Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 33

Ritualforordningen haTikkun haKelali afsluttes med en slags missionsbefaling, hvor Nahman opfordrer til at »sprede belæringerne i disse ti salmer« (Nahman 1982, 16; 35). Dette ville kræve, at potentielle tilhørere/læsere blev motiveret til hver især at forholde sig til salmernes indhold og lade eller ikke lade sig overbevise af indholdet. En sådan proces indebærer en aktivering af salmernes hellige aspekt i ricoeursk forstand, hvor det fortolkede indhold fungerer som et udkast til ny virkelighedsforståelse.

De ti salmers udkast til ny virkelighedsforståelse har flere lag. I de fem individuelle og fem kollektive salmer, som Nahman udvalgte, formidles det overordnede budskab, at tillid til Gud og lydhørhed over for hans bud vil resultere i tilgivelse, velsignelse og beskyttelse for den enkelte og Israels folk og i en generel indgriben, der vil afspejle Guds indgriben i fortiden, hvor Gud har været barmhjertig over for den troende og Israels folk og straffende over for den troendes og folkets fjender. Dette bibelske budskab er konstitutivt for jødedommen, også i Nahmans kontekst, og udsiger derfor ikke noget nyt.

Det interessante ligger i det lag, der gøres tilgængeligt, hvis man fokuserer på rækkefølgen af de ti salmer. De tre første salmer, 16, 32 og 41, har troen som det idéelle udgangspunkt, hvor individet i from tillid og indsigt accepterer den skæbne, der er blevet vedkommende til del, og hvor individet takker Gud herfor. Herefter følger seks salmer, hvor Gud i større eller mindre grad anklages for sit fravær. Salme 42 skildrer salmistens klagende længsel efter Gud. I Salme 59 forsøger David at råbe Gud op, og selvom lovprisningen troskyldigt følger i anden del af salmen, står det dobbelte udbrud til Gud – »vågn op« – meget stærkt. I Salme 77 følger endnu et opråb, der blander sig med frygten for, at Gud helt har svigtet sin del af pagtsforpligtelserne. Med Kirsten Nielsens udtryk må selveste Moses derfor i Salme 90 »træde i karakter« (Holt & Nielsen, bd. III, 80) og invertere de sædvanlige bebrejdelser om manglende omvendelse hos folket for nu at få Gud til at vende om og huske på pagten. I Salme 105 hører Guds indgriben fortiden til, hvorfor salmisten bringer en kollektiv opfordring til tilhørerne om at påkalde Gud. I Salme 137 beskriver salmisten sin egen og kollektivets ydmygelse ved at være forladt af Gud i det babylonske fangenskab, hvorefter den fortsat fraværende Gud påberåbes for at udvirke hævn over dem, der inkarnerede ydmygelsen. Det er først i den tiende salme, Salme 150, at kollektivet kan opfordres til en entydig lovprisning af Gud.

Nahmans tilhører/læser, der her opfordres til en stillingtagen til indholdet i de ti salmer, præsenteres for en virkelighedsopfattelse, hvor han eller hun vil være bundet både til den skæbne, som Gud har tildelt vedkommende, og til Israels folk, hvor kollektivet til enhver tid går forud for individet. Men skæbnebestemmelsen og det etniske tilhørsforhold er ikke uden muligheder. Ovenstående læsning af de ti salmer præsenterer et psalterisk drama, hvor individ og kollektiv er fælles om at kæmpe med tvivlen for at bevare troen på, at Gud vil gribe ind. I enhver religion, hvor tro betinger individets gudsforhold, kender man til tvivlen. Det til trods er det dog ikke altid, at tvivlen åbent accepteres. I Nahmans jødisk mystiske kontekst var from tro gudsforholdets udgangspunkt, mens tvivl nærmest blev opfattet som en straf fra Gud. En sådan straf vendte individet ikke i luften for at sende den tilbage til Gud som en anklage om fravær. I stedet accepterede individet tvivlen i from indadvendt skyldfølelse. Det, som Nahman imidlertid gør, er at legitimere den individuelle tvivl ved at understrege, at den også er kollektivets. Tvivlen legitimeres yderligere ved, at det er ingen ringere end kong David, der betragtes som salmernes afsender.

David er den autoritet, som den troende anerkender som Guds udvalgte, således som det angives i flere dele af den jødiske kanon, jf. bl.a. 1 Sam 16,12-13; 2 Sam 7,8-17; 1 Krøn 17,7-15. Gud sanktionerede David som medium for sin diskurs, samtidig med at David i salmerne indgår i en kritisk dialog med Gud ved at ytre, hvad han tænker og føler, jf. Holt & Nielsen, bd. I, 38-42. Hvis individet engagerer sig i en udlægning af salmernes diskursive indhold, åbnes der op for, at David og i et enkelt tilfælde Moses for den troende kan blive model ved at låne ham eller hende deres tanker og følelser til at sætte ord på gudsforholdet på en måde, som i hasidismen uden disse kanoniske autoriteter ville have været betragtet som kættersk. Men netop, fordi det er kanoniske autoriteter som David og Moses, der som individer formulerer kritikken af Gud, er et oprør mod traditionen blevet legitimeret, uden at man har overskredet de rammer for troen, som kanon har afstukket. Ved at aktivere både salmernes hellige og kanoniske aspekt opfordrer Nahman således sine tilhængere til en konservativ, revolutionerende brug af salmerne for at genetablere en accept af anklage og tvivl som naturlige bestanddele i den jødiske mystikers gudsforhold og dennes religiøse virkelighedsopfattelse.⁹

Nahman gav sine tilhængere mulighed for at ændre deres gudsforhold. Han gav dem ligeledes mulighed for med David og Moses som modeller at indgå i dialog med Gud, jf. Huss’ og Wolterstorffs tanke om interaktion med den guddommelige afsender i den hellige tekstbrug. Alligevel blev Nahmans opfordring i haTikkun haKelali til at sprede og dermed udlægge salmerne samt til direkte at gå i rette med Gud ignoreret. Man kan kun gætte om årsagen, men salmernes formulering af tvivl og anklage ville sikkert have været et stærkt forstyrrende element i recitationsritualet haTikkun haKelali, der med allerstørste vigtighed skulle sikre, at Liliths og dermed ondskabens magt ikke øgedes i verden. Differentieringen af begrebet ‘helligtekst’ har således hjulpet til at forklare, hvorfor den rituelle omgang med salmerne som sakrale tekster har overtrumfet en brug af dem som hellige, idet fællesskabets indsats i forløsningsprocessen har været anset for det vigtigste.