Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 20

Opfattelsen af teksten som en ‘performance’ svarer til den iagttagelse, at Det Nye Testamente i egentligste forstand er en ‘åben tekst’ – også selv om den som kanon er en ‘lukket tekst’ (Nissen 2003, 654f). Det Nye Testamente er en ‘åben tekst’, idet den viser hen mod en fremtid, der går ud over tekstens egen tid og sted. Den er også ‘åben’, fordi den inviterer læserne til at gå ind i historien og virkeliggøre teksten i deres eget liv (Barton, 195f). Denne åbenhed kommer til udtryk i forskellige teksttyper. Et eksempel er – som allerede påpeget – Johannesevangeliets afskedstaler.

Et andet eksempel er den måde, hvorpå evangelierne afslutter deres fortællinger (Nissen 1993, 43). I Mattæusevangeliet fortælles det, at Jesus åbenbarer sig på et bjerg. Her får disciplene opgaven at gå ud på en uafsluttet universel mission (Matt 28,16-10). Markusevangeliet slutter næsten midt i en sætning, Mark 16,8. Det er uklart, om det er den oprindelige afslutning, eller om evangelisten skrev noget andet, der er gået tabt. Men den nuværende afslutning antyder, at selve evangeliets historie endnu ikke er kommet til en afslutning, og læserne bliver så at sige opfordret til at træde ud af tilskuerrollen og selv træde aktivt ind i historien ved at blive Jesu disciple, ved at gå ind i missionen. Den sidste del af Lukasevangeliet har en anden karakter. Her fortælles om Jesu himmelfart (24,50-53), men samtidig viser forfatteren, at historien går videre. Det fortælles i Apostlenes Gerninger, hvordan de første kristne under Åndens ledelse føres ud over alle geografiske og kulturelle grænser på en rejse, der først ender i Rom.

I bogen The New Testament and the People of God giver Nicholas T. Wright en kort, men vigtig diskussion af karakteren af Det Nye Testamentes autoritet. Han sammenligner opgaven for en nytestamentlig fortolkning med et Shakespeare-skuespil, hvor 5. akt er gået tabt. Skuespillerne, der er dybt fortrolige med de første fire akter, skal nu selv udvikle og færdiggøre handlingen. Det Nye Testamentes autoritet svarer til autoriteten i de første fire akter, så improvisation, som består i at udfylde og færdiggøre dramaet, er væsentlig. Ifølge denne model er det kirkens opgave at fuldende skaberens kunstværk: »We are not searching, against the grain of the material for timeless truth. We are looking, as the material is looking, for and at a vocation to be the people of God in the fifth act of the drama of creation« (Wright, 142).

I den sammenhæng er det af interesse, at man inden for tredje verdens teologi på et tidligt tidspunkt talte om vigtigheden af, at menigheden skriver det femte evangelium (jf. Healey). Udtrykket er også blevet brugt inden for homiletikken. I forbindelse med de johannæiske afskedstaler bruger Mogens Lindhardt således udtrykket ‘Homiletisk læsning af det femte evangelium!’ og forklarer det på følgende måde: »Det vil sige, at man læser de udpluk, som menigheden hører i en gudstjeneste, som var de en helhed i sig selv – et femte evangelium! Man ‘glemmer’ altså et øjeblik, at de også findes i Bibelen og er løsrevne brudstykker af et skrift« (11f).