Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 22

Bibelske studier karakteriseres i disse år af en ændring i fokus fra relationen mellem forfatter og tekst til interaktionen mellem tekst og læser. En ny tolkningsmodel er dukket op. Den bygger på den overbevisning, at den største indsigt og relevans ikke findes blot i bibeltekstens oprindelige mening eller alene i den nutidige kontekst, men i interaktionen mellem de to størrelser. Det er samtalens eller dialogens model.

Relationen mellem tekst og kontekst er blevet beskrevet som en sammensmeltning mellem to horisonter (Gadamer). Teksten repræsenterer den første horisont og læserens kontekst den anden horisont. Det afgørende mål med denne dialog-model er, at de to horisonter sammensmeltes på en måde, der er tro mod fortiden og relevant for nutiden.

Flere forudsætninger må være opfyldt, for at det kan komme til en ‘horisontsammensmeltning’. For det første kræves der åbenhed hos fortolkeren over for teksten. Han eller hun må være åben over for, at teksten kan tilføre noget kvalitativt nyt. Desuden må man være sig bevidst om sine egne forudsætninger for at undgå, at man tillægger teksten meninger, den ikke har. I modsat fald bliver det til ‘indlægning’ i stedet for ‘udlægning’. Endelig skal det bemærkes, at tekstens horisont ikke er afsluttet. Den bevæger sig, ligesom fortolkerens horisont bevæger sig.

I sammensmeltningen mellem læserens verden og tekstens verden bliver både læser og tekst transformeret. Teksten transformerer læserne, når de træder ind i tekstens verden. Den giver dem en ny måde at se på. Når læsernes verden bringes hen til teksten, transformerer den teksten, idet den giver plads for en mangfoldighed af mulige meninger. Læsernes verden åbner op for, at teksten kan tale på en ny måde (West, 44).