Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 13

Skattebevillingen fra 1519 er enestående ved, at oppositionens betænkeligheder træder frem, men mange andre skatters tilblivelse kan følges ret nøje, selv om vi ikke hører den interne diskussion. Et markant tilfælde er Frederik I’s kroningsskat, der blev bevilget af rigsrådet på herredagen i København i 1524. Formelt var skatten ganske vist netop ikke en kroningsskat, idet man temmelig letsindigt året før havde lovet bønderne, da monark og rigsråd i 1523 som en af den nye konges første regeringshandlinger udskrev en sølvskat, at de til gengæld slap for at yde kroningsskat.¹⁴ Løftet blev kun holdt i den forstand, at skattebevillingen det følgende år ikke udtrykkeligt blev kaldt kroningsskat, skønt den ganske klart var det. I det sidste årti før reformationen faldt de ekstraordinære skatter som haglbyger, og for at motivere dem tyede regeringen undertiden til det milde bedrag.

Kroningsskatten af 1524 indgik som mange skatter før og siden i en politisk studehandel. Rigsrådet pressede på for at gennemføre kroningen, der ville knytte Frederik I til riget og tage modet fra Christian II’s tilhængere, mens kongen strittede imod, indtil han fik sikkerhed for at få dækket sine udgifter til det militære opgør året før. Med i billedet hører, at Frederik I til gengæld garanterede den katolske kirkes beståen. Et løfte, der snart skulle vise sig værdiløst, men som prælaterne og deres støtter i rådet desperate klyngede sig til, da det gryende reformationsrøre truede hele det gejstlige kleresi på livet. Kroningsskatten kom altså til verden som resultatet af mange, gustne overlæg.

Frederik I og rigsrådet var gensidigt afhængige, og selve skattebevillingen har næppe affødt den store diskussion. Forhandlingerne drejede sig nok mest om beskatningens omfang. Som det i disse år var regelen snarere end undtagelsen, omfattede kroningsskatten tillige en beskatning af de privilegerede stænder. Går man middelalderens ekstraordinære skatter efter i sømmene, er der ikke mange facetter fra vor tids forkætrede skattevæsen, der savnes. Principielt ansås beskatningen af prælater og adel naturligvis for uhørt og gav anledning til særdeles betænkelige miner i rigsrådet. Betegnende for det anspændte forhold mellem magthaverne forlangte rådet et beseglet brev fra kongens hånd, der i de mest bindende former garanterede, at særbeskatningen af de privilegerede ikke kom til at danne præcedens.

Rådets stærke betænkeligheder røbes meget karakteristisk i den protokol over forhandlingerne mellem Frederik I og rigsrådet, der er ført af et prominent medlem, formentlig Århusbispen Ove Bille. Mærkværdigvis springer protokollen netop forhandlingerne på herredagen i 1524 over, men et par bevarede, originale fragmenter giver dog nogle fingerpeg. Protokollen indskrænker sig til at bringe Frederik I’s garanti, dateret Københavns slot den 21. juli, samme dag som rigsrådets skattebrev udstedtes. Begge dokumenter er store, højtidelige pergamentsbreve, og rigsrådets er forsynet med 32 vedhængende segl.¹⁵

Her må indflettes, at kroningsskattens særkende bestod i, at den stillede Frederik I den fastsatte sum af 100.000 gylden eller 250.000 mark i udsigt. Løftet om det enorme beløb har nok medvirket til, at den anonyme prælat eller rettere hans sekretær udstyrede garantien med en overskrift, som på en blanding af latin og dansk understregede sagens alvor. “Recognitio domini regis om de 100.000 gylden et de non amplius taliando episcopos, prelatos, ecclesias, ugedagsmænd, møllere med kongeskat”, hedder det. At skatten temmelig usædvanligt omfattede husmænd og landarbejdere samt de normalt også skattefrie møllere, der betragtedes som funktionærer på herregårdene, var selvfølgelig betænkeligt og måtte ikke gentage sig, men de latinske vendinger udtrykker nok det, som lå det fremtrædende gejstlige medlem af rigsrådet særligt på sinde. “Hr. kongens garanti om ikke yderligere at beskatte biskopper, prælater, kirker”, lyder den latinske tekst meget bestemt.

