Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 24

De 3.378 gårde, som der er positivt belæg for i de 11 herreder, var fordelt med 218 til kronen, 597 til selvejerne, 1.378 til kirken og 1.179 til adelen eller henholdsvis 7 %, 18 %, 41 % og 35 %. Tillægges adelen yderligere 200 gårde, ændres den relative fordeling til 6 % til kronen, 17 % til selvejerne, 39 % til kirken og det samme til adelen (se tabel 2a og 2b). Uanset hvilke tal man vælger, er fordelingen tæt på den, der i indledningen er skønnet for landet som helhed.

Det er dog slående, at fordelingen var særdeles forskellig fra herred til herred, om end billedet naturligvis påvirkes, hvor der skal foretages større korrektioner i forhold til de positivt belagte tal. Kron- og selvejergods var mere udbredt end gennemsnitlig i Hindborg, Harre, Rinds og Hindsted herreder, men til gengæld var der kun meget lidt af det i Rødding og Nørlyng herreder og til dels i Nørre og Sønderlyng. Omvendt stod kirken meget stærkt i Nørlyng og Rødding herreder og stærkt i Gislum og Fjends. Adelens højborge var med sikkerhed Nørre herred og de tæt forbundne herreder Middelsom-Sønderlyng. I Hindsted, Hindborg og Fjends herreder var adelens andel høj, hvis tallene skal korrigeres så meget som foreslået, ellers omkring gennemsnit for regionen.

Tabel 2a: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Positivt belagte tal

Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner)

Tabel 2b: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Korrigerede tal

Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).

I tabel 3 er de her fremlagte tal sammenlignet med resultaterne af de andre regional- og lokalundersøgelser, som findes. De undersøgte områder udgør en god fjerdedel af riget, både regnet i herreder og gårde. De er ikke nødvendigvis repræsentative; først og fremmest mangler vi oplysninger fra de skånske landsdele. Alligevel er det dog værd at notere sig, at totalresultatet både ligger meget tæt på Erslevs klassiske skøn og på det skøn, jeg indledningsvis har fremsat. Samtidig er det slående, at netop denne undersøgelses midtjyske område ligger tættest på gennemsnittet af alle undersøgte regioner.

Der er regionale variationer, men også mange overordnede fællestræk. For fire af de fem lidt større regioner, vi har oplysninger fra – Midtjylland, Århusegnen, Fyn og Østsjælland – gælder, at kronen inklusive selvejerne rådede over 18-24 %. Det skal i den forbindelse noteres, at en del af selvejergodset i de østjyske herreder reelt lød under Århusbispen, så kronens reelle andel var lidt under 20 %, kirkens ca. 50 %. Kun på Falster og det mere beskedne Langeland finder vi en stærkere position for kronen. Der er ingen tvivl om, at det sidste repræsenterer undtagelsen, de fire andre større regioner reglen. Kronen var om ikke lokalt så regionalt ret jævnt repræsenteret ud over riget, når man medregner det selvejergods, den havde i forsvar. Den mest markante forskel var, at broderparten af det af kronen beherskede gods i Jylland og på Fyn var selvejergods, mens det egentlige krongods vejede tungest på Sjælland og Falster.

Tabel 3: Ejendomsfordelingen i udvalgte områder af Danmark kort før 1536

Kilder: Midtjylland: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner). Østjylland: Rasmussen 1978-84; Andreasen 1981. Vestjylland: Warfvinge 2000. Fyn: Porsmose 1981, s. 301-327. Langeland: Lütken 1909. Sjælland: Ulsig 2006; Ulsig 2003 (Ods); Ulsig 2001 (Ringsted). Falster: Falsterundersøgelsen, 1989, bd. 1 s. 223-263 og bd. 2 s. 181-193.

Kirken rådede over en fjerdedel af godset på Fyn og Falster, omkring 40 % i Midtjylland, men over 50 % på Østsjælland og næsten lige så meget på Århusegnen, når man medregner det selvejergods, der lød under bispen. Det modsvares – bortset fra Falster – af en stort set omvendt fordeling af adelsgodset, så adelen på Østsjælland og Århusegnen kun rådede over mellem en fjerdedel og en tredjedel, i Midtjylland over 35-40 %, men på Fyn over mere end halvdelen. Der var således ret markante forskelle mellem kirke- og adelsdominerede regioner, men bortset fra Falster sad herrestænderne dog overalt på mindst to tredjedele af godset, i reglen tre fjerdedele.