Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 23

Kritisk bibellæsning og kritisk tilegnelse

Оглавление

Selve den omstændighed, at vi reagerer på teksten, indebærer, at vi bliver forandret af den. Vi transformeres af teksten. Dette er klart, når der er tale om en positiv respons på teksten: Vi bliver formet og præget af den. Men det sker også, når teksten gør os vrede (Patte, 97).

Der er en tendens til, at Bibelen bliver tilegnet og anvendt ukritisk. I nogle tilfælde tolkes den, så den bliver en legitimation af racisme, kønsdiskrimination og antisemitisme. Løsningen på dette problem er ikke at nyskrive Bibelen, men at nylæse den (Verstraelen). Vores læsning fører ikke til en nyskrivning af teksten. Den forbliver et produkt af den antikke verden. Men når vi nylæser teksten, går vi ind i en samtale med den. I dialogen underkaster vi os ikke teksten i et og alt, men vi opkaster os heller ikke til tekstens entydige herre. Vi anerkender ikke en fortidig (‘oprindelig’) mening som tekstens eneste mening, men vi tvinger heller ikke teksten til kun at sige det, som vi ønsker, den skal sige (West, 45).

Enhver læsning af teksten vil begynde med nogle specifikke spørgsmål. Vi kan ikke placere os i en absolut neutral position, og vi kan heller ikke anlægge fuldstændig objektivitet. Det er fra vores egen virkelighed, at vi engagerer os i læseprocessen. Men dette forhold rejser nogle centrale spørgsmål (Green, 415). Hvis det er vores egen situation, som danner udgangspunkt for bibellæsning, vil vi så ikke blot finde det, vi søger efter? Kan vi som læsere være åbne over for udfordringerne fra den bibelske tekst? Enhver skriftanvendelse må forholde sig til den risiko, at teksten kun bliver en spejling af, hvad vi ønsker, den skal sige. Derfor er det nødvendigt med en metode, som tillader teksten at tale sin egen sag og at fungere som et vindue, gennem hvilket vi kan se nogle ting, der går ud over vore egne tanker og ideer.

Dialogen mellem tekst og fortolker kræver en dobbelt kritisk læsning (West, 23.76). Det første trin er en kritisk læsning af Bibelen, det andet trin er en kritisk tilegnelse og ‘læsning’ af vores egen kontekst. Det betyder, at der ikke er en forenklet korrespondance mellem Bibelen og vor kontekst. Vi kan ikke bare bevæge os fra bibelske læsninger til en nutidig anvendelse. Bevægelsen fra tekst til kontekst er en kritisk og kompleks proces.

Litteraturen og det hellige

Подняться наверх