I det oprindelige udkast var bispernes bidrag betinget af, at skatten ikke nåede op på de 100.000 gylden, “som Danmarks riges råd dog visseligen forser sig til”, som det beroligende forsikres. Men i selve skattebrevet er forbeholdet forsvundet. Bispernes krav på særbehandling er nok blevet mødt med et kongeligt vredesudbrud, og deres bidrag indbetaltes da også ganske regulært i løbet af efteråret og vinteren på lige fod med skatterne af lensmænd, kirker, købstæder og bønder. I brevet udelukkes en gentagelse af beskatningen vel ikke helt, hvis der atter skulle opstå en national krisesituation, men naturligvis under forudsætning af rigsrådets bevilling. “Da skulle de, som plejer at skatte, hjælpe Os”, hedder det i monarkens navn. Fiktionen om, at hver ekstraordinær skat virkelig var noget enestående, danmarkshistoriens første og sidste, havde man opgivet, når det gjaldt bønderne, mens man endnu forsøgte at holde fanen højt i egne rækker.

Allerede under sine forhandlinger med rigsrådet på herredagen i Odense i december 1523 havde Frederik I i dystre vendinger fremhævet den enorme krigsgæld og de tyngende udgifter, “og hvad råd der bliver til, at samme penge måtte blive betalt”.¹⁶ Når kongen angav, at han skyldte hæren 40.000 gylden, at han havde været nødsaget til at optage nye lån på 50.000 gylden samt påtaget sig at betale Christian II’s gæld, “som løber over to moll 100.000 mark lybsk”, var der allerede lagt op til, at den kommende beskatning måtte sigte imod en bestemt beløbsramme. “Moll” er det tyske Mal, og mon ikke vi her hører kongens egen indignerede, plattyske mundart? Åbenbart løb monarkens temperament af med ham, for bemærkningen udtrykte utvivlsomt en stærk overdrivelse. Christian II’s gæld på Kieler omslaget synes ikke at have oversteget 100.000 mark lybsk, som var det holstenske pengemarkeds foretrukne møntsort.

Rigsrådet havde i Odense henvist til de skatter, som var blevet udskrevet i sommeren 1523, men endnu ikke indløbet, samt lidt kynisk til de store bøder, man forventede af de bønder, der havde vist sig opsætsige “og siddet overhørige”. Rådets opgave som parlament var naturligvis at udvise tilbageholdenhed, når kongen krævede nye skatter, men den enorme gæld, som magtskiftet vitterligt havde påført Frederik I, kunne man dog ikke smyge sig udenom. Rådet erklærede sig da også villig til “at samtykke hans nåde en mærkelig landehjælp over alt riget at betale hans nådes gæld med”. Vel at mærke med den udspekulerede reservation: “når hans nåde kronet er!” Noget for noget, som det hedder i enhver forhandling.

Frederik I, der med Arild Huitfeldts temmelig uærbødige udtryk “som en gammel høne nødig forlod sin rede på Gottorp”, var altså nødsaget til at indfinde sig i København i sommeren 1524, hvor alle hans finansielle problemer skulle løses. Det vidner om kongens stærke forhandlingsposition på herredagen, at rigsrådet, da det kom til stykket, gik med til at udstede bevillingen inden kroningen, ligesom den i Danmarkshistorien helt enestående klausul om, at skatten indbragte et fastsat beløb, naturligvis også må skyldes et krav, udgået fra den pengekære monark.

