Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 10
I. DEL
Tekstforståelse i jødisk, kristen og islamisk tradition 1 LOVET VÆRE HERREN, ISRAELS GUD
ОглавлениеDavids Salmer som Hellig Tekst
Kirsten Nielsen
Davids Salmer har gennem en årrække været et centralt emne for den forskning, der har fundet sted ved Afdeling for Gammel og Ny Testamente i Aarhus. Ti forskere fra forskellige fagområder deltog i arbejdet, som i 2002 afrundedes med udgivelsen af Dansk Kommentar til Davids Salmer. Nogenlunde samtidig med igangsættelsen af dette salmeprojekt havde Det Teologiske Fakultet udpeget emnet Teksten og teksterne – den hellige teksts betydning for forståelse, litteratur, retorik og kommunikation som et af fakultetets fire satsningsområder for perioden 1996-2005. Deltagerne i denne gruppe fik hermed lejlighed til gennem en række seminarer at drøfte, hvorledes de forskellige teologiske og religionsvidenskabelige discipliner kan bidrage til en nærmere forståelse af, hvad der karakteriserer en Hellig Tekst. Som afrunding på dette satsningsområde valgte arbejdsgruppen at invitere til Sandbjergkonferencen Litteraturen og det hellige. Mit bidrag om Davids Salmer som Hellig Tekst skal ses i denne kontekst og står derfor i gæld til de kolleger, der har deltaget i de nævnte arbejdsgrupper.