Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 7

Landstingenes betydning som folkelige forsamlinger og forum for kongevalg og hyldninger er velkendt. Ifølge håndfæstningen 1376 blev valget af kong Oluf i det mindste formelt foretaget traditionelt af rigets stormænd med hyldning af det menige folk (regni Dacie pociores cum popularibus), men efter den unge konges død i august 1387 blev det det stænderdelte folk, der på landstingene hyldede dronning Margrete som “fuldmægtig frue og husbonde” samt som rigets formynder. Stænderformelen var stort set ensartet i alle “lande” og gav den sædvanlige rækkefølge: 1) bisper og prælater, 2) riddere og svende, 3) købstadsmænd, 4) bønder og bokarle. Det skånske landsting, der var det første, afsluttede herefter “og flere gode mænd og menighed af flere Danmarks lande”. Ved hyldningen af Erik af Pommern på landstinget 1396 i Viborg fik dronning Margrete samtidig vedtaget en forordning, der læste herrestænderne teksten, mens en række artikler skulle beskytte borgere, købmænd og bønder imod overgreb, skønt de lovbestemte forskelligheder blev opretholdt i kraft af privilegierne.³⁰

Efter Valdemar Atterdags død overtog rigsrådet i 1377 ledelsen med hensyn til rets- og fredshåndhævelse. Det blev rigsembedsmændene – drost, marsk og gældker – der efter råd af de edsvorne råder i hvert af de tre lande skulle påtale, om nogen, gejstlig eller læg, skulle være undertrykt eller tynget uretfærdigt imod landets lov, mens herrestænderne med liv og gods forpligtede sig til at stå til rådighed til at afværge og sikre oprejsning for undertrykkelse. Denne ordning kom tydeligvis i stand i en situation, hvor regeringsmagten var omstridt. Dronning Margrete styrkede kongemagten i de efterfølgende år, og efterhånden erstattede hun rigsembedsmændene med sine trofaste hofembedsmænd, hofmester og kammermester ved siden af kansleren. I forordningen fra 1396 fremgår det med al ønskelig tydelighed, at kongemagten atter havde overtaget freds- og retshåndhævelsen, og indtil kong Erik blev myndig, indsatte dronningen i hvert land en høvedsmand og en “retter” (dommer), der på kongens vegne skulle “gøre ret og fred og skel”.³¹

En middelalderlig konges vigtigste opgave var at opretholde retten, hvilket han gjorde som lovgiver og dommer. Selv om dette kalkmaleri fra 1400-tallet skal illustrere en gammeltestamentlig historie, giver det et udmærket billede af en samtidig konge i hans egenskab af dommer. Resultaterne af kongens retsudøvelse vises også klart i form af de to straffede personer til højre. (Kalkmaleri i Tirsted kirke på Lolland. Her efter Troels Dahlerup, De fire stænder 1400-1500, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, red. Olaf Olsen, bind 6, København 1989, s. 250).

Herrestændernes bestræbelser på at udnytte deres jurisdiktionelle myndighed til at tvinge deres vornede til at blive ved deres gårde eller overtage en ødegård er velkendt. Værnet, der oprindelig tilsigtede retsbeskyttelse, blev udnyttet af gejstlighed og adel. Endnu i kong Olufs håndfæstning fra 1376 vendte man sig mod denne tvang og forordnede, at bryder og landboer uden hensyn til, hvis gods de sad på, skulle have ret til frit at flytte bort, når de efter landsloven havde opsagt og afregnet deres fæsteforhold til ejeren. I et svar på spørgsmål fra rettertinget fastholdt rigsrådet, at bonden frit kunne rejse, når denne blot havde betalt sin førlovsafgift og havde opsagt fæstet i tide. Vornedskabet satte sig ikke desto mindre igennem mod slutningen af det 15. århundrede, om end kun på Sjælland. Lollands Vilkår fra 1446 er et vidnesbyrd om kongemagtens og herrestændernes kontrol over bønderne. Fyns Vilkår fra 1473 og andre forordninger fra anden halvdel af det 15. århundrede befæster dette billede.³²

Landstingene havde tidligere spillet en rolle både som lovgivende, judicielle og politiske organer, men efterhånden havde de kun de judicielle funktioner tilbage. Lovgivningsinitiativet blev overtaget af kongemagten, og landstingenes politiske betydning blev overtaget af Danehof, rigsråd og kongemagt. Ud over valg af konge og hyldninger i 1387 og 1396 kendes fra dronning Margretes tid ingen eksempler på, at hun anvendte landstingene til andet end juridisk at bevidne nogle af sine godsovertagelser.³³

