Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 34

Mellem 1806 og 1810 fortalte Nahman tretten eventyragtige fortællinger, der siden har opnået kanonisk status blandt hans daværende og nuværende tilhængere. Disse fortællinger, der blev samlet og fik titlen Sippurey Ma’asiyot,¹⁰ er bl.a. kendetegnet ved adskillige billedsproglige og intertekstuelle referencer til Salmernes Bog. De er i dag alment kendte i Israel på linie med H. C. Andersens eventyr.

Da Nahman i forbindelse med sin første fortælling forklarede, hvorfor han ville anvende fortællinger i sin forkyndelse, hævdede han, at synden i hans samtid var så omfattende, at den forhindrede det enkelte menneske og dermed også traditionelle jøder i at gennemskue Guds vilje gennem almindelige Torahstudier. Heldigvis havde han som særlig mystisk leder og som en ny Moses direkte adgang til den primordiale Torah, der er betegnelsen for den lære, som den transcendente Gud forud for skabelse og syndefald havde tænkt sig at formidle til menneskeheden. Denne primordiale Torah er med sin alder og transcendens ubesmittet af denne verdens synd og kan derfor stadig formidle Guds ord til mennesket og vække dets længsel efter forløsning fra den syndefulde samtid. Takket være sin adgang til den primordiale Torah og dermed til Guds ord kan Nahman tilbyde sine egne fortællinger som en slags helligtekster med et prioriteret helligt aspekt, sådan som Huss og Wolterstorff forstår det. Som den tilstedeværende fortæller præsenterer han sig selv som Guds sanktionerede talerør, som tilhængerne på individuel vis kan indgå i dialog med, jf. Huss og Wolterstorff, og som på ubesmittet vis kan formidle Guds vilje som et udkast til ny virkelighedsforståelse i ricoeursk forstand. Med den pondus, som Nahman hermed opnår, må man imidlertid spørge, hvorfor han så finder det nødvendigt at referere til Salmernes Bog i sine fortællinger.

Halakhah betyder på hebræisk ‘lovstof’, men konnoterer menneskets evne til at gå. Forbindelsen mellem overholdelse af budene (at vandre lovlydigt ad den rette vej) og evnen til at gå er tydelig i Nahmans 3. fortælling, hvor en gudfrygtig dreng lider af det handicap ikke at kunne gå. Handicappet rummer en delvis velsignelse, da det forhindrer ham i at synde set i lyset af budskabet i Salme 1 om ikke at vandre efter ugudeliges råd, ikke stå på synderes vej og ikke sidde blandt spottere, jf. Sl 1,1. Efter at have ophøjet drengen gennem ydmygelser gør Gud ham senere til sit redskab, idet drengen renser samtiden for onde personer. Han lader dem dømme og dø én efter én som avner for vinden, jf. Sl 1,4. Det muliggør, at drengen til sidst i dette fortælleforløb kan gå på »de retfærdiges vej«, jf. Sl 1,6, og være med til at vande træer. »At vande træer« er hos Nahman et billede på at overholde og få andre til at overholde halakhah, hvilket igen vil medføre Messias’ komme. Her i fortællingen afbrydes imidlertid idealtilstanden. Nogle gudsbespottende dæmoner bilder sig ind at kunne trække det træ op med rode, som drengen vander. Skulle det lykkes for dem, ville det være ensbetydende med en forpurring af menneskers lovoverholdelse. Dæmonerne forsøger sig, men bliver dog alle dræbt. Nahmans forudsatte tilhører/læser ved, at billedsproget her er en inversion af Salme 52,7, og at det således er Gud, der har handlet, eftersom David i salmen forkynder, at Gud vil rykke den onde gudsbespotter op med rode.

Den 4. fortælling handler om, hvordan ikke-jødiske konger straffes for deres manglende tolerance over for jødiske undersåtter. Fortællingen lægger op til denne udlægning ved bl.a. at referere overordnet til Salme 2 om udvælgelsen af Israel blandt alle folkeslagene og ved at inddrage profetien fra Salme 147,6 om, at Gud vil vende op og ned på denne verdens hierarkier, således at den hjælpeløse bringes på fode, og den uretfærdige slås til jorden som led i virkeliggørelsen af forjættelserne til Israels undertrykte folk.

