Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 28

Sideløbende med de påvirkninger, som et individ altid vil være udsat for fra det omkringværende samfund i dets opfattelse af en helligtekst, synes der at være et aspekt af helligteksten, der i særlig grad kræver individuel stillingtagen, nemlig den form for hellighed, der beror på tro og overbevisning. Dette aspekt belyses af to fløje inden for forskningen.

På den ene fløj står judaisten Huss og religionsfilosoffen Nicholas Wolterstorff, hvor sidstnævnte har forholdt sig til diskursbegrebet i en kristen teologisk kontekst. Med afsæt i tekstens diskursive indhold hæfter begge sig ved, at en teksts hellighed hviler på en påstand om oprindelse i den transcendente/guddommelige sfære. Her vil tekstens afsender typisk præsenteres som en guddom eller en person, som guddommen har ladet sin autoritet smitte af på. Tekstens autoritet som hellig er hos Huss og Wolterstorff afhængig af, hvorvidt individet overhovedet tror på, at tekstens afsender er guddommelig (Wolterstorff, 48). Helligheden antager her en mystisk dimension, idet teksten, der tilskrives helligheden, kan blive et middel for individet til at indgå i dialog med og på anden vis interagere med den guddommelige afsender (Huss, 261-262). Der er god grund til den antagelse, at individets tro på en teksts guddommelige afsender kan være et udgangspunkt for at forstå det hellige aspekt af en tekst. Fokus på den troendes ønske om at indgå i et kommunikativt forhold til diskursens guddommelige afsender må imidlertid ikke stå alene, fordi man da risikerer at tilsidesætte den rolle, som selve forståelsen af det diskursive indhold spiller. Det har den anden fløj, som her repræsenteres af Paul Ricoeur, blik for.

Ricoeur siger i modsætning til Huss og Wolterstorff, at en teksts hellighed udfoldes gennem en hermeneutisk aktivitet, hvor den troende indgår i interaktion med teksten for at modtage tekstens budskab. Hos Ricoeur flyttes det personlige møde med teksten til ideelt set at indebære, at den troende overbevises af tekstens argumenter til at indoptage og overtage de religiøse holdninger, egenskaber og oplevelser, der præsenteres som livsmulighed i teksten (Ricoeur 1976, 89; Ricoeur 1980, 102-103).

Forskellen mellem Huss og Wolterstorff på den ene side og Ricoeur på den anden side er derfor et spørgsmål om, hvorvidt den primære konsekvens af en teksts hellighed er individets mulighed for en næsten mystisk dialog og interaktion med guddommen eller en individuel hermeneutisk interaktion med teksten, der kan indebære, at individet overbevises af tekstens udkast til ny, religiøs virkelighedsforståelse.²