Erik af Pommern benyttede på sin side i flere tilfælde landstingene til at skabe bred politisk opbakning om sin politik. I februar 1419 tilbød kongen på Sjællands landsting en endelig afgørelse ved rigsrådet om København. Den berømte købstadsforordning fra 15. februar 1422 var tidligere drøftet på landstinget i Ringsted og tilstræbte at skabe ro og samling mellem de involverede samfundsgrupper. I sommeren 1426 udtalte landstingene i Skåne, Sjælland og Nørrejylland sig om den retmæssige fremgangsmåde ved kongevalg, og to år senere besvarede Sjællands landsting en forespørgsel fra Erik af Pommern, at det var gammel ret og sædvane, at den, der undlod at møde til krigstjeneste, når fjenden var i landet, skulle hænges ved sin egen bjælke. Landsdommeren havde udmeldt et større nævn, bestående af ham selv, en gejstlig og to verdslige rigsråder, adskillige sjællandske væbnere og to borgere fra hver købstad og to bønder fra hvert herred på Sjælland til at granske gammel sædvane og ret. Også ved denne lejlighed havde landstinget karakter af stændermøde, idet repræsentanter fra alle stænder var til stede.³⁴

I striden om Sønderjylland valgte Erik af Pommern i to omgange, i 1421 og 1423, at benytte landstingene i stedet for som i 1413 at indkalde Danehoffet som rigets øverste domstol. Ved begge lejligheder havde tingmøderne karakter af egentlige stændermøder med både tingsvidner og beseglere fra alle stændergrupper. Hensigten var at skabe bred opbakning blandt indbyggerne til den førte politik over for de holstenske grever.

Under arbejdet med at indsamle bevismateriale forud for dommen af den tyskromerske konge Sigismund mødte Erik af Pommern i sommeren 1421 frem på de tre store landsting og fik her vidnesbyrd om, at Sønderjylland hørte til kronen og ikke var et arveligt len. I slutningen af juni 1421 udmeldte den skånske landsdommer repræsentanter fra alle stænder, otte gejstlige, 12 adelige, 12 borgere og 12 bønder, til at vidne om Sønderjyllands stilling. Dette gentog sig i juli og i august på det sjællandske og det jyske landsting. Det jyske vidnesbyrd viste mindre stænderpræg, idet det blev afgivet af en forsamling i Ribe fra Nørre- og Sønderjylland bestående af fem bisper, repræsentanter fra fire domkapitler, otte abbeder, fire provster, en del riddere og andre adelsmænd samt borgmestre eller rådmænd fra 11 købstæder. To år senere, i juli 1423, lod kong Erik de tre landsting vidne om de danske kongers valg på landstingene. Her bevidnede landstingene, at der under kong Christoffer II og senere aldrig var blevet valgt andre konger end Valdemar Atterdag, Oluf og den nu regerende kong Erik. Formålet med denne erklæring i form af landstingsvidner var at bevise, at den sønderjyske hertug Valdemar aldrig havde været retmæssig konge af Danmark, hvorved også forleningen af Sønderjylland til grev Gerhard 1326 ville miste sin gyldighed.³⁵

Erik af Pommerns bestræbelser på i flere vigtige tilfælde at udnytte landstingene skulle tjene til at skabe bred stænderopbakning om hans monarkiske politik, såvel i relation til kampen om Sønderjylland som blandt andet i købstadspolitikken. Før sin afrejse fra Danmark i forsommeren 1438 lod kong Erik i øvrigt befolkningen hylde den designerede tronfølger hertug Bugislav på landstingene. Ud fra kongens hidtidige bestræbelser på at inddrage stændergrupperne ved vigtige beslutninger og binde indbyggerne til kongedømmet, har det for Erik af Pommern været naturligt at søge kontakt til landstingene som folkelige centre for kommunikation med “landenes” communitates og som politisk modpol til rigsråderne og deres tilhængere.³⁶

