Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 17

Helligånden spiller en central rolle for den kristne tekstforståelse. Det kommer særlig klart til udtryk i de johannæiske afskedstaler, ikke mindst i Joh 16,12-13: »Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden« (DO 1948). Denne tekst er af interesse i flere henseender.

For det første giver teksten udtryk for, at der er mere at lære end det, der kan findes i de overleverede beretninger om Jesu ord til disciplene. Ganske vist understreges også kontinuiteten til Jesus-overleveringen: »for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale« (Joh 16,13; jf. 14,26). Og man kan derfor spørge, hvorvidt der med udtrykket »hele sandheden« henvises til fremtidige åbenbaringer. Noget entydigt svar gives næppe, men meningen er sandsynligvis, at der ikke kan være tale om nye sandheder, men nok om indsigt i nye aspekter ved sandheden. Under alle omstændigheder synes meningen at være, at Ånden vil vise den betydning, teksten (budskabet) får i den nye situation, der er opstået efter påske.

For det andet er teksten et fingerpeg om, at en kristen tekstforståelse ikke kan være fundamentalistisk. Den kristne åbenbaring er ikke kommunikationen af en række tidløse sandheder, som man i absolut lydighed må bøje sig under, hvis man vil kende Guds vilje. Åbenbaringen er snarere afsløringen af den retning, i hvilken Gud leder verden og menneskene. Det, der står i Bibelen, er løfte og opfyldelse. Det er fortællingen om en rejse, en bevægelse, en vandring, der endnu ikke er afsluttet. På denne vandring har Ånden en væsentlig funktion. Ånden er ikke kun det vidne, der leder mennesker frem til det Guds rige, der kommer. Ånden leder også mennesker i deres møde med nye erfaringer, nye kulturer og nye livsanskuelser; det fremgår særlig klart af fortællingen om Peter og Cornelius i ApG 10,1-11,18.

For det tredje afspejler de johannæiske afskedstaler en levende traditionsforståelse. Her vover evangelisten at skrive et nyt evangelium i bevidstheden om spændingen mellem tradition og nytolkning. I dette vovestykke ligger der også en opfordring til alle senere menigheder om på samme måde at skrive deres egen Jesus-historie og gøre det ud fra den samme bevidsthed om, at de på den ene side er bundet til den ældste Jesus-overlevering, og på den anden side ikke uden videre kan gentage de første menigheders erfaringer.³

Et andet eksempel på Åndens centrale rolle i fortolkningsprocessen er pinseberetningen i ApG 2,1-13. Pinsen giver udtryk for kristendommens opfattelse af universaliteten. En sammenligning mellem kristendom og islam tjener til at belyse det særegne ved den kristne vision.

Islams syn på universalitet er bestemt af arabisk som det fælles tilbedelsessprog, der tværs hen over nationale og etniske forskelle skaber en synlig og hørbar enhed. Med forestillingen om det ene sprog, hvori Guds endegyldige meddelelse til menneskene finder sted, og hvori Gud alene kan tilbedes, bevæger islam sig hen imod kulturel uniformitet.

Kristendommens forståelse af universalitet viser sig derimod ikke ved, at den fører til en enhedskultur, men ved, at »der ikke findes det sprog, den kultur, hvori den ikke lader sig udtrykke. Kristendommen bevæger sig mod kulturel mangfoldighed« (Arendt, 31f.). Pinseberetningens grænseoverskridelse hænger sammen med inkarnationen. Netop ved at Gud åbenbarer sig i en bestemt folkelig og historisk sammenhæng, tilvejebringes en nærhed mellem Gud og ethvert menneske i dets konkrete sammenhæng.