Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 8

Den hellige tekst med sin sakrosankte status og den religiøse tekst om det helliges ukrænkelighed påkalder sig med semantisk nødvendighed konflikt, fordi renhed og urenhed gensidigt definerer hinanden. Ganske vist trues helligheden altid af profanerende verdsliggørelse, men den diametrale modspiller er kætteriet og blasfemien. I traditionens stadige fortolkningsproces bekæmper religiøse tekster hinanden, og hvad der for den ene part er Guds åbenbarende tale, er for den anden part Satans bedrag. I historiens løb kan religiøse tekster skifte status fra ortodoksi til hæresi, når ideologierne ændrer sig, eller den sociale kontrol skifter magtbase. Reformation er i grunden en vedvarende proces som følge af fortolkningskampen om det hellige. Visse fortolkninger undertrykkes og må overleve i subkulturer, mens andre sætter sig igennem og får dramatiske samfundsmæssige følger, fra sektdannelse over kirkesplittelse til religionskrige. Ved skæbnens ironi kan tekster, der gør op med en magisk hellighedsforståelse, selv ende som et fetichistisk relikvie.

Den religiøse teksts konfliktfyldte natur synes givet med dens polemiske struktur. Den jødiske monoteisme blev til ved at frakende andre guder eksistensberettigelse, og kristendommen, der begyndte som en indre jødisk reformbevægelse, endte med at fremstå som et eksklusivt alternativ hertil. Ifølge islam er Guds sande væsen og vilje først blevet åbenbaret gennem profeten Muhammed, der må bruge megen energi på at afvise jødisk og kristen vranglære. Litteraturens genfortolkning af de hellige tekster er følgelig også straks i kamp om sandheden. Inden for den jødisk-kristne tradition er det imidlertid karakteristisk, hvorledes tvivl og blasfemi spiller en afgørende rolle i den religiøse selvforståelse. Job tillod sig at tale Herren imod, og Jesus blev henrettet som gudsbespotter. Blasfemi er her ikke simpel bespottelse eller profanering, men en stigmatisering, der rammer den, som udfordrer den herskende gudstanke med tilhørende værdiopfattelse. Måske er litteraturen det sted, hvor der i dag flyttes grænser for vores opfattelse af det hellige. I hvert fald ser vi flere forfattere udfordre traditionen i en veritabel Jakobskamp om værdier og holdninger. Et sådant opgør er selvsagt traditionskritisk, fordi værket taler imod den hellige tekst. Men samtidig er dette værk traditionsbekræftende, eftersom den hellige tekst ser sig indskrevet i en ny og aktualiserende tekstfortolkning. Blasfemiske genfortolkninger af hellige tekster kan være en udnyttelse af traditionens pondus til støtte for egne ideologiske synspunkter, eller der kan være tale om en æstetisk leg med litteraturen som inspireret skrift. I visse kulturer – historisk som aktuelt – kan værker få status af forbudte bøger som i tilfældet med Salman Rushdies De sataniske vers. Men løgnen har som bekendt ringe kår, så inddragelsen af traditionen må stikke dybere og være mere end en overlagt gidseltagning eller bevidst provokation: Traditionen er både en anfægtelse og et håb, og værket bekræfter sin egen indfældethed i kulturens religiøse tradition.