Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 24

Forholdet mellem tekst og læser indeholder flere andre aspekter. Således kan teksten tjene som identifikationsmulighed for læserne, men den kan også fungere som provokation og potentiale for forandringer. Endvidere kan den siges at have et ‘merpotentiale’. De to første aspekter har jeg beskrevet i anden sammenhæng (Nissen 1997, 57-59), så de skal ikke her uddybes. Derimod vil jeg gå lidt mere ind på det sidste aspekt.

Teksten har et ‘merpotentiale’ eller betydningsoverskud. Det, der kommer ‘ud af’ teksterne, beror naturligvis på tekstens indhold, men det afhænger også af, hvad adressaterne er ‘inde i’ (Wingren, 130-144). Teksten rummer med andre ord et uudnyttet potentiale (et ‘overskud’), der siger ‘mere’ end det, der umiddelbart kan virkeliggøres i det oprindelige miljø, som teksten blev til i. Og i en ny situation kan dette ‘mere’ komme frem i teksten. På den måde kommer teksten ofte til at tale stærkere, end den gjorde i begyndelsen.

Sandra Schneiders peger på, at den skrevne tekst transcenderer sig selv på to punkter. Det ene punkt er tekstens betydningspotentiale. Ikke alle betydninger er nødvendigvis intenderet af tekstens forfatter. Det andet punkt består i, at en tekst i tidens løb kan komme til at betyde noget andet end det, som oprindelig var tilsigtet. Teksten kan gennemgå en forandring; den kan så at sige ‘udvikle sig’. Et eksempel herpå er den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi møder sætningen »all men are created equal«. I den oprindelige sammenhæng sigtede formuleringen til voksne, hvide, mandlige ejendomsbesiddere. Men i nutiden må den forstås mere inklusiv og universel: Det betyder, at erklæringen også indbefatter kvinder, børn, farvede, immigranter, fattige, handicappede osv. Uanset hvad deklarationens fædre har ment med sætningen, så må teksten i dag sigte til alle mennesker.

På samme måde kan også den bibelske tekst gennemgå en udvikling. Meningen med Det Nye Testamente er ikke begrænset til den mening, som forfatterne tilsigtede. Og vor tids kristne er heller ikke kloner af det 1. århundredes forfædre og formødre. Af samme grund må man f.eks. forholde sig kritisk til de paulinske udsagn om kvinders underordning og slavers underordning. Det afgørende spørgsmål er ikke: Hvad siger teksten? Men: Hvad er tekstens mening for fællesskabet af troende? En del af meningen kan være, at nogle af de positioner, som blev indtaget af menigheden i historiens løb, er usande eller uetiske.

Tilegnelsen af tekstens mening sker ikke ved, at læseren opkaster sig til herre over teksten, og heller ikke ved, at teksten blot bliver herre over læseren (så han eller hun nøjes med i blind lydighed at underordne sig det, som teksten siger). Men der må være tale om en fortsat dialog mellem tekst og læser om tekstens sag (Schneiders, 175f).⁶

Tekstens ‘merpotentiale’ virkeliggøres altså af mennesker i nye situationer. Formodentlig havde Gregor den Store noget lignende i tankerne, da han formulerede ordene: »Scriptura sacra … cum legentibus crescit«.⁷ I mødet mellem tekst og læser vokser den hellige Skrift.