Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 5

Håndfæstningerne fra 1320 og 1326 og deres opregning af samfundets fire stændergrupper, bisper og gejstlige personer, riddere og væbnere, borgere og bønder, er udtryk for, at stænderudviklingen forfatningsmæssigt var slået igennem, og at de sociale forskelle fik retslig godkendelse. Den formelle opdeling af befolkningen i grupper med forskellige privilegier og rettigheder havde som baggrund en tiltagende arbejdsdeling i samfundet med en tilsvarende opdeling af befolkningen til følge.⁸

Udviklingen henimod et stændersamfund var givet foregået i årene forud for de først kendte valghåndfæstninger. I Jyske Lov fra 1241 spores en tiltagende, men endnu uklar standsdifferentiering, og slægtssamfundet og familien var fortsat de dominerende grundenheder. Det er først med Erik Klippings håndfæstning fra 1282, at et vigtigt udgangspunkt til belysning af aristokratiets og kirkens magtstilling og dermed privilegiesamfundets udvikling aftegner sig. De to nævnte samfundsgrupper sikrede sig her omfattende rettigheder og indskrænkede kongemagtens udfoldelsesmuligheder betragteligt. Kongelige stadfæstelser af gejstlige og kirkelige privilegier samt flere byprivilegier fra det 13. århundrede fuldender billedet af et samfund i udvikling. Udøverne af ikke-agrar virksomhed blev mere adskilt fra jordens dyrkere.⁹

Enkelte andre eksempler fra begyndelsen af det 14. århundrede underbygger, at de øverste samfundsgruppers rettigheder og friheder især blev varetaget. I september 1314 forbød Erik Menved eksempelvis uretmæssigt gæsteri i klostre og hos præster og selvejerbønder (religiosis et sacerdotes et bundones), og i februar 1317 udstedte kongen et privilegium til indbyggerne i Skåne, hvor det blandt andet indskærpedes, at adelen skulle have sådanne friheder over deres tjenere og gods, som de havde haft fra Arilds tid.¹⁰

Landskabslovene fastholdt principielt, at alle frie var lige for loven, men at samfundsmentaliteten mod slutningen af det 13. og ind i det 14. århundrede var under forandring med betoning af de fremtrædende stænders rettigheder, træder klart frem i en prædiken fra den ældst kendte danske prædikensamling. I samlingen, der er fra ca. 1300 og er udarbejdet som en håndbog til brug for andre prædikanter, tog forfatteren, lektor ved dominikanerklostret i Ribe Mathias Ripensis, kategorisk afstand fra sætningen om, at Gud har skabt alle mennesker lige. Tværtimod, hævdede han, skulle man ikke blot holde øvrigheden i ære og acceptere, at Gud har sat nogle til at være dommere, eftersom det heller ikke i almindelighed har været Guds vilje, at alle mennesker skulle være lige. Mathias ønskede i stedet, at nogle skulle være overordnede, andre underordnede. De overordnede skyldte deres underordnede beskyttelse, retfærdighed og retledning, mens de underordnede var pligtige til at vise deres overordnede lydighed, ærbødighed samt kontante ydelser. Det er tydeligt, at undersåtspligterne var udvidet fra alene at omfatte kongen og hans embedsmænd til også at omfatte de politisk ledende samfundsgrupper. Samfundets enkelte elementer opregnedes af Mathias Ripensis og var her som overalt fire, svarende til det middelalderlige verdensbilledes fire grundelementer jord, vand, luft og ild: clerici, milites, mercatores og rustici.¹¹

Mathias Ripensis’ argumentation afspejler stænderdelingen som en grundlæggende samfundsstruktur på vej bort fra det højmiddelalderlige slægtssystem. Ældre europæisk statsopfattelse hvilede på Augustins De civitate Dei, som formulerede grænserne for kristenheden og fastholdt forestillingen om et universalrige, samordnet i to livsprincipper, det åndelige og det verdslige. Al magt og myndighed på jorden beroede direkte af Guds nåde, hvad enten man opfattede den verdslige magt som underlagt den åndelige, eller man afledte fyrstens eller kejserens magt umiddelbart fra Gud.¹²

