Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 12

For Davids Salmer gælder, at de efter deres form er menneskelige bønner og lovprisninger henvendt til Israels Gud, men at de på et senere tidspunkt er blevet opfattet som Guds ord, dvs. Hellig Tekst. At en sådan omtolkning har været mulig har mange grunde. For det første skyldes det, at de redaktorer, der har samlet de mange enkelte salmer og mindre salmesamlinger til en hel bog, bestående af 150 salmer, har knyttet David, den store konge fra traditionerne om Israels fortid, til denne salmesamling. Ud af de 150 salmer er således 73 direkte forbundet med Davids navn, og 13 af disse har i overskriften ikke blot en henvisning til David som forfatter, men også en nærmere bestemmelse af den lejlighed, hvor David sang den pågældende salme. Nu kan det lyde selvmodsigende, når jeg hævder, at angivelsen af David som forfatter har bidraget til, at salmerne er blevet opfattet som Hellig Tekst i betydningen »Guds ord«, for David er jo en jordisk person. Men hvad man skal bemærke er, at David i tiden op mod Ny Testamente i stigende grad opfattes som en profetisk skikkelse. Klart kommer det frem i netop Ny Testamente, hvor der adskillige gange henvises til et sted i en Davidssalme som eksempel på, hvad David allerede dengang forudsagde. David er her opfattet som en profet, Guds talerør, og dermed kvalificeres Davids Salmer efterhånden til at være Hellig Tekst. David er derfor ikke alene en identifikationsmodel for brugeren af salmen, der gør det muligt for den nødlidende at genbruge Davids råb om hjælp til Gud i sin egen nød. Salmerne bliver også modeller for, hvordan der kan tales til og om Gud.

David får dermed en dobbeltrolle. Han kan både tale på Guds vegne i sin profetiske egenskab, og han kan give sprog til enhver, der har brug for at tale til og om Gud. Denne rolle svarer godt til, hvad vi i øvrigt ved om kongens rolle i Det Gamle Testamente. Kongen, ofte netop kaldt David, er på samme tid repræsentant for den guddommelige og for den menneskelige verden. Kongen er formidleren mellem jord og himmel. Derfor kan David også kaldes Guds søn, som i Sl 2,7: »Du er min søn, jeg har født dig i dag!«

Gennem de senere tilføjede overskrifter er flere af salmerne blevet inkorporeret i Israels historie med Gud. Både denne intertekstualisering og den senere kanonisering af det bibelske korpus som helhed, Det Gamle og Det Nye Testamente, har bidraget til opfattelsen af Davids Salmer som Hellig Tekst og dermed ord fra Gud selv. Hvordan dette er sket i praksis, skal vi nu se nærmere på.

Davids Salmer består af 150 enkeltsalmer, der i århundrederne ned mod Kristi fødsel er blevet samlet til et større værk, Salmernes Bog. Man kan analysere disse salmer på forskellig vis, og i størstedelen af det 20. århundrede samlede interessen sig om den enkelte salme, dens form og dens funktion. Man klassificerede salmerne i forskellige typer, Gattungen, idet man fx skelnede mellem klagesalmer, takkesalmer og hymner, og man arbejdede ihærdigt for at finde frem til de situationer, hvor den enkelte salme havde været anvendt. Salmernes brug ved kulten i det jerusalemitiske tempel var således et af de emner, der ikke mindst optog den skandinaviske salmeforskning (jf. Dansk Kommentar til Davids Salmer, Bind I, 13-34).

Men i de senere år har en række forskere peget på betydningen af den proces, der førte til den endelige salmesamling og dermed til den komposition, vi kalder Davids Salmer. Interessen for den enkelte salme er stadig aktuel; men hvor vi tidligere forstod salmernes funktion, eller Sitz im Leben, som kulten eller andre livssammenhænge, så spørger vi nu også til den funktion, den enkelte salme har i den litterære kontekst. Med til analysen af den litterære kontekst hører naturligvis undersøgelser af de strukturer, vi kan finde i værket, og her er der forskellige træk, der er vigtige at inddrage. For det første er værket delt op i fem mindre enheder eller bøger: Bog I, Sl 1-41; Bog II, Sl 42-72; Bog III, Sl 73-89; Bog IV, Sl 90-106, og endelig Bog V, Sl 107-150. At der er en sådan opdeling kan ses af de afsluttende doksologier i hver bog, hvor Israels Gud, Jahve, prises med næsten de samme ord, som danner afslutningen på Bog I: »Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighed til evighed. Amen, amen!«

Nu kan det virke som lidt af en tilfældighed, at der er fem bøger, men Det Gamle Testamente begynder som bekendt med de fem Mosebøger, og der er da også i jødedommen en klar tradition for at forstå de fem Mosebøger og de fem bøger, som Davids Salmer er opdelt i, som paralleller. I en klassisk jødisk kommentar (Midrash Tehilîm til Sl 1,2) siges det, at ligesom Moses har skrevet de fem Mosebøger, har også David skrevet fem bøger, nemlig de fem, som Salmernes Bog er opdelt i. Formålet med oplysningen har givetvis været at give salmesamlingen autoritet. Lovgiveren Moses og dynastigrundlæggeren David – to hovedskikkelser og igangsættere fra bibelhistorien – har angiveligt begge bidraget med fem væsentlige værker inden for kanon. Der er tale om en indrekanonisk krydshenvisning, der er med til at give skrifterne karakter. Moses’ og Davids bidrag til kanon er forskellige, men ikke i modstrid med hinanden. At læseren skal være sig bevidst om denne forbindelse til Mosebøgerne, dvs. Toraen, fremgår da også af den salme, der er placeret allerforrest i salmesamlingen. Her opfordres læseren netop til at have sin glæde ved Herrens lov og grunde på hans lov dag og nat, Sl 1,2. Det ord, som i den danske oversættelse er gengivet ved »lov«, er på hebraisk ordet tôrāh, som dog ikke kun betyder lov, men også åbenbaring. At netop dette tema indleder salmesamlingen markerer dels, at der er en forbindelseslinie til Mosebøgerne med deres fortællinger om Guds frelsesgerninger og alle lovene, dels at Salmernes Bog skal læses som åbenbaring, dvs. som tekster, der åbenbarer Guds vilje og dermed tydeligvis er Hellig Tekst.

Denne markering er karakteristisk for, hvordan man efterhånden opfattede Davids Salmer, nemlig som udtryk for guddommelig lære og profeti. I den ydre form er salmerne tekster, hvor mennesker henvender sig til Gud i nød og i glæde, og sådan er de blevet brugt i jødedommen og kristendommen, både i deres oprindelige form og i diverse gendigtninger. Men disse bønner og lovprisninger er også blevet opfattet som Hellig Skrift, dvs. guddommelig lære. Og selv om det måske kan undre, så har den kristne kirke også taget denne dobbeltopfattelse af Davids Salmer til sig. Ved gudstjenesterne i Den Danske Folkekirke læses ofte en Davidssalme fra alteret, ganske som epistlerne og evangeliet læses af præsten vendt mod menigheden. Når præsten fra alteret læser en tekst fra Bibelen, er det Guds ord, der videregives til menigheden, også når det er en Davidssalme, der læses. Omvendt bruger menigheden Davids Salmer som sine egne, menneskelige ord, når de synges vendt op mod alteret, i bøn og anråbelse af Gud. Davids Salmer har dermed en dobbeltfunktion, der svarer til opfattelsen af Davidsskikkelsen i Det Gamle Testamente, hvor David fungerer som formidler mellem Gud og mennesker.

David er ikke alene om at være formidler mellem det jordiske og det himmelske. Det samme gælder Moses, der både er den, der modtager Loven fra Gud og videregiver den til mennesker (jf. 2 Mos 20), og den, der går i forbøn for sit folk over for Gud (jf. 2 Mos 32,30-34).

At Davids Salmer er blevet opfattet både som menneskeord vendt mod Gud og som Guds ord til mennesker er udtryk for en historisk udvikling. De enkelte salmer er begyndt som salmer til brug i templet og ved forskellige begivenheder i den enkeltes liv. Men denne brug har naturligt nok været med til at give de salmer, der indgik i fx en bestemt gruppe tempelsangeres repertoire, modelkarakter. Sådan henvender man sig til Gud i situationer af denne art. Hvad man siger til Gud og siger om Gud bliver derfor normgivende for, hvad der er sand tale til og om Gud. Og hermed får Salmernes Bog karakter af at være Guds egen belæring af mennesker. Medvirkende hertil har da netop været, at en stor del af salmerne blev tilskrevet David. For måtte David ikke om nogen være den, der kendte Gud, eftersom han selv var blevet udvalgt af Gud til at være Guds søn og dermed Guds stedfortræder på jorden?

At Davids rolle er afgørende fremgår af de 73 salmer i den hebraiske udgave af Davids Salmer, som er tillagt David. Men i den græske oversættelse, Septuaginta, er antallet steget til 83. Dertil kommer, at der i Septuaginta er tilføjet en Sl 151, som netop handler om David, der begyndte som hyrdedrengen, der spillede på harpe, men siden blev udvalgt og salvet til konge. Det var ham, Herren foretrak, og det var da også ham, der gik ud og fældede filisteren Goliat og reddede Israel. Der er altså en stigende tendens til at betragte alle salmerne som Davidssalmer og dermed som autoritative tekster.

Salmeforskerne er uenige om, hvorvidt den færdige samling af Davidssalmer har været udformet til brug i templet eller i synagogerne. Men i vores sammenhæng er det ikke så afgørende, om det er den ene eller den anden institution, der primært har været formålet. Det vigtige er, at der har været tale om officiel brug af salmerne. Dermed skabes en institutionel kontekst for brugen af disse salmer, som hermed opnår en yderligere autoritativ status.

