Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 19

En inkarnatorisk hermeneutik kommer også til udtryk i opfattelsen af teksten som ‘performance’. Således understreger Stephen E. Fowl og L. Gregory Jones, at vores tolkning af Skriften – og vores villighed til at lade vores tilværelse tolke af Skriften – som sit formål har en ‘performance’ af Skriften. Det drejer sig ikke kun om at læse, men også om at give Skriften liv: »We read and perform Scripture in the hope that our lives will be transformed into the likeness of Christ. Such transformation takes place in and through the formation of communities of disciples« (63).

Ud fra denne forståelse kan tekstfortolkningen sammenlignes med fremførelse af et musikstykke eller et skuespil. Nicholas Lash påpeger, at bibelfortolkningen på mange måder er analog med fortolkningen af et partitur af Beethoven. Det er ikke nok at kunne læse noderne og spille på instrumenterne. Det er heller ikke nok med historisk viden: At have kendskab til, under hvilke omstændigheder musikken blev komponeret, eller hvordan partituret tidligere blev forstået ved koncerter. Det er heller ikke nok at spille partiturets noder med teknisk akkuratesse. Alle disse ting er naturligvis værdifulde. Men det afgørende ved fortolkningen er selve fremførelsen, der må være præget af mere end teknisk nøjagtighed. Der må være tale om en kreativ troskab, som gør det muligt, at partituret igen får liv, i det øjeblik musikstykket fremføres. Det er også vigtigt at se, at dette er en fællesskabshandling, der ikke kun inddrager dirigenten og orkestret, men også tilhørerne og kritikerne.

En anden analogi er fortolkningen af et skuespil af Shakespeare – f.eks. Kong Lear. Her vil tekstkritikken naturligvis kunne sikre den mest autentiske version. Historikere vil kunne sige noget om den historiske baggrund osv. Men det afgørende er igen, at skuespillet bliver opført. Meningen med skuespillet kommer ikke frem ved en opførelse, som er teknisk korrekt. Tværtimod sker en ægte fortolkning ved en opførelse som er ‘original’, ‘inspirerende’ og ‘kreativ’, så vi føler, at vi forstår Shakespeares dramatiske tekst på en ny måde og derigennem også os selv på en ny måde.

Ifølge Lash kan fortolkningen af bibeltekster således sammenlignes med fortolkningen af musikstykker og teaterstykker. Især to forhold skal bemærkes, for det første: »Although the texts of the New Testament may be read, and read with profit, by anyone interested in Western culture and human predicament, the fundamental form of the Christian interpretation of scripture is the life, activity and organization of the believing community.« For det andet: »Christian practice, as interpretative action, consists in the performance of texts which are construed as ‘rendering’, bearing witness to, one whose words and deeds, discourse and suffering, ‘rendered’ the truth of God in human history« (42).

Sandra Schneiders peger også på analogierne til musik og teater. Hun føjer til, at partituret ikke i streng forstand er musik. Det bliver musik, når det bliver fremført, og hver fremførelse er en fortolkning. Ikke desto mindre er den kunstneriske fortolkning normeret af partituret. Der findes et utal af fortolkninger, men ikke alle fortolkninger er gyldige eller acceptable. Og heller ikke alle acceptable fortolkninger er lige gode. Det samme gælder i forhold til den bibelske tekst. Teksten er ikke evangeliet. Teksten får åbenbaringskarakter i selve fortolkningsprocessen. Skønt der er utallige og forskellige fortolkninger, bliver de normeret af teksten. Men tekstens mening kan ikke reduceres til ‘forfatterens intention’ (Schneiders, 149).