Kroningsskatten af 1524 er desuden atypisk ved, at rigsrådet lidt bagvendt kom til at stå som skattens udskriver, mens det var kongen, der gav sit samtykke. Samme princip som godsejerskatten 1523, der ligeledes formelt blev pålagt af rigsrådet. Reelt blev skatten som alle andre ekstraordinære skatter bevilget af rigsrådet, udskrevet af kancelliet og opkrævet af de kongelige lensmænd, men fiktionen opretholdtes i den forstand, at der indsattes en række “agtede riddermændsmænd” – adelige af en vis pondus – som skulle ledsage de kongelige skatteopkrævere i hvert herred. Sandsynligvis for at sikre, at den opkrævede skat ikke gik til andre formål, eftersom kroningsskatten i realiteten var udformet som et kæmpe gældsbevis fra rigsråd til konge. Arrangementet kan dog også skyldes et krav fra kongen, der herved over for almuen fik demonstreret rigsrådets medansvar for skatten. Ønsket om at fremstå uskyldshvid i skatteydernes øjne er et motiv, der undertiden skinner igennem, når monark og parlament i senmiddelalderen kævledes indbyrdes. I hvert fald kom rigsrådet til at stå som den egentlige ansvarlige, idet skatten af lensmændene skulle overdrages to prominente rigsråder i hvert stift (og enkelte udenråds adelige), som dernæst indbetalte skatten på Koldinghus.¹⁷

Første fase i skattebevillingen bestod af forhandlingsforløbet på herredagen, hvor Frederik I havde anmodet rådet om undsætning i sin prekære, finansielle situation. Kongen var her repræsenteret af rigets hofmester Mogens Gøye.¹⁸ At det ikke var kansleren eller en underordnet hofembedsmand, der forhandlede på kongens vegne, men selveste hofmesteren understregede situationens alvor. Mogens Gøye havde ved Københavns overgivelse den 6. januar et halvt år forinden overtaget befalingen på Københavns slot og forblev hele vinteren og foråret i hovedstaden som Frederik I’s statholder. Han stod i disse år på højden af sin magt som Danmarks rigeste adelsmand og kongens suveræne førsteminister.

Det fremgår, at man forhandlede på Københavns rådhus, dengang byens største og bedste mødelokale, hvor også forhandlingerne med hansestæderne fandt sted, mens kongen fornemt tilbagetrukket residerede på det lidt skumle slot. Forhandlingerne drejede sig om mange andre emner, som vi denne gang er afskåret fra at følge, fordi herredagen forbigås i protokollen, men kroningsskatten var afgjort et af de vigtigste punkter på dagsordenen.

Anden fase udgjorde rådets interne drøftelser, som i det store skattebrev med tidens højstemte forkærlighed for treenigheder betegnes, at råderne havde “overvejet, besindet og betragtet”. Disse drøftelser mundede ud i, at rådet den 13. juli gav kongen et skriftligt svar, hvori man i detaljer fastlagde skattens satser og kredsen af skatteydere. Betingelsen var fortsat, at kongen gik med til at lade sig krone, men nu modificeret til et mere sagtmodigt “førend denne herredag endes og sluttes”.

Til gengæld havde rigsrådet denne gang meget listigt mobiliseret den nymodens majestæt som et symbol på kongeværdigheden, der formodedes at appellere til Frederik I’s selvfølelse. Kongen betegnes ellers særdeles nøgternt i tidens sprog blot “hans nåde” eller “min herre”. Når rådet nu svang sig op til at omtale hans nådes “kongelige majestæts kroning”, er det første gang, den fornemme skabning optræder på dansk grund. En person med kendskab til sidste skrig i europæisk hofetikette og statsforfatning må have hvisket råderne i øret, hvorledes den ømskindede monark burde tackles.¹⁹ I virkeligheden passede kongeværdigheden vist Frederik I udmærket, som indretningen af den statelige Königshalle på Gottorp slot afspejler, selv om han af taktiske grunde længst muligt strittede imod.

Mogens Gøye kunne utvivlsomt afgive en beroligende forsikring, men alligevel insisterede rådet på, at kroningsdagen i skattebrevet af 21. juli blev fastsat til en bestemt dato – søndag den 7. august – og tilmed uden formildende majestætstitulatur. Ingen kroning, ingen bevilling, var meningen tydeligt nok. Omvendt udsendte hoffet først den 23. juli indbydelserne til kroningen. To dage efter, at skattebevillingen var i hus. “Efter Danmarks riges råds attrå vil Vi anamme Vor kroning her i København den søndag næst efter Sancti Petri dag ad Vincula, at I umager Eder hid”, hedder det temmelig reserveret i invitationen.²⁰ Tilliden mellem parterne har været minimal.

