Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 26

Rabbi Nahmans differentierede brug af

Salmernes Bog

Marianne Schleicher

Rabbi Nahman ben Simhah var en jødisk mystiker, der levede i Bratslav i Ukraine fra 1772 til 1810. Inden for judaistikken er Nahman bl.a. kendt for en udstrakt anvendelse af Salmernes Bog, dels i sin rituelle aktivitet, dels i sin forkyndelse, der antog form af prædikener og eventyragtige fortællinger. Nahmans forkærlighed for Salmernes Bog var ikke usædvanlig, eftersom salmerne siden tidlig middelalder har udgjort den hyppigst anvendte bibelske tekstsamling i jødisk tradition: Salmernes Bog har her status som en særligt værdsat jødisk helligtekst. Det bemærkelsesværdige er imidlertid Nahmans forskellige brug af Salmernes Bog. Salmerne anvendes til at legitimere hans messianske, mystiske forløsningsteologi. De anvendes videre til at sætte Nahman og hans tilhængere fri til at indgå i dialog med Gud og til at opfatte salmernes accept af tvivl og anklage som en naturlig del af gudsforholdet. Salmerne anvendes endelig som fetich-lignende genstande i et ritual, hvor Nahmans tilhængere tildeles en aktiv rolle i en universel forløsningsproces. Nahman anvender således ikke blot Salmernes Bog som helligtekst, men udnytter særskilte aspekter af denne helligtekst i forskellige brugssammenhænge. For nærmere at kunne belyse denne salmebrug er det frugtbart at operere med et sammensat begreb om den hellige tekst, dvs. at differentiere begrebet ‘helligtekst’.

Den israelske judaist Boaz Huss har foreslået at sondre mellem helligtekstens kanoniske, hellige og sakrale aspekter (Huss, 261).¹ På den baggrund og under inddragelse af andre tekstteoretikeres enkeltvise opfattelse af ‘kanonisk’, ‘hellig’ og ‘sakral’ er det muligt at arbejde med et differentieret helligtekstbegreb, som kan forklare Nahmans forskellige brug af Salmernes Bog.