. The actual influence of the peasants was brought to bear in other ways, however, such as denials or open rebellions. As a particularly well-documented example, King Frederik I’s coronation tax of 1524 is analysed from the negotiations between King and Council which led to the official acceptance of the tax by the Council and its imposition all over the realm. Correspondence and accounts show in detail the levying by tax collectors and the final payments to the King’s residence by the appointed officials. The coronation tax was unusual in the stipulation of an exact amount, 100,000 guilders, which the Council swore to provide before the Kieler Umschlag in January 1526. The amount included not only the taxation of the peasants, but also four other special taxes, i.e. of bishops, the holders of fiefs, the towns and the parish churches.

1 Om middelalderens skatter henvises generelt til Mikael Venge, Danmarks skatter i middelalderen indtil 1340, Dansk Skattehistorie, I, København 2002; Mikael Venge, Danmarks skatter i middelalderen 1340-1536, Dansk Skattehistorie, II, København 2004. Om Hallandslisten se Venge 2002, s. 106-112, 146-147. Lektor, cand.polit. Niels Geert Bolwig takkes for konstruktiv kritik af denne artikel.

2 NLR s. 377, 435.

3 RA, Egeskabene B 5 e, 1531 15-12, Frederik I til rigsrådet i København.

4 Kristian Erslev, Erik af Pommern, hans Kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning, København 1901, s. 141; Jens E. Olesen, “Kongemagt, birgittinere og Kalmarunion”, Birgitta, hendes værk og hendes klostre i Norden, red. Tore Nyberg, Odense 1991, s. 180.

5 Venge 2004, s. 31-39, 60-62.

6 DDR 2, s. 102. Jf. William Christensen, Dansk Statsforvaltning i det 15. Århundrede, København 1903, s. 531-536.

7 DDR 2, s. 151.

8 DM 2. rk. V, s. 149-152. Jf. Mikael Venge, “På falderebet”, Zise – Told- og Skattehistorisk Tidsskrift, 2001, s. 117-119.

9 Christensen 1903, s. 533.

10 Handlingar till Nordens historia, utg. Lars Sjödin, III, Stockholm 1979, s. 154-156; jf. Mikael Venge, Det gamle Aalborghus. Told og skatter på Christian II’s tid, København 1991, s. 62-63, 72-73.

11 RA, Danske Kancelli, Frederik I’s registranter, C pag. 352 verso. Jf. Venge 1991, s. 42; Frederik I’s håndfæstning i AKG II, s. 68.

12 RA, Danske Kancelli B 9 pag. 14. Jf. Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken, oversat af Arnold Heise, København 1890-1891, s. 86, samt Troels Dahlerup, “Ukritiske betragtninger over Christiern II’s rigslovgivning”, Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum-Nielsen, red. Karsten Fledelius, Niels Lund og Herluf Nielsen, København 1981, s. 271; Søren Balle, Statsfinanserne på Christian 3.s tid, Århus 1991, s. 83-84.

13 Venge 2004, s. 332, 361-362, 399-400.

14 “Hermed skulle I være fri for den landeskat, I er pligtige at give Os til Vor kroning”, hedder det indsmigrende i Frederik I’s brev om sølvskatten, givet i lejren for København den 13. juli 1523. RA, Danske Kancelli, kopibog maj-september 1523. Brevet er mærkværdigvis ikke medtaget i FFR, jf. Johan Hvidtfeldt, “Kanslere og kancelliembedsmænd under Frederik I”, Til Knud Fabricius, red. Hans H. Fussing, København 1945, s. 35.

15 RA, Rigens råds breve, Egeskabene K, 6. Rådets brev er trykt i DM 2. rk. I, s. 213-215. Brevet er gennemskåret og leveret tilbage som tegn på, at dets løfte om de 100.000 gylden var indfriet. Frederik I’s garanti i ‘herredagsprotokollens’ version er trykt DM 2. rk. V, s. 20-22. Dens gejstlige ophav ses af, at overskriften glemmer de verdslige lensmænd. Jf. generelt om kroningsskatten C.F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden 1497-1536, 4, II, København 1870, s. 352-361 samt noten s. 571-572; Venge 2004, s. 361-380.

16 DM 2. rk. V, s. 8-13. Jf. rigsrådets svar s. 14 og 16.

17 I rådets proposition af 13. juli (RA, Egeskabene B 5 e), der må opfattes som et svar på et oplæg fra kongen, optræder først de to adelige kommissærer, som skulle ledsage de kongelige skatteopkrævere og “tilhjælpe”, at skatten blev opkrævet, hvilket vel må oversættes: lægge autoritet, indflydelse og magtmidler til opkrævningen. Dernæst de to rigsråder, der oppebar skatten i hvert stift fra de kongelige skatteopkrævere. Det er kun dem, der udtrykkeligt “tilskikkes”. Vel efter krav fra Frederik I, der herved fik navngivet de personer, der var ansvarlige for, at kroningsskatten blev indleveret på Koldinghus. Derimod nævnes de to kommissærer ikke senere under opkrævningen, og måske er ordningen blevet opgivet. Lidt påfaldende får det geografisk spredte Fyns stift hele fem beskikkede – en på Langeland og to på Lolland-Falster foruden de to på selve Fyn – mens alle andre stifter nøjes med to. Kroningsskatten af Fyns stift ankom altså til Koldinghus i tre afdelinger. Måske har man på enhver måde søgt at gardere sig imod Odensebispen Jens Andersen Beldenaks indblanding.

18 Dette fremgår af det ene af to fragmenter af rådets forhandlingsindlæg, begge desværre stærkt korrumperede, RA, Egeskabene B 5 e. Jf. rådets svar af 13. juli, smst.

