Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 32

Den senkabbalistiske forløsningsteologi refererer indirekte til det såkaldte sefirotsystem, der er den symbolske nøgle til at forstå jødisk mystik. Det består af ti sefirot, dvs. ti emanationer af Guds indgribende væsen. De korresponderer ifølge Nahman med de ti genrer, som den jødiske tradition finder repræsenteret i Salmernes Bog.⁶ I sefirotsystemet opdeles de ti emanationer i Guds dømmende og barmhjertige måder at gribe ind på. Netop med tanke på Guds nidkærhed skal man frygte den natlige sædafgang og recitere ti salmer, således at Gud kan fælde dom over Lilith, mens det skyldige menneske kan opnå Guds barmhjertige tilgivelse. Sammenkædningen af forløsningsteologien og sefirotsystemet fik Nahman til i 1808 at specificere hvilke salmer, der skulle reciteres. Det drejede sig om salmerne 16, 32, 41, 42, 59, 77, 90, 105, 137 og 150. Recitationen blev sat ind i den rituelle ramme, at man ved ufrivillig sædafgang så hurtigt som muligt skulle søge til et mikveh, et rituelt renselsesbad, hvori man så reciterede de ti salmer. Var man syg eller af anden grund forment adgang til et mikveh, skulle man blot recitere salmerne i nævnte rækkefølge, da det vigtigste var at følge salmernes placering i Salmernes Bog (Nahman 1982, 14-16; 34-36). Recitationen fik med indlån fra den omtalte forløsningsteologi betegnelsen haTikkun haKelali, den fuldstændige udbedring.

En udtalt fokus på den sakrale tekstbrugs ikke-diskursive aspekter kan her konstateres. Det drejer sig om den numeriske værdi på 485 af bogstaverne, der indgår i de hebræiske ord ‘Lilith’ og ‘tehillim’. Det drejer sig om de ti salmegenrer, der har en pendant i de ti sefirot. Det drejer sig om salmernes rækkefølge, der skal være lig rækkefølgen i Salmernes Bog.

Anvendelsen af salmernes sakrale aspekt i et nyindstiftet ritual giver anledning til at overveje, om ikke Nahman har haft behov for at udnytte ritualets samfundsbevarende funktion med henblik på at styrke fællesskabsfølelsen, meningssystemet og værdigrundlaget blandt hans tilhængere. Mellem 1804 og 1808 blev Nahmans tilhængerskare nemlig reduceret til et par få hundrede som følge af en række tragedier, der ændrede Nahmans krav til sig selv og sine tilhængere. Meget tyder på, at Nahman opfattede sig selv som Messias frem til 1806, hvor følgende tragedier indtræffer: Hans søn dør pludseligt, hans by hærges af brand, og en stor del af de jødisk mystiske ledere vender sig imod ham. På den baggrund erkendte han, at han næppe var Mashiah ben David, dvs. selveste Messias, Davids søn. Til gengæld fremhævede han sin rolle som Mashiah ben Yosef, Messias, Josefs søn, der inden for jødedommen har til opgave at bane vejen for selve Messias. Hans tilhængere mistede således den messiasfigur, som de håbede på forløsning fra, samtidig med at Nahman indså et behov for en øget indsats i kampen for at afstedkomme forløsningen. Det kan derfor antages, at salmernes sakrale aspekt er blevet aktiveret med henblik på at mobilisere og motivere de tilbageblevne tilhængere i en fælles kamp for at fremme tidspunktet for forløsning. Dette sandsynliggøres af, at Nahman fra og med 1806 øgede antallet af ritualer for sine tilhængere. De omfattede nu timelange, selvudslettende syndsbekendelser som optagelsesritual, som han lod sine mest betroede tilhængere varetage. Ritualerne omfattede krav til sig selv og tilhængerne om daglige samtaler med Gud af en times varighed i afsondrethed,⁷ nattevågen, den nævnte salmerecitation samt spægelse af legemet gennem selvpåførte lidelser og faste. De, der gennemførte ritualerne, har følt sig unikke, fordi de har kunnet leve op til nogle krav, som andre enten valgte ikke at underkaste sig, eller som de ikke engang blev tilbudt, fordi jødisk mystiske ledere på Nahmans tid oftest tog patent på at være dem alene, der gennem rituel aktivitet kunne føre deres tilhængere nærmere Gud. Nahmans tilhængere udsondrede sig således som fællesskab fra det øvrige hasidiske samfund⁸ qua deres særegne rituelle aktivitet, der bl.a. er bevidnet i haTikkun haKelali. Takket være Nahmans vægtning af salmernes sakrale aspekt er tilhængerne blevet tildelt en attraktiv identitet gennem deres aktive rolle i den forløsningsproces, der gennemsyrede Nahmans og deres eget religiøse meningssystem og værdigrundlag (Schleicher, 25-31).

Recitationen af de ti salmer indebar imidlertid ikke nogen fortolkning af dem. Det er i overensstemmelse med Huss’ påstand om, at den sakrale tekstbrug, hvor der lægges vægt på tekstens ikke-diskursive aspekter, lukker af for fortolkning. Det tyder på en gevaldig styrke ved en teksts sakrale aspekt, især når man tager i betragtning, at Nahman som afslutning på ritualforordningen i haTikkun haKelali opfordrede til at udbrede og dermed udlægge indholdet i de ti salmer.