Sverige fik en mere konstitutionel udformning. Karlskrøniken giver mange eksempler på opregning af stændergrupperne samt “af rikets mena”. Stænderrepræsentationstanken kommer desuden til udtryk i det udaterede forslag til unionsakt fra ca. 1436, som bærer præg af konciliær tankegang. Forfatterne udkastede her bestemmelser for fremtidige kongevalg i Halmstad med 40 repræsentanter fra hvert land. Fra Danmark skulle deltage ærkebispen af Lund, bispen af Roskilde, bispen af Ribe, drosten og marsken og alle landsdommerne, ni adelige (riddere), 12 borgmestre fra de største byer (Ribe, Viborg, Århus, Randers, Aalborg, Odense, Roskilde, København, Kalundborg, Lund, Malmø og Nakskov) samt otte odelbønder.³⁷

Mens kongerne ved deres valg opregnede stændergrupperne i deres respektive kongeeder, fandt også stænderopdelingen og -opregningen plads i dokumenterne om valghandlingen. Ved sjællændernes valg af Christian I’s søn Hans som faderens efterfølger den 13. maj 1467 omtales foruden gejstlige og adelige flere borgmestre og mange flere købstedsmænd oc andre flere bønder oc mene almughe som bygge oc boo udi Sjælland. Hans blev valgt og hyldet meth allemenighethens vdi Sjælland samtycke … Overensstemmelsen med communitas er slående.³⁸

Da kong Christian I i sin konflikt med Axelsønnerne i april 1468 lod optage landstingsvidne på Sjællands landsting, foregik det på den måde, at herrestænderne gejstlighed og adel forhandlede for sig selv. Også købstadsmændene overvejede sagen for sig selv, ligesom repræsentanter for almuen (fire bønder fra hvert herred) overvejede deres stillingtagen separat. Denne fremgangsmåde gentog sig i maj måned på landstingene for Jylland og Fyn.³⁹

Det er blevet formodet, at samtiden har følt en vis trang til en erstatning for landstingene, idet forestillingen om, at folket burde være med ved visse afgørelser såsom kongevalg og skattebevillinger, stadig var levende. Eftersom der imidlertid gik lang tid efter stændermødernes fremkomst, inden de mere regelmæssigt kom til at øve indflydelse på kongevalg og skattebevillinger, har Poul Johs. Jørgensen set Danehofferne som forbillede, idet en vis tilknytning til Danehoffet kan findes ved det ældst kendte stændermøde i 1468. I indkaldelsen til dette møde erklærede Christian I således, at han ville komme for rigsrådet og alle åndelige og verdslige og “hænde og gøre ære og ret”, hvorved han tillagde mødet en opgave, der tidligere havde været Danehoffets, nemlig at dømme mellem kongen og undersåtterne. På den anden side har Poul Johs. Jørgensen selv blik for, at den politiske anledning til mødet – kongens strid med Axelsønnerne – viser hen på forbilleder fra Sverige, hvor stændermøderne var udviklet i de foregående tiår, og hvor de ikke sjældent benyttedes af rigsforstanderne som modvægt mod oppositionelle rigsråder.⁴⁰

De ældre stændermøder i Danmark, i hvert fald møderne frem til 1536, er karakteriseret ved, at sammenkaldelsen af dem, når de en sjælden gang fandt sted, ikke skete, fordi der forelå sager, som efter den herskende opfattelse kun kunne afgøres på et stændermøde, men fordi der var opstået en situation, i hvilken kongen eller rigsrådet eller begge i fællesskab ønskede stændernes støtte over for politiske modstandere eller ved gennemførelsen af foranstaltninger, der var særlig vidtrækkende. Et stændermøde af denne art er mødet i 1468, der foruden den nævnte anledning også havde til formål at skaffe kongen støtte under en påtænkt (og også virkelig gennemført) aktion mod lensmændene til ændring af alt for gunstige forleningsvilkår. Også stændermøderne i 1482 og 1494 tjente lignende formål, idet de var politiske modtræk mod henholdsvis den virksomhed, som enkedronning Dorothea under tronledigheden efter Christian I’s død udfoldede til støtte for sin yngre søn Frederik, og mod de af denne senerehen rejste krav på kompensation med nærmere bestemte landsdele.⁴¹

Mens der kan opregnes flere eksempler fra det 15. århundrede på, at kongemagten og rigsrådet søgte støtte hos landstingene, blev det mod århundredets slutning sjældnere, at landstingene blev konsulteret. Nu trådte rettertingene og rigsrådet som domstol og fortolker af love og regler stærkere frem.⁴²