Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 27

Ordet ‘kanonisk’ har sin sproglige oprindelse i det græske, hvor ‘kanon’ bl.a. betyder ‘målestok’. Når målestokkens uforanderlighed overføres på et givent tekstkorpus i en kanoniseringsproces, indebærer det, at bestanddelene i tekstkorpus fastlægges, således at intet nyt kan tilføjes (Huss, 258-259). Uforanderligheden ved den nu etablerede kanon, hvis det vel at mærke er en religiøs kanon, gøres til et holdepunkt, et referencepunkt for samfundet til at udsige noget autoritativt om dets religiøse doktriner og praksisformer (Leiman, 127). Målestokkens uforanderlighed synes derfor at være en forudsætning for dens autoritet.

Det uforanderliges autoritet kan imidlertid kun udnyttes i diverse skiftende kontekster, hvis der åbnes op for fortolkning (Smith, 23). Gennem tiderne kan man notere sig, hvordan kanoniske tekster som reservoir for og symbol på et samfunds religiøse opfattelser anvendes til gennem fortolkning af noget samtidigt at udtrykke et kulturelt tilhørsforhold til en bestemt fortid, hvori de kanoniske teksters autoritet har udspillet sig. Hermed kan kanon gennem aktualiserende fortolkning anvendes til at inkludere eller ekskludere dem, som man ønsker eller ikke ønsker som medlemmer af samfundet ved at anvende »målestokken« til en vurdering af, hvorvidt aktuelle og potentielle medlemmer befinder sig inden for grænserne af det acceptable, hvad angår religiøs tro og praksis (Ricoeur 1979, 274).