I virkeligheden blev skatten først udskrevet midt i september, da kroningsfestlighederne og det storpolitiske Malmømøde med Gustav Vasa og hansestæderne var overstået. I den forstand kunne rigsrådets prioritet anses for tilgodeset, selv om udsættelsen snarest hang sammen med, at kancelliet simpelthen ikke havde kapacitet inden, samt at høstmånederne traditionelt var skattesæson.

I hovedsagen forelå kroningsskatten meget præcist skitseret i rådets svar af 13. juli, men en lille detalje røber dog, at der fortsat forhandledes om proceduren. Senmiddelalderens ekstraordinære skatter opkrævedes ved, at bønderne blev skrevet i læg, og også her er kroningsskatten usædvanlig. I svaret sættes taksten til, at hver fire bønder gav seks mark, men såvel i fragmentet fra forhandlingerne som i det officielle skattebrev af 21. juli er formuleringen ændret til, at hver 20 bønder gav 30 mark. Samme takst, men formentlig et signal om, at læggene skulle være større. Da også skattesatsen var højere end normalt – 24 skilling af hver skatteyder mod ellers 16 – har man åbenbart været betænkt på at sikre skattens udkomme ved at fordele flere velstående bønder i hvert læg efter det gængse princip “den rige hjælpe den fattige”.

Svarende til den højere sats omfattede skatten også en bredere kreds, idet man inddrog de normalt skattefrie mindre landmænd – gårdsæder og ugedagsmænd i tidens sprog – der blot rådede over et stykke jord. Forudsætningen var, at de betalte landgilde af jorden. De landarbejdere, der udelukkende tjente på et gods, ønskede rigsrådet ikke, at den kongelige skatteopkrævning befattede sig med. Der spores en umiskendelig registerangst hos det godsrige aristokrati, som under forhandlingerne forbeholdt sig muligheden af at betale skatten for deres undergivne gårdsæder og ugedagsmænd, “om de ville ikke have dem i vor kæreste nådige herres register”.²¹ Øjensynligt har dette punkt været genstand for nogen debat, for i et af de bevarede fragmenter fra forhandlingerne understreges netop, at skatten kun skulle omfatte de bønder, der havde ydet skat “af Arilds tid”. At man alligevel inddrog de små landmænd medvirkede velsagtens til, at de store 20-mands læg kom ind i billedet.

De nye magthavere efter 1523 udtrykte massive adelsinteresser som en reaktion mod Christian II’s revolutionære styre, om end modificeret af statsmagtens mere sociale og humane indstilling, der bød monarken at skærme borgere og bønder. Kroningsskatten var godsejervenlig i den forstand, at godsejerne i modsætning til året før faktisk gik fri. Dog måtte de forpligte sig til at betale skatten af de fæstebønder, der sad overhørige – et løfte, der ganske vist atter mildnedes af udsigten til at konfiskere de forhærdede bønders ejendele. Man forventede tydeligt, at skatteyderkorpset ville demonstrere en betydelig vrangvilje, som erfaringen fra sølvskatten det foregående år tilsagde. Det ser også ud til, at i hvert fald den skånske adel blev pålagt at stille med væbnede svende som reaktion mod truslen fra Søren Norby på Gotland. Godsejerne slap altså ikke ganske gratis.

Desuden ramtes aristokratiets medlemmer på andre måder i deres egenskaber af prælater og lensmænd. Det store slagnummer på herredagen ud over kroningsskatten var en revision af lensvæsenet i kongemagtens favør, hvor kroningen blev anledningen til, at man gik hele fordelingen af len og lensmændenes vilkår efter i sømmene. Rigsrådet accepterede, at kongen ikke var bundet af de forleninger, der lidt forhastet havde fundet sted i hans første regeringsår, hvor han “rigens belejlighed ikke vidste”. Senest den 6. august, dagen inden kroningen, skulle alle forleningsbreve være indleveret til fornyet overvejelse. Dog ikke i kancelliet, men hos hofmester Mogens Gøye eller marsken, Tyge Krabbe, mænd af aristokratiets egne rækker. Et skånsomt træk, der tjente til at mildne det statsfinansielle greb om de privilegerede.

