Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 31

Nahmans referencer til Salmernes Bog steg markant i 1804, hvor han åbent bekendte sig til en senkabbalistisk forløsningsteologi. Den havde siden det 16. århundrede og til forargelse og bekymring for traditionel jødedom forårsaget messianske vækkelsesbevægelser i mellemøstlig og europæisk jødedom.⁴ Ifølge denne forløsningsteologi består den nuværende verden af guddommelige gnister, der er omkranset og dermed indespærret af ondskabens skaller. Når mennesket overholder jødedommens 613 forbud og påbud, løftes de guddommelige gnister ud af ondskabens skaller, hvormed verdens tilstand udbedres og bringes tilbage til den tilstand, som Gud havde tiltænkt verden. Denne »udbedring« har betegnelsen tikkun. Når den bliver fuldstændig, kelali, indebærer det den messianske forløsning. Hvis mennesket imidlertid synder, øges ondskabens omklamring af de guddommelige gnister.

Ondskaben er i jødisk mystik repræsenteret ved Samael og Lilith. Lilith er den kvindelige repræsentant for ondskab. Hun er bl.a. berygtet for hver nat at forårsage mænds ufrivillige sædafgang for derefter at stjæle deres sæd og undfange et utal af dæmonbørn. På det billedlige plan dækker Liliths natlige rov af sæd og undfangelsen af dæmonbørnene over ondskabens øgede magt i denne verden, hvormed forløsningen udsættes. For at forhindre yderligere udsættelse af forløsningen udvalgte Nahman sig Salmernes Bog som centralt våben mod ondskaben. Han begrundede i 1804 dette valg med, at Lilith og det hebræiske ord for salmer, tehillim, kunne udregnes til at have den samme numeriske værdi på 485.⁵ Salmernes Bog blev dermed gjort til den modgift, der kunne forhindre Liliths magt i at øges.