19 Udtrykket kongelig majestæt tyvstartede under Christian II, hvor jeg har set det anvendt et enkelt sted i kancelliakterne, men optræder først officielt i rigsrådets andragende om kroningen den 13. juli 1524. Det bruges også af rådet, da man drøftede kongens ønske om at få årets kirketiender (se andet fragment i note 18), samt dukker op flere steder i kancelliets optegnelser 1524-1525. Således i en jordebog over Gedsergård, som Laurits Knob “har vor nådige herres kongelige majestæts brev oppå” (RA, Reg. 108 A nr. 14, jf. omtalen af 10. august, tre dage efter kroningen, i FFR s. 22). Den nye, imponerende betegnelse for monarken har tydeligt været højeste mode i kroningsåret.

20 RA, Henrik Krummediges arkiv, Missiver fra Frederik I, 1524 23-7.

21 I propositionen af 13. juli hedder det blot: “om de ville ikke have dem registreret”. Her drejer det sig ligesom i skattebrevet af 21. juli tydeligt kun om gårdsæderne, men da skatten faktisk blev udskrevet 14. september, fik godsejerne ret til selv at registrere også fæstebønderne (se nedenfor).

22 RA, Danske Kancelli B 38 c, 1524 5-11.

23 RA, Danske Kancelli B 38 c, 1524 11-11.

24 Optegnelse om ærinder pålagt Anders Bille på Gottorp 1524 2-12. RA, Anders Billes arkiv, Missiver (!) A.

25 RA, Danske Kancelli B 10, trykt i DM 1. rk. IV, 2, s. 34-60. Kancellinotat om indbetalinger af Århus stift 1523-1524, RA, Reg. 108 A nr. 19.

26 RA, Reg. 108 A nr. 13. Når Johan Hvidtfeldt fremhæver kansler Claus Gjordsens frisprog over for Frederik I (Hvidtfeldt 1946, s. 33), beror det på en misforståelse. Hans nåde, som kansleren “nu udi nogle år har ladet vare ad” i kongens og rigsrådets nærværelse, er utvivlsomt biskop Jørgen Friis, ikke kongen.

27 MHD 1. rk. I, s. 188.

28 MHD 1. rk. I, s. 187.

29 RA, Anders Billes arkiv D, skattebrev til Stevns herred af 1524 14-9. I brevet til Hagenskov len på Fyn (RA, Eske Billes arkiv D) hedder det endnu mere direkte: “og tillige til den store kost og besværing til kroningen”. I princippet er brevene naturligvis ens, og måske har jeg blot været uopmærksom, da jeg noterede indholdet af skattebrevet til Stevns. Brevet til lensmanden, der inkluderede en ordre om at yde hans eget bidrag til skatten, i RA, Eske Billes arkiv A, a, 1. Smst. skattebrevene fra de to følgende år af 29. august 1525 og 4. december 1526.

30 Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog, 1890-1891, s. 97. Et sjældent vidnesbyrd om bøndernes deltagelse i det politiske liv skal indflettes her. Den bekendte hospitalsstifter Claus Denne havde øjensynligt lagt sig ud med Åge Brahe, lensmanden på Sølvesborg og Lykå og dermed herre i Blekinge, hvor Claus Denne drev et hospital. For at styrke sin sag indhentede han den 11. januar 1524 et vidnesbyrd på Bregne herredsting, der oplyser om bøndernes deltagelse i hyldningen af Frederik I (se Holger F. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostere i Middelalderen, København 1859-1863, s. 348-350, jf. Allen 1870, s. 30-35). Hyldningen fandt sted på Lunde landsting den 21. juli 1523, mens Blekinge var besat af svenske tropper. Alligevel var der tilsyneladende kommet indkaldelse til hyldningen, og fire mand af herredet blev valgt til at deltage, men fik ikke bevilget mere end en klipping af hver mand, dvs. pr. gård i herredet. Misfornøjede med den ringe diæt af underlødig krigsmønt ville de undlade at begive sig af sted, men den patriotiske Claus Denne havde af egen lomme givet en mark danske penninge til hver. Situationen er unægteligt speciel, men udtrykker utvivlsomt et belæg for det i og for sig indlysende princip, at herredet skillingede sammen, når det udsendte repræsentanter.

31 FFR s. 56.

32 RA, Reg. 108 A nr. 13, 1, Kongeskat af Viborg stift 1524-25.

33 DM 2. rk. V, s. 24.

34 RA, Reg. 108 A nr. 15, 2.

35 Se optegnelsen, der er anført i note 24, jf. DM 2. rk. V, s. 26-27.

36 Allen 1870, s. 348.

37 RA, Reg. 108 A nr. 13, 18.

38 RA, Danske Kancelli B 10 (jf. FFR s. II).

39 RA, Danske Kancelli B 10, dateret Ribe den 21. november 1524. En lakmusprøve på et fænomens udbredelse er altid forekomsten i de to fætre Anders og Eske Billes velbevarede arkiver. Ganske rigtigt findes blandt kongelige missiver i Anders Billes arkiv en ordre af 10. september 1524 om, at de penge, hr. Anders udlagde på Gotland, “dem må I anamme igen i Eders len af landehjælpen”.

40 RA, Danske Kancelli B 10.

41 RA, Danske Kancelli, Breve fra Kongen til Kansleren.

42 RA, Anders Billes arkiv D.

43 Lektor Povl Helgesens historiske optegnelsesbog, 1890-1891, s. 157-159.

44 Skattebrevet af 3. september 1524, tydeligt inspireret af Vincents Lunge, i DN 7, s. 598-599; Allen 1870, s. 231-232 med note 37.

45 Venge 2004, s. 23-25.