Endelig måtte lensmændene finde sig i at yde et direkte bidrag til kroningsskatten. Mens bønderne sattes til en fast takst, om end korrigeret af den indbyrdes progression, pålagdes de privilegerede en brøkdel af indkomsten. Denne blev defineret som oppebørslen i smør, rug og byg, der var de traditionelle landgildeydelser. Her måtte lensmændene betale en trediedel, mens biskopperne mere skånsomt sattes til en fjerdedel. Beskatningen gjaldt naturligvis ikke kronens regnskabsfogeder, der afleverede hele udbyttet af lenet til kongen blot mod en beskeden løn, men udelukkende de aristokratiske lensmænd, der besad lenet i pant, på afgift eller tjeneste, som det udtrykkes i rådets skattebrev. Vi noterer os, at de syv stifter regnedes for en art fyrstelen eller jarledømmer under kronen.

Atter mildnes udskrabningen af et godsejervenligt træk. De privilegerede blev ikke som bønderne registreret som skatteydere, men fandt selv frem til, hvor meget de skulle betale. Man forlod sig altså på samfundssindet hos de mægtige. Friheden til at angive egen skat var dog ret illusorisk, da man i kancelliet havde et ganske godt overblik over indtægterne af lenene og utvivlsomt også kendte de enkelte stifters økonomiske formåen.

I kroningsskatten indgik endelig en dobbeltskat af købstæderne og en skat på 15 mark af hver sognekirke. Kirkerne sattes altså til det tidobbelte af en gård. Parallellen til skatten af bønderne er gennemført i den forstand, at skatten allernådigst “samtykkes” af bisper og prælater. Samtykket er dog tydeligt henvendt til kongen. Nået så vidt havde man glemt fiktionen om, at det var rigsrådet, der udskrev skatten.

Kirkeskatten må være besluttet i sidste øjeblik, for af de bevarede fragmenter ses, at man oprindeligt forhandlede om at overlade Frederik I årets kirketiende, som kongen egentlig havde forlangt. Under henvisning til de store ofre, kirkerne havde bragt året forud, ville biskopper og prælater dog kun bevilge halvdelen af tienden, og dette tilbud må kongen have afslået. Under forhandlingerne hedder det lidt spidst, at kongen selv måtte lade de halve tiender anamme “med hans nådes egne skrivere og visse bud”. Rådets imødekommenhed, hvad beskatningen af kirkerne angik, var åbenlyst minimal.

Biskopperne sad tungt på store dele af skatteforvaltningen, som det næppe undgik Frederik I’s og hans rådgiveres opmærksomhed. Reformationens uvejr buldrede allerede i det fjerne. Biskoppernes fængsling den 12. august 1536 kom som en stor overraskelse, men set i skattepolitisk belysning fornemmer man visse ouverturer. Skatten af kirkerne gav i hvert fald anledning til adskillige kontroverser mellem kongen og bisperne.

Der kendes et indigneret genmæle fra Odensebispen Jens Andersen Beldenak, hvori han forsvarer sig imod beskyldningen, “da skulle jeg have besværet mine kirker hver med 100 mark, somme mere og somme mindre!” Biskoppen bedyrede, at han ikke havde opkrævet en penning mere end de 15 mark, som kongen skulle have.²² Frederik I må endvidere have beklaget sig over, at biskoppen ikke havde levet op til forpligtelsen i rigsrådets skattebrev, at skatten skulle indleveres “i godt mønt, det yderste vi kunne”. Denne detalje må Jens Andersen have overset, for temmelig impertinent lod han nu Frederik I høre, at hvis skatten skulle veksles, måtte han virkelig “ramme derom til i tide”. Jens Andersen kunne under ingen omstændigheder veksle sin part af skatten, “uden tiden var længer”. Ligesom for at mildne det uforskammede svar tilbød biskoppen til gengæld sin hjælp til at forfatte et propagandaskrift mod Christian II.

