Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 21

De kontekstuelle bibellæsninger er i en vis forstand et forsøg på at skrive det femte evangelium. Som eksempel på kontekstuelle bibellæsninger kan nævnes befrielsesteologi, post-kolonial bibellæsning, feministisk teologi, interaktionel bibellæsning og psykologiske læsninger. Jeg har i anden sammenhæng givet en beskrivelse af de enkelte former (jf. oversigten i Nissen 1997, 69-90). Her skal jeg nøjes med påpege et par fælles træk.

For det første er kontekstuel bibellæsning – også kaldet kulturel eksegese – udtryk for en kritik af den traditionelle historisk-kritiske eksegese (Blount m.fl.). Kontekstuel bibellæsning accepterer den postmoderne lingvistiske indsigt, at enhver tilgang til skrifterne allerede er kulturelt påvirket. Fra dette epistemologiske synspunkt kan den historisk-kritiske eksegese heller ikke ses som en absolut videnskab, men kun som en videnskab, der betragter sig selv som absolut. Ved begyndelsen af det 21. århundrede må man derfor sige, at den historisk-kritiske eksegese er en variation af kontekstuel eller kulturel bibeltolkning (Kahl, 422-424).

Også den klassiske forestilling om en hermeneutisk cirkel er i sig selv problematisk, fordi den ikke virkelig forudser nogen forandring. Et virkeligt engagement med et objekt, som har noget at sige og derfor i mødet selv bliver et subjekt, ændrer den person, som udfører eksegesen. I stedet for den hermeneutiske cirkel er det mere dækkende at tale om en hermeneutisk spiral, hvor læser og tekst inddrages i en dialogisk proces. Kritiske læsere er indstillet på, at de selv kan blive udfordret af skrifterne og er derfor også åbne over for muligheden af en forandring (Kahl, 424).

For det andet er det et karakteristisk træk ved den kontekstuelle læsning, at den ikke nøjes med den intellektuelle tilgang. Der er tale om bibelstudier for hele mennesket. Her er der plads både for ‘følelsernes indsigt’ og ‘hjernens kundskab’ (Nissen 1997, 66-69). Det drejer sig ikke kun om akademiske, men også om folkelige tilgange (Nissen 2001, 20f.). Befrielsesteologen Carlos Mesters peger på tre centrale træk: Først nævnes nutidens virkelighed, dernæst Bibelen selv (der som skreven tekst handler om Gudsfolkets situation i datiden), og endelig er der menigheden. Mesters pointerer, at Bibelen må læses med hovedet, med hjertet og med fødderne. Fødderne er vigtige, for Bibelen var resultatet af en rejse. Det er kun, når vi med vore egne fødder følger den samme rejse, at vi kan få en fornemmelse af, hvad Bibelens mening er for os.⁵

Hele menneskets betydning for bibelstudier understreges også i psykologisk inspirerede metoder og i bibliodrama. Hele mennesket betyder, at kroppen også inddrages. Walter Wink bemærker i sit bidrag til samleværket Body and Bible:

We are not trying simply to grasp what the Bible means but to become the people that the Bible proclaims. We are not just learning about the Bible but attempting to incarnate the God revealed by Jesus, who incarnated that God. We are not merely examining the doctrine of the Holy Spirit but opening our bodies, quite literally, to become the temples of the Holy Spirit within us (Wink, 128).