Augustins tanker dominerede frem til ca. 1200, hvorefter der kan iagttages et nybrud i europæisk statsret. I tiden herefter frigjorde statsretten sig skridt for skridt fra den hidtidige teologiske dominans. Slutresultatet er velkendt: Senest ca. 1300 var statsretten frigjort fra teologien som selvstændig disciplin med et fast fundament, hjulpet på vej af Aristoteles’ statslære samt ikke mindst af Thomas Aquinas’ (ca. 1225-1274), som fik stor udbredelse. Thomas søgte at kombinere Aristoteles’ Politik med kirkens hævdvundne dogmer. Sin statsteori byggede han på troens grundlæggende sandheder og opfattede monarkiet som den i realiteten eneste mulige statsform.¹³

Andre vigtige europæiske statsteoretikere var Ptolemæus af Lucca, Ægidius af Rom, Johannes af Paris samt især den nybrydende Marsilius af Padua med sin konsekvente udformning af folkesuverænitetsprincippet. Staten byggede herefter på den naturlige overensstemmelse mellem individernes vilje, og denne fællesvilje var grundlag for al ret: Den skaber loven og autoriteten, der ikke er uforanderlig, men må fornyes til stadighed af folkets fællesskab. Folket opfattedes som statens øverste autoritet (legislator).¹⁴

Marsilius understregede gentagne gange folkets autoritet, men han havde dog også blik for værdien af en stærk kongemagt. Stærkere end nogen før ham betonede Marsilius betydningen af statens enhed inden for folkefællesskabets område (regnum). Han udstyrede staten med universel magt, således at ingen undersåt kunne undgå fyrstens autoritet. Med sine synspunkter udfordrede Marsilius det feudale samfunds ideologi.

På trods af Marsilius’ idepolitiske indsats blev det William Occams statsteoretiske synspunkter, som kom til at udøve størst realpolitisk indflydelse. Occams retsstat var bygget op omkring individernes naturlige samfundsinteresse, og han fremhævede stærkt viljen som faktor. Samfundet byggede på visse fundamentale rettigheder for den enkelte: 1) retten til frihed med stærk understregning af retssikkerheden, 2) retten til personligt forsvar mod vold, 3) retten til at besidde ejendom. Disse friheder dannede grundlag for samfundet, idet det var statens opgave at beskytte indbyggerne ved at dømme og straffe. Særlig vigtig var samfundets ret til at udnævne dommere og regenter. Her fremsatte Occam sine betragtninger om “kommuniteten” (communitas), hvorefter den bærende statsenhed udgjordes af folket, som imidlertid fornuftsbetonet havde delegeret sin magt til en konge eller fyrste i et forhold, der efter folkets vilje kunne antage forskellige former. Kongens magt beroede på, at samfundets medlemmer efter overenskomst var pligtige til at vise ham lydighed. Brød kongen de gængse retsnormer, havde folket ret til at afsætte ham, eftersom loven rangerede over kongemagten. – Occams nominalistiske lære om individualitetsretten skabte en idepolitisk terminologi, som gav aktuel slagkraft til visse af middelalderens herskende opfattelser, og især hans tanker om folket som bærer af statsenheden blev vidt udbredt.¹⁵

Aristoteles var en hovedkilde til middelalderens politiske filosofi. Den franske konge Karl V lod i begyndelsen af 1370’erne sin rådgiver Nicole Oresme udarbejde en oversættelse til fransk af den klassiske græske filosofs skrifter om politik og økonomi. I oversættelsen skal denne illustration af forskelligt slags landbrugsarbejde vise, hvorledes et samfund trives under det “gode politi”, dvs. demokratiet. (Bruxelles, La Bibliothéque Royale Albert Ier, Ms. 11-201-2, fol. 241. Her efter Vivian Etting, Margrethe den Første. En regent og hendes samtid, 2. udgave, København 1997, s. 271).