Den sidste, lidt gratis gestus er nok ikke blevet synderlig apprecieret på Gottorp slot. Jens Andersens selvsikre reference til “sine” kirker ej heller. Bag kulisserne anes tydeligt, at Frederik I og hans rådgivere nærede en stærk utilfredshed med biskoppernes skatteopkrævning, som førte til, at man besluttede at sætte dem helt ud af spillet. I 1523 havde biskopperne i hvert stift været tilskikkede sammen med to verdslige til at opkræve godsejerskatten, men det følgende år undgik man at placere bisperne i skatteoppebørslen, selv om de i deres egenskab af stiftsherrer var svære at komme udenom.

Tilfældigt hører vi, at kongen – samtidig med, at Jens Andersen fra en af sine mange bispeborge, Alsø syd for Maribo, skrev sit indignerede gensvar – må have beordret sine lensmænd til at forbyde præster og kirkeværger at yde subsidium til biskoppen, som det fremgår af et brev fra lensmanden på Tranekær, Otte Krumpen.²³ Desværre havde hr. Otte, der i 1520 som feltherre med stor succes forestod Sveriges erobring, i dette spil fundet sin overmand. Han måtte til sin ærgrelse konstatere, at bisp Jens havde “den største part alt ude”. Subsidiet var den faste skat af landsbykirkerne til stiftets overhoved, som altså her opkrævedes i konkurrence med kongeskatten. Af Otte Krumpens ytringer ses, at opkrævningen af kirkeskatten nu var overdraget lensmanden. Sandsynligvis er samme skridt taget i flere stifter. I hvert fald kendes en tilfældig ordre til marsken, Tyge Krabbe, “så han gør forbud over alt Skåne, så ærkebispen ikke får nogen skat af kirkerne, førend min herres nåde har udfanget den skat, hans nåde skal have”.²⁴

Forbudet gjaldt dog ikke den noble Ove Bille, biskoppen af Århus, der var særdeles velanskreven i regeringen. Symbolsk anskues bispernes nærmest fyrstelige stilling kort før reformationen af, at de talte i pluralis majestatis, og at de ligesom kongen betegnedes hans nåde eller min herre. Biskopperne havde også som deres personlige departementschef en kansler. Det var Ove Billes kansler, hr. Peder Prip, som midt i december 1524 mødte på Koldinghus og pænt betalte 15 mark af hver sognekirke i stiftet, som biskoppen øjensynligt havde opkrævet. Samtidig erlagde Peder Prip biskoppens og domkapitlets egne bidrag: 25 % af stiftets indkomster og 33 % af de kongelige forleninger. Ove Bille havde været så beleven, at han under Frederik I’s ophold i Århus midt i oktober ydede monarken et klækkeligt forskud på kirkeskatten, en gestus, som givet er blevet værdsat.²⁵ Vi bemærker, at Ove Bille som den eneste af samtlige biskopper ikke blev arresteret den 12. august 1536.

Mærkværdigvis gjaldt forbudet heller ikke den entreprenante Viborgbisp, Jørgen Friis, der ligeledes må have set sit snit til selv at opkræve kirkeskatten i sit stift. Det resulterede i et stormfuldt opgør med kancelliet i København, der indebar skarpe meningsudvekslinger i kongens og rigsrådets nærværelse samt en årelang, nidkær granskning af hans regnskaber, overvåget af kansler Claus Gjordsen personligt.²⁶ Bispen forestod som en selvfølge skatteopkrævningen af stiftets egne bønder og af bispestolens pantelen, Mors og Fjends herred, men afregningen blev ikke accepteret, og af lenet pålagdes han at erlægge fire skilling “med hver mand”. Åbenbart havde han forsøgt at slippe af sted med en lavere takst end de 24 skilling.

Jørgen Friis forlangte desuden at få sine fæstebønder i Spøttrup birk fritaget, velsagtens som “gårdsæder, der sidder på hovedgårds rette gårdejord”, som det udtrykkes i rigsrådets skattebrev. Jørgen Friis påstod, at Frederik I havde godkendt ordningen, men i kancelliet vendte man tommelen nedad. Bemærkningen er da også overstreget af kansleren som et tegn på, at kravet blev afvist, og i regnskabet figurerer ubarmhjertigt de 64 fæstebønder under Spøttrup, der ydede 96 mark, præcis som de skulle. Pengene blev udbetalt på Spøttrup af bispens official den 12. marts 1525, næsten et halvt år efter, at fristen var udløbet. Betalingen faldt tydeligt yderst modvilligt.

