Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 36

Albinus, Lars (2005). »Autoritet, forfatter, tekst. Overvejelser omkring det religiøse udsagns diskursive status«. Ole Davidsen (red. m.fl.), Litteraturen og det hellige. Urtekst – Intertekst – Kontekst. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 359-375.

Holt, Else K. & Kirsten Nielsen (red.) (2002). Dansk Kommentar til Davids Salmer. København: Anis.

Huss, Boaz (1998). »Sefer ha-Zohar as a Canonical, Sacred and Holy Text: Changing Perspectives of the Book of Splendor between the Thirteenth and Eighteenth Centuries«. Journal of Jewish Thought and Philosophy, 7, 257-307.

Leiman, Sid Z. (1976). The Canonization of the Hebrew Scripture: The Talmudic and Midrashic Evidence. Hamden: Archon Books.

Magid, Shaul (2002). »Associative Midrash: Reflections on a Hermeneutical Theory in Likkutei MoHaRaN«. Shaul Magid (red.), God’s Voice from the Void – Old and New Studies in Bratslav Hasidism. Albany: Suny Press, 15-66.

Nahman ben Simhah 1982(1808). Rabbi Nachman’s Tikun – The Tikun HaKlali. Jerusalem: Breslov Research Institute.

Nahman ben Simhah 1985(1815). Sippurey Ma’asiyot. Jerusalem: Keren haDafsah shel Hasidey Breslav.

Ricoeur, Paul (1976). Interpretation Theory: Discourse and the Surplus of Meaning. Forth Worth: Texan Christian University Press.

Ricoeur, Paul (1979). »The ‘Sacred’ Text and the Community«. W.D. Flaherty (red.), The Critical Study of Sacred Texts. Berkeley: Graduate Theological Union, 271-276.

Ricoeur, Paul (1980). Essays on Biblical Interpretation. Philadelphia: Fortress Press.

Schleicher, Marianne (2002). A Theology of Redemption – An Analysis of the Thirteen Tales in Rabbi Nahman of Bratslav’s Sippurey Ma’asiyot (upubliceret ph.d.-afhandling). Århus: Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Smith, Jonathan Z. (1978). »Sacred Persistence: Towards a Redescription of Canon«. W.S. Green (red.), Approaches to Ancient Judaism I. Missoula: Scholars Press, 11-28.

Wolterstorff, Nicholas (1995). Divine discourse. Philosophical reflections on the claim that God speaks. Cambridge: Cambridge University Press.

1 I forhold til engelsk terminologi anvender jeg ‘hellig’ som pendant til ‘sacred’ og ‘sakral’ som pendant til ‘holy’.

2 Jf. Albinus 2005, hvor der argumenteres for en sammentænkning af Wolterstorff og Ricoeur.

3 Disse tanker er især beskrevet i følgende værker: Durkheim, E., 1912. Les formes élémentaires de la vie religieuse. Paris: Presses Universitaires de France; Radcliffe-Brown, A. R., 1952. Structure and Function in Primitive Society. London: Oxford University Press; Turner, V.W., 1969. The Ritual Process. London: Routledge & Kegan Paul; R. Rappaport, 1999. Ritual and Religion in the Making of Humanity. Cambridge: Cambridge University Press.

4 Der tænkes her på ‘den lurianske myte’, opkaldt efter kabbalisten Isak Luria (1534-1572). De to mest markante messiasprætendenter, der tog afsæt i luriansk kabbalah var Shabbatai Tsvi (1626-1676) og Jakob Frank (1726-1791), der opfordrede til konversion til henholdsvis islam og kristendom for gennem lutring af islam og kristendom indefra at fremme Messias’ komme. Det var især shabbataianernes og frankisternes massekonversioner, der vakte traditionel jødedoms frygt for en ny messiansk vækkelsesbevægelse.

5 Jf. Lilith = = (30+10+30+10+400)+5 for antallet af bogstaver = 485. Tehilim = = 400+5+30+10+40 = 485.

6 Jf. bTalmud, Pesachim 117a. Nahman omtaler dem tro imod traditionen som brecha, ashre, maskil, shir, nitsuach, niggun, tefillah, hodu, mizmor, halleluyah, jf. Nahman 1982, 28-29.

7 Nahmans og hans tilhængeres samtaler med Gud inspirerede Martin Buber til hans Jeg-Du-filosofifra 1923. Martin Buber var den første, der i 1906 introducerede Nahmans fortællinger til et vestligt publikum ved at genfortælle dem i Die Geschichten des Rabbi Nachman: Ihm nacherzählt von Martin Buber.

8 ‘Hasidisme’ er navnet på den jødisk mystiske strømning, som Nahman virkede indenfor. Hasidismen opstod ca. 1750 og eksisterer den dag i dag.

9 Udtrykket ‘konservativ, revolutionerende’ stammer fra Gershom Scholem, der i sit hovedværk Major Trends in Jewish Mysticism fra 1941 understreger, hvordan jødisk mystik udviklede sig gennem nyfortolkning af traditionens helligtekster.

10 De tretten fortællinger blev udgivet på jiddisch og hebræisk i 1815 med Nahman som forfatter, selvom tre af hans tilhængere havde foretaget nedskrivningen. På baggrund af den tosprogede originaludgave har jeg oversat og analyseret fortællingerne i min ph.d.-afhandling fra 2002 med det formål at afdække deres teologiske budskab ved hjælp af en litterær, billedsproglig tilgang.