I 7. fortælling er den messianske sjæl indespærret i en hedningekonges krop som billede på, hvordan Guds udvalgte ligesom i Salme 3 er forfulgt af fjender og dermed langt fra velsignelsen. Dog vil den udvalgte opleve, hvordan Gud beskytter ham, slår fjenderne og knuser de ugudeliges tænder, jf. Sl 3,8, så de nu ligger i dynger rundt om bjerget, ikke Zions bjerg som i salmen, men Sinai bjerg, hvorfra den messianske sjæl gennem hedningekongen kan indgå i direkte kommunikation med Gud ligesom Moses med det formål at indlede forløsningsprocessen. I denne fortælling undergår salmens billeder en forvandling, der understøtter Nahmans teologi, hvor han selv som fortæller qua sin adgang til Gud er blevet en ny Moses.

Den 11. fortælling handler om, hvordan legemets drifter i nutidens verden styrer sjælen, selvom det burde være omvendt. Dette misforhold skildres i fortællingen ved, at en trælkvindes søn er blevet forbyttet med en kongesøn med det resultat, at trælkvindens søn nu står til at arve tronen. Det korrekte hierarki skal imidlertid genetableres, da sjælen skal dominere legemet som en forudsætning for, at mennesket kan erkende sit behov for Gud. Denne erkendelse er igen en forudsætning for Messias’ komme, og erkendelsen hjælpes på vej af Salme 123,1-2, hvor der står:

Jeg løfter mine øjne til dig,

du som bor i himlen.

Som trælles øjne

er rettet mod deres herres hånd

og trælkvindens øjne

er rettet mod hendes frues hånd,

sådan er vore øjne rettet

mod Herren vor Gud,

til han er os nådig.

Den 13. og sidste fortælling inddrager den del af Salme 61, hvor David længes efter at blive ført op på den klippe, der ellers er for høj for ham, jf. Sl 61,3. Salmebrugen formidler Nahmans ønske om, at skellet mellem Gud og denne verden ophæves. Hvis skellet ophæves, vil mennesket kunne opleve den evighed, som i Salme 61 kobles med Davids kongemagt, jf. Sl 61,7, og som i Nahmans fortælling forbindes med den forløste verden. Davids ønske om Guds velsignende nærvær forvandles her til Nahmans udpræget mystiske ønske om selv at indgå i forening med Gud.

Sammenholdt med missions- og dermed udlægningsbefalingen i haTikkun haKelali, hvor Nahmans tilhængere gennem hans udvalg af de ti salmer blev givet mulighed for at ytre personlig tvivl og anklage, men hvor de valgte den sakrale, rituelle brug, tjener salmerne i fortællingerne et anderledes formål. Dette formål er betinget af, at Salmernes Bog i jødisk tradition er en kanonisk tekstsamling. Det betyder, at salmerne i kraft af den kanoniske status, som de er blevet tillagt af samfundets autoriteter, både bidrager til en normativ vurdering af fortælleforløbet og formidler et kulturelt tilhørsforhold til en fortid, som Nahman gerne så sig selv som del af.

Nahman, der opfattede sig selv som en sand fortolker af jødedommen, blev nemlig af den traditionelle jødedoms repræsentanter opfattet som en trussel, fordi han med sin senkabbalistiske forløsningsteologi meget let ville kunne fremkalde nye messianske vækkelsesbevægelser. Her manglede Nahman en autoritet til at legitimere sine synspunkter over for sine egne trosfæller. Nahman, der var overbevist om, at vejen for forløsning skulle banes i al hast, havde brug for al den pondus, han kunne få. Han vidste, at hans egen påstand om at kunne tilbyde direkte kommunikation med Gud kun var overbevisende for dem, der allerede troede på ham som Guds nye profet. Nahman valgte derfor Salmernes Bog med idealfiguren David som talerør til at belægge sin egen profeti om en forestående forandring.

I salmerne er Davids verden kendetegnet ved en genkendelig omvendthed. De onde har den ophøjede magt, mens de gode oplever ydmygelsen. Magthierarkierne er vendt på hovedet, ligesom legemet leder sjælen, selvom det burde være omvendt. Heldigvis er det med salmerne muligt at appellere til Gud om at gribe ind og etablere den rangorden, som Gud har tiltænkt verden. Når denne rangorden er blevet stadfæstet, er idealtilstanden indtrådt, hvilket ifølge Nahmans teologi er lig den messianske tidsalder. Ved at inddrage salmerne som en kanonisk tekstsamling og påvise, hvordan salmerne og David forkynder, at Gud kan oprette den idealtilstand, som Nahman sådan længtes efter, legitimerede Nahman den messianske nærforventning i sin egen samtid uden at bryde med traditionen.