Det var den geskæftige landsdommer Jens Hvas, der var meget virksom i Frederik I’s tjeneste, som modtog betalingen. Jens Hvas var faktisk, skønt han absolut ikke var medlem af rigsrådet, den ene af de to “tilskikkede” i Viborg stift og optræder her fuldkommen efter bogen. Den anden tilskikkede, hr. Niels Høg, blev ramt af et slagtilfælde og døde få dage efter kroningen, som Skibbykrøniken meddeler. Jens Hvas var altså ene på banen og ses at have oppebåret skattebeløb over hele stiftet i samarbejde med den udsendte kancellisekretær, Morten Hegelund, der var blevet sendt på en ret umulig regnskabsmission til Viborg. Når det efter reformationen forlød, at biskoppen havde begået grove overgreb imod en ellers ukendt sognepræst i Hegelund,²⁷ kan det være et ekko af denne mission. Den ekstraordinært høje kroningsskat gik hårdt ud over bøndernes ydelser til godsejeren, og Jørgen Friis har utvivlsomt skummet af raseri.

I denne kancellioptegnelse om beskatningen af Århus stift i årene 1523-1524 fastslås lidt overraskende først, at særskatten af prælaterne på en trediedel af deres indkomster fra 1523 “skulle regnes udi de 100.000 gylden”, Frederik I’s kroningsskat fra det følgende år. Med andet blæk konstateres lidt skeptisk i venstre margen, at “det var udkommet, før end 100.000 gylden blev udlovet”. For rigsrådet og især bisperne var det naturligvis en stor fordel, hvis deres skatteindbetalinger i 1523 kunne medregnes, når man opgjorde kroningsskattens provenu på de udlovede 100.000 gylden. Efter denne godsejerskat af den pensionerede bisp Niels Clausen, den regerende biskop Ove Bille og domkapitlet følger skatten af de gejstlige og verdslige godsejere i stiftet, fruer og jomfruer inklusive. Under 1524 er anført Ove Billes kansler, hr. Peder Prips udbetaling af skatten af sognekirkerne til den kongelige kansler i Kolding. Til sidst kommer stiftets (“sedens” = sædets) og bispens bidrag i hans egenskab af kongelig lensmand. Også bønderne i Århus stift hørte til de pæne skatteydere, der betalte til tiden, mens det kneb med at få opkrævet skatterne i det uregerlige Nordvestjylland – og fra Skåne udeblev de helt. (RA, Reg. 108 A nr. 19, Kancellinotat om indbetalinger af Århus stift 1523-1524. Foto: Rigsarkivet).

Til biskoppens forsvar må det siges, at det gryende reformationsrøre satte ham i en overordentlig penibel situation. Mange steder nægtede man pure at betale skatten til ham. Om en række kirker i Himmerland hedder det indigneret: “og aldrig tilforn var lagt i skat enten til kongen eller biskoppen”. Andre påstod, at de hørte under kronen, “og ville kirkerne intet svare biskoppen”. Regnskabsopgøret trak ud så længe, at reformationens virkninger begyndte at blive mærkbare. Temmelig harmeligt måtte biskoppen betale skatten af fire kirker i Viborg by, “og de nu i disse dage har samme kirker afbrødt”. En præst præsterede at være gift, tilmed brystede han sig af en kongelig beskærmelse og nægtede pure at betale skat.

Regnskabsopgørelsen sluttede omkring Mikkelsdag 1528 med, at Jørgen Friis blev afkrævet den ret anselige sum af 2.553 mark og 4 skilling, som han skyldte kongen i sin egenskab af skatteopkræver. Tabet henvistes han til at hente ind hos en række “restanter”. At biskoppen ikke var indforstået med regnestykket mere end antydes af, at han angiveligt efter Frederik I’s død den 10. april 1533 skal have ytret det fromme ønske at være en djævel med det formål, at han kunne plage kongens sjæl med stor hede “og ville så bære koldt på igen”.²⁸ I 1500-tallets klima, som af historikerne er blevet betegnet den lille istid, nok en frygteligere trussel, end vi i centralvarmens tidsalder kan forestille os.