Читать книгу Konge, kirke og samfund - Группа авторов - Страница 8

De fire stænder omtales med omtrent faste formler flere gange i Christian I’s regeringstid, eksempelvis nævnes i 1466-forordningen “de ærværdige fædre biskopper, abbeder og menige klerke, riddere, svende, købstadsmænd, bønder og menige almue i Jylland”. Herrestænderne blev kraftigt tilgodeset, og det var utvivlsomt også dem, der havde formuleret artiklerne og anmodet om kongelig stadfæstelse.⁴³

Hvorledes det stænderdelte samfund konkret fungerede i det daglige i senmiddelalderen, er ikke ganske klart, men takket være mange undersøgelser i de seneste årtier er de hierarkiske og sociale forhold inden for de enkelte stændergrupper og i forhold til deres undergivne fæstebønder blevet afdækket. Aristokratiseringen af adelen og bispegruppen samt kongemagtens støtte til borgmestre og rådmænd – i Malmø fik de f.eks. af Erik af Pommern ret til at bære guldkæder som symbol på deres værdighed – pågik i det 15. århundrede, og rigsrådsadel og højgejstlighed forstod generelt i kølvandet på agrarkrisen fra midten af det 14. århundrede at udnytte den sociale og økonomiske udvikling til egen standsfordel. Hvor skellet hidtil lå mellem gejstlighed, adel og købstadsmænd på den ene side og almuen som den lavest rangerende og uprivilegerede stand på den anden side, spores det mod slutningen af det 15. århundrede, at nye samfundsstrukturer var på vej. Forklaringen er, at de øverste stænder afgrænsede sig mere og mere og lukkede af for tilgang. Også byernes borgmestre og rådmænd koncentreredes om bestemte oligarkiske købmandsfamilier.⁴⁴

Forfatningsmæssigt lader udviklingen af stændersamfundet sig iagttage i kong Hans’ håndfæstning fra 1483. Her finder man i modsætning til tidligere nye udtryk for det afgørende skel i befolkningen, som var vokset frem, idet håndfæstningen betegner medlemmer af borger- og bondestand dels som vanbyrdige og dels som ufrie i forhold til de to privilegerede herrestænder. Medlemmer af de to sidstnævnte var principielt født frie og af fornem byrd, skønt det stadig var muligt at opnå adelig frihed ved kongelig gunst og nåde samt prælatværdighed i kraft af uddannelse. Men ingen ufri måtte købe eller tilpante sig frit (det vil sige adeligt) jordegods, og kongen måtte “ikke drage adelen nogen vanbyrdig over hovedet”. Herremanden blev i jurisdiktionel henseende, som det er blevet udtrykt, “konge over egen landbo”, dog med undtagelse af de retssager, der specielt hørte under kongen, nemlig fredkøb og 40-markssager. Ved personlige privilegier kunne der yderligere ydes den enkelte herremand fuld kongelig ret. I kraft af godsejernes udstrakte myndighedsret og deres mangeartede former for herlighedsrettigheder, hvortil kom monopol på opfedning og salg af øksne og fritagelse for forbudet mod landkøb m.m., var bondestanden godt på vej til at blive umyndiggjort og økonomisk prisgivet jordejerne. Hertil kom yderligere en række statslige snærende bånd på bønderne.⁴⁵

Christian II forsøgte med stænderlovgivning at rette op på overgreb, først og fremmest ved at fastlægge bestemmelser om en klar erhvervsmæssig funktionsdeling mellem stænderne og ved sine forsøg på en vis bondebeskyttelse, hvilket dog ikke lod sig nedfælde i privilegierammer. Kongen havde ikke held med sine initiativer, og de nye magthavere gennemførte først flere år senere nødvendig lovgivning på området. Christian III’s håndfæstning fra 1536 indvarslede perioden frem til 1660, som karakteristisk betegnes som “adelsvældens tidsalder”. Rigsrådet og adelen kodificerede det funktionsdelte standssamfund. Landets sociale struktur og produktionssystem grupperedes omkring herregårdene, med fæstebønderne som afgiftsbetalere og arbejdsressourcer og med købmændene som aftagere og eksportører af storlandbrugets overskudsproduktion.⁴⁶

Den nuancerede sociale udvikling inden for de enkelte stænder mod slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede modsvaredes karakteristisk af en udvidet finans- og kancelliforvaltning. Den kongelige forvaltning blev generelt udbygget og differentieret i senmiddelalderen til at bestride de mange nye og forskellige områder, hvorfra afgifter og indtægter indløb til kongens kammer. Den nuancerede arbejdsdeling i befolkningen fulgtes på denne vis af et udvidet forvaltningsapparat, som dels formåede at varetage den forøgede korrespondance med åbnede og lukkede breve til alle egne af riget, inklusive hertugdømmerne og udlandet, dels var i stand til at føre kontrol med og bogføre tilgangen af skattemidler, indkomster fra told og zise, bøder, byskatter, pantsættelser og mandtalslister.⁴⁷