Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 29

Den hellighed, som en tekst kan opnå gennem sine ikke-diskursive aspekter, betegnes sakral. Huss betragter teksten som et objekt, hvis tilstedeværelse og sanselige karakteristika såsom ydre form, fremtoning, bogstavsudformning eller bogstavsudtale af den troende tillægges en kraft qua tekstens påståede oprindelse i den guddommelige sfære. For de troende, der godtager påstanden om tekstens guddommelige oprindelse, overføres denne næsten fetich-lignende kraft ved teksten til den dennesidige sfære gennem ritualer eller rituallignende handlinger. Den store omhyggelighed i omgangen med den sakrale tekst, der her udvises, medfører, at tekstens brugskontekst stabiliseres eller sågar lukkes, og at den hermeneutiske aktivitet ophører eller underlægges opfattelsen af teksten som sakral. Således synes udlægningen blot at skulle bekræfte troen på, at objektet besidder kraft og egenskaber, der er overført fra den guddommelige sfære (Huss, 263-264).

Et vigtigt aspekt, som Huss dog ikke uddyber, er helligtekstens rituelle eller rituallignende indplacerethed. Inden for religionsvidenskaben har ritualet længe været tilskrevet en samfundsbevarende funktion, hvor fællesskabsfølelse på tværs af sociale hierarkier kan etableres, bekræftes og genopstå, og hvor tilslutning til fællesskabets meningssystem og værdigrundlag opnås.³ Når helligteksten således knyttes til ritualet eller den rituallignende situation, må den samfundsbevarende funktion inddrages i forståelsen af det sakrale aspekt.