Mens man kan være i tvivl om brugen af Davids Salmer i den jødiske gudstjeneste i Andet Tempels tid, dvs. mellem 516 f.v.t. og tiden omkring vor tidsregnings begyndelse, så er der ingen tvivl om, at den kristne menighed har betragtet Davids Salmer som Hellig Tekst. Lad os blot tage et enkelt eksempel på genbrug af vers fra Davids Salmer som bevis for, at Gud allerede gennem David havde forudsagt Kristi komme. Vi tager som eksempel det første kapitel af Hebræerbrevet, et brev, hvori der igen og igen citeres fra de gammeltestamentlige salmer:

Hebr 1,1 Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, v2 men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. v3 Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje [jf. Sl 110,1], v4 og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.

v5 For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:

Du er min søn,

jeg har født dig i dag, [jf. Sl 2,7]

og et andet sted:

Jeg vil være hans fader,

og han skal være min søn?

v6 Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:

Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham. [jf. Sl 97,7]

v7 Om englene hedder det:

Han gør sine engle til vinde

og sine tjenere til flammende ild, [jf. Sl 104,4]

v8 men til Sønnen:

Din trone, Gud, står til evig tid,

dit kongescepter er retfærdighedens scepter.

v9 Du elskede ret og hadede uret,

derfor har Gud, din Gud, salvet dig

med glædens olie frem for dine lige. [jf. Sl 45,7-8]

v10 Endvidere:

Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden,

himlen er dine hænders værk.

v11 De går til grunde, men du består,

de slides alle op som klæder,

v12 du ruller dem sammen som en klædning.

De skiftes ud som klæder,

men du er den samme,

dine år får aldrig ende. [jf. Sl 102,26-28]

v13 Til hvem af englene har han nogen sinde sagt:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

som en skammel for dine fødder? [jf. Sl 110,1]

v14 Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem,

som skal arve frelsen.

Den nytestamentlige forfatter ønsker gennem de mange citater at vise, at Gud for længst har talt om det, der skulle ske engang. Hermed legitimeres ikke blot Jesus som Guds søn, men de salmer, citaterne er hentet fra, legitimeres tilsvarende som troværdige gudsord. I dette eksempel inddrages citaterne, uden at læseren får at vide, hvordan de skal forstås. Men andre steder i Det Nye Testamente tydeliggøres formålet med dem gennem formuleringer som »for der står skrevet«³ eller som i Apostlenes Gerninger med formuleringen »For i Salmernes Bog står der skrevet …«, ApG 1,20. Meget klart kommer formålet frem, når det hedder: »for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten«, Matt 13,35. Her er profeten faktisk forfatteren til Sl 78,2 (som i øvrigt ikke er David, men en af tempelsangerne, Asaf).

I Dansk Kommentar til Davids Salmer (Bind I, 125) afslutter Bodil Ejrnæs et kapitel om brugen af Salmernes Bog i Andet Tempels tid med denne rammende beskrivelse af synet på Davids Salmer:

Hvad dette kapitels undersøgelse har vist, er, at spørgsmålet om brugen af Salmernes Bog i Andet Tempels tid ikke lader sig besvare enkelt og entydigt. Der er noget, der peger i retning af en anvendelse af salmerne som enkeltstående tekster, der som menneskers henvendelse til Gud har indgået i den offentlige gudstjeneste eller i den private fromhed. Og der er andet, der peger i retning af en omgang med Salmernes Bog som en bog, der rummer Guds åbenbaring i form af hans belæring og hans forjættelser – en bog, som har været gjort til genstand for læsning, udforskning og udlægning. Men frem for at betragte det som et enten-eller, sådan som det ofte er gjort, må man snarere tale om det som et både-og. Hvis det overhovedet er muligt at drage nogen konklusion om brugen af Salmernes Bog i Andet Tempels tid, så er det, at materialet aflægger vidnesbyrd om en mangesidig omgang med og anvendelse af disse tekster helt fra første færd. Og det vidner til syvende og sidst om det store potentiale, som Salmernes Bog rummer.

Bodil Ejrnæs’ ord om det store potentiale, Salmernes Bog rummer, giver også mening i en drøftelse af, hvad begrebet Hellig Tekst kan betyde. For måske er et af de karakteristiske træk ved tekster, der kan fungere som Hellig Tekst, netop deres store potentiale. De er anvendelige i mange forskellige situationer og kan tolkes på mange forskellige måder alt efter konteksten. Set ud fra mit kendskab til Bibelen og det faktum, at den fungerer som Hellig Tekst i den kristne tradition, vil jeg desuden drage den teologiske konsekvens, at en religion med en sådan dynamisk opfattelse af Hellig Tekst må forventes at have en gudsopfattelse, der rummer plads for interaktion mellem den guddommelige verden og den menneskelige verden. Hvis en religions Hellig Tekst er åben for nyfortolkning, må dens Gud også være tænkt som en foranderlig størrelse, der ikke er upåvirket af tid og rum. Den Hellige Tekst og den Hellige Gud er dermed kendetegnet ved en særegen blanding af stabilitet og foranderlighed.