Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 7

Det hellige kan selvsagt tematiseres på mangfoldige måder i skønlitteraturens brogede verden, men grundlæggende må der altid spørges efter, hvordan beretningens begivenhedshistorie fungerer i den mere indirekte meddelelse, som forfatteren formidler til sin læser. Skønlitteratur, der tematiserer religionen og det hellige, handler ikke kun om religiøse personer og deres oplevelser af tilværelsens uudgrundelighed, den er også forfatterens og læserens livtag med opfattelsen og fortolkningen af menneskets eksistentielle livssituation.

Visse værker forholder sig meget udtrykkeligt til traditionens kanoniske tekster. Det gælder forfattere, der f.eks. lader deres romanpersoner citere fra Bibelen, men også forfattere, der genfortæller de bibelske grundfortællinger. En sådan genfortælling er gerne en genfortolkning, der forholder sig mere eller mindre frit til sit forlæg. En gådefuld bibeltekst, hvis scenarium drager, men også provokerer og kalder på afklaring, bliver fortolket litterært gennem frembringelse af en ny fortælling. Romaners grundtema og narrative struktur kan være en variation over gennemgående kristne motiver så som kærlighed til de fortabte og oprejsning af de fordømte. Andre værker tematiserer i litterær form teologiske spørgsmål om de kristne sakramenter, dåb og nadver, liturgiske handlinger og symboler, der i særlig grad opfattes som hellighedens ikoner. Det er dog ikke kun kanoniske og liturgiske tekster, der dukker op i litteraturen, men hele den kristne teksttradition står til rådighed for forfatterne, hvis egne tekster indskriver sig i en fortløbende og uafsluttet traditionshistorie med dens apokryfe skrifter, helgenlegender, gralsfortællinger og senere klassikere som f.eks. Dantes Den Guddommelige Komedie og John Bunyans Pilgrimsvandringen. Sidstnævnte giver således inspiration til romanens levnedsskildring af personer, hvis livsløb opfattes som en rejse, en grundmetafor, der er særlig velegnet til at tematisere spørgsmålet om sandheden, vejen og livet.

De bibelske beretninger er litteratur i den forstand, at de er skriftligt nedfældede fortællinger, der umiskendeligt bærer præg af menneskelige åndsprodukter med en vis kunstnerisk udformning. Men det har været vanskeligt at rubricere den religiøse litteratur nærmere. Litteraturens opdeling i skønlitteratur, der vedrører den opdigtede verden, og faglitteratur, der angår den virkelige verden, suppleres gerne af en tredje gruppe, den opbyggelige litteratur, der synes at udgøre et både-og, hvis ikke et hverken-eller. Derfor er det nærliggende at undersøge ligheder og forskelle mellem forskellige teksters virkelighedsforståelse. Det synes oplagt, at teksters hellighedsstatus på en eller anden måde må være forbundet med deres virkelighedskonstruktion, deres påstand om at henvise til den virkelige eller yderste virkelighed.

Men dermed rejses også problemet om de religiøse teksters overbevisningskraft og plausibilitet i den moderne og senmoderne sekulariserede kulturs selvforståelse. Det er et meget åbent spørgsmål, om skønlitteraturen ligefrem har overtaget religionens rolle som livsfortolkning; men det er tydeligt, at traditionens religiøse livstydning ser sig fortolket gennem litteraturen, der ofte antager karakter af (indirekte) prædiken forstået som offentlig forkyndelse af det kristne evangelium. Når mange præster inddrager skønlitteratur i deres prædikener, er det så fordi dele af skønlitteraturen gradvist har overtaget prædikenens funktion? Hvis den kunstneriske form er en forudsætning for, at vi kan hengive os til drømme og håb uden skam, er skønlitteraturen så det medium, hvori det senmoderne menneske bedst kan tage livtag med det hellige og hengive sig til en (momentan) religiøs livstydning? Måske er skønlitteraturens middelbare tematisering af religiøse erfaringer en befriende åbenbaring for den, som ellers ser sig hensat i metafysisk forlegenhed på grund af meningssammenbruddet i en traditionel religiøs retorik. Hvordan det nu end er med det, så er litteraturen et felt, hvor den religiøse tradition problematiseres og diskuteres, interpreteres og transformeres, rekontekstualiseres og aktualiseres i lyset af gældende ideologiske strømninger